Memoirs VIII: Sange og sampling

Af Lars Schwander

Knud og jeg havde lige lagt sidste hånd på et af mine nye numre. Vi havde spillet lige siden vi kom hjem fra skole og Knuds mor stod klar med en kop kaffe med mælk og sukker. Så vi havde noget at holde os oppe på. Knud var fem år ældre end mig og var oprindeligt min brors ven. Men da jeg ikke selv havde venner, forbarmede min bror sig over mig og tog mig med til alle sine allierede. Knud var og vedblev at være den bedste.

Knud var et geni til musik. Han kunne stemme sin guitar helt om og spille de samme sange, nu med nye greb. Knud viste mig også vejen. Han havde på et tidsligt tidspunkt en Revox båndoptager med fire spor og store spoler, som drejede rundt i en rasende fart. Knud kunne det hele. Han havde en bas som Paul McCartney med sorte nylonstrenge. Knud var min store helt.

Han skrev også sine egne sange og hjalp mig med at skrive mine de første. Men Knud sendte dem ind til Danmarks Radio og fik dem afspillet og blev endda interviewet omkring sin teknik. Enkelte af mine egne sange, spiller jeg den dag i dag, omend de fleste overvintrer og nok i evig tid. Jeg skrev ikke kun sange for at udtrykke mig selv, men også fordi der var så mange sange, jeg ikke kunne spille og lavede jeg dem selv, var jeg sikker på, at de teknisk set ikke var for vanskelige.

Jeg havde en Underwood skrivemaskine og vi hamrede, Knud og mig, vores tekster ned på små ark papir. Og bagefter, sirligt: ”Words & Music Knud K. Jacobsen, Recording first produced 1972, Copyright CITRUS Music LTD. Recorded in CITRUS studios in Maglelund Road”. Citrus var en slet skjult henvisning til Beatles’ Apple. Og vi var begge fans af John Lennon.

Når jeg trådte ud fra Knuds værelse i Brøndby Strands Maglelunden – tidligere Maglegården – og traskede af sted fra hans blok over til min egen, havde jeg allerede ideer til nye sange. Jeg kom op på mit værelse og tændte min Tandberg. Den havde kun to spor, men Knud havde fortalt mig hvordan selv Beatles arbejdede med meget få spor og mixede det hele sammen hen ad vejen. Ganske vist forsvandt noget af det først optagede hurtigt, Især diskanten, og med mange overdubs, kunne det oprindelige spor helt forsvinde. Men det var dog muligt at arbejde, Og det gjorde jeg. Jeg skrev en hel musical til vores skole. Jeg tror endda at jeg var inde i DR bygningen på Rosenørns Alle og spille de hele ind live og nu på kontrabas. Bassen var stor og jeg var bange for at ramme forkert, så min musiklærer havde tegnet krydser på gribebrættet, hvor jeg skulle holde mine fingre.

Hele mit liv har jeg ønsket mere. Ikke så meget af begær, som af en eller anden romantisk stræben. Det lyder fint og det er det nok også. Jeg ønskede så brændende at lave det smukkeste jeg kunne (og gør det faktisk stadigvæk). Jeg havde lavet en meget smuk sang, syntes jeg og havde fundet fuglefløjt, som jeg havde indspillet før, jeg indspillede selve melodien. Så langt, så godt. Jeg lyttede og lyttede og tænkte, at jeg inderligt ønskede mig nogle violiner. Men jeg sad jo bare på mit drengeværelse i Brøndby Strand og violiner lå helt udenfor mulighedernes grænser.

Jeg lyttede alle mine bånd og plader igennem for at finde et sted med violiner. Helst violiner, som stod helt for sig selv – og fandt det i afslutningen af Simon & Garfunkels ”Brdige Over Troubled Water”. Problemet var bare, at den sang lå i en hel anden tonart. Så frem med fuglefløjtene igen, og nu med en lidt højere version af min egen sang og til sidst klippede jeg så Simon & Garfunkel ind. Og jeg overførte den senere til både kassettebånd og til walkman. Det var en fantastisk fornemmelse.

Lige siden har jeg skrevet sange og i 1990’erne eller begyndelsen af 2000 tallet begyndte jeg at gå i rigtige studier. Marks’ Recording på Nørrebro, Bach’s Studios i Bredgade. Mest sidstnævnte. Og resten hos mig selv eller hos venner og bekendte. Søs Fenger og Ida Corr kom ind, Ida Cæcilie. Og allerede i Marks’ Recording styrede Knud Odde knapperne mens Mussa Diallo og Kent spillede hhv. bas og tromme. Det var en lykkefølelse at lytte til. Denne første sang, ”It’s Over (She Said)” blev re-mixet først til lounge af Jeff Bennett og så til house og Kjeld Tolstrup brugte sådan et mix til en catwalk for Diesel. Tolstrup lovede mig at hvis han fik det gratis, ville han producere en af mine andre sange. Han var dj i Litteraturens Hus i Møllegade og han huskede godt, at han havde lovet mig et re-mix. Men det næste jeg hørte var, at han var død. Jeg tænkte det var ærgerligt, ikke at han ikke fik produceret mig, men at Kjeld ikke fik lavet mere i sit liv…

Jonas Gülstoff indspillede og producerede en af mine sange, Peter Kibsgaard en hel del.

Jeg satte mig til computeren år efter år og lavede CD covers. Og skrev sirligt, hvem som var med og hvor det var optaget. Jeg takkede Gud og hvermand. Og lod som om det var en rigtig CD. En, som vistnok havde opdaget eller markedsført Roxette, sagde at mine sange nok var for gammeldags til udgivelse. ”Men hvis de skal ud, så skal du markedsføre dem, som ’den gode sang’ eller ’den gode melodi’”, sagde han. Jeg nikkede. Og tænkte på alle dem som får udgivet alting, at de bliver væk i fire år og så får de comeback. Når nogen spørger mig, hvor lang tid min CD/LP har været undervejs, siger jeg altid siden 1971, for det var dér vi gik i CITRUS studios, Maglelunden. Engang vil jeg producere 50 vinyler og tænke mit.