Memoirs VII: At være ønsket og uønsket

13170646_10153654195320679_1648370649_o

Af Lars Schwander, fotograf, kurator og gallerist

Min mor døde for et par år siden og vi blev så forenet, at min bror og jeg flyttede ind hos hende de sidste to-tre måneder og passede hende. Indtil den bitre ende, hvor hun lå på sin seng, helt stille og med en lille buket tulipaner på sin brystkasse.

De måneder vi passede vores mor, fik vi talt meget sammen. Rigtigt meget. Indtil det tidspunkt, hvor hun fik det så dårligt, at hun fik et par skud morfin morgen og eftermiddag. Men dagene er utallige, hvor vi sad og talte om livet – og ikke mindst om døden. Men en af de ting vi ikke berørte var det hun diverterede med hele min barndom, at jeg ikke var ønsket.

Jeg husker lige så tydeligt, da min mor sagde til mig engang i 1960’ernes begyndelse, at jeg var et ”uheld” og i virkeligheden ”ikke var ønsket… Jeg tænkte lidt over det dengang og meget mere siden hen. Egentligt tror jeg hun forsøgte at sige at det allerede dengang ikke gik så godt mellem hende og min far. Af alle de billeder der findes, hvor han sidder med sit nye lille barn i armene, ser min far heller ikke lykkelig ud. De blev skilt, mine forældre, omkring 1968 eller 1969. Det var bestemt ikke noget godt ægteskab. Men derfra og så til at sige til sit barn at man var et ”uheld”!

Min mor var ofte som et barn. Jeg tror også hun blev gift og fik min bror da hun var 18 og mig som 21-årig. Det gjorde man nok dengang. Men min mor var et barn. Hun opførte sig som et barn og jeg tror hun somme tider – også når der var fest – at hun kompenserede for det der med ikke rigtigt at have haft nogen ungdom.

Jeg var selvfølgelig ked af at være et uheld eller ligefrem uønsket. For det første var min bror ønsket, men ikke mig? Og hvad betyder det op gennem min barndom, at jeg helst ikke skulle have været der. Min mor sagde det nok henslængt, sådan, lidt for sjovt. Et uheld er jo et uheld og dengang var der ikke den samme adgang til abort som i dag. Men ud over denne barnlighed, forblev hun nu en god mor. Ellers ville min bror og jeg da heller ikke have flyttet ind hos hende til det sidste. Og hun sagde, at hun var forbavset over at vi gjorde det, fordi, som hun sagde (Birgit hed hun): ”Jeg troede ikke i elskede mig”. Men det gjorde vi altså.

Det er værre med min far. Min far har altid været fraværende. Og det passede mig fint da han helt slog hånden af mig fordi jeg skulle giftes med en udlænding. Livet er for kort til at omgive sig med racister og andre tosser. Min far kom kun hjem hver anden dag og ofte var han fuld. Og somme tider var han meget aggressiv,. Så selvom jeg var ked af mine forældre blev skilt, så var det en lettelse at slippe af med ham. Og det har det været lige siden.

Der skulle gå rigtigt mange år før jeg selv fik børn. Jeg var hhv. 43 og 47 år, da jeg fik mine egne (det er en lang historie). Men jeg fandt først hende jeg ville giftes med, da jeg var lige omkring de 40 og ligeså snart hun kom til Danmark, min hustru, fik vi straks vort førstefødte.

Hvis jeg selv skal sige det, har vi været nogle rigtigt gode forældre. En psykolog havde bemærket, hvor dan jeg altid rejste med min datter, hvordan hun havde sin plads inde på mit arbejde, osv. Og jeg sagde til psykologen, at mit princip er ganske enkelt: ”Først tænker jeg hvad min far ville have gjort – og så gør jeg det stik modsatte. Så kan det ikke gå helt galt.” Så jeg har aldrig sprunget bleskift og den dag i dag er det mig som står op kl. seks om morgenen og sørger for morgenmad, madpakker, at børnene kommer ud af døren tidsnok til at komme i skole. Inden min Nihola blev stjålet, satte jeg begge børn op i kurven foran på cyklen og kørte dem i skole. I solskin, regn, slud, sne. Altid.

Da min datter blev født år 2000, kom min bedste ven Jon fra USA. Han kom ind med flyet og taxa til Rigshospitalet og nåede lige akkurat at bære hende ud af bygningen og ned i hyrevognen og ind i stuen. Min hustru og jeg var lykkelige over både vores førstefødte og over Jons gestus. Jeg har et billede, hvor han sidder i vores kurvestol på Christianshavn med dette lillebitte væsen i sine arme. Somme tider har han efterfølgende købt små tøjhunde og bamser til min datter.

Da min søn blev født kunne jeg ikke dy mig, at sende en fax over til både Jon og Yoko Ono (Jon er hendes udstillings-manager). Og skrev at vi havde fået endnu et lykkebarn.

Jon svarede straks, at han ikke kunne nå at komme til Danmark og hente vores søn. Men at han var ked af ikke at være tilstede igen. To-tre dage efter fødslen, kom der en pakke fra Tiffany’s New York med en gave til min hustru. Et lille sølvkrus med en glad bjørn som hank og med inskriptionen: ”Emmanuel Schwander, December 4, 2004, Love Yoko” fulgt af et brev, hvor der stod ”Welcome to the World”.

Året efter sad jeg i Yoko Onos køkken i New York. Det må have været meget tidligt om morgenen og vi spiste bagels mens vi talte. Yoko Onos datter Kyoko var der også og jeg sagde endnu engang tak for sølvkruset. Og Yoko Ono sagde noget i retning af, at hun var blevet så glad på mine vegne, at hun straks var taget ned på 5th Avenue og valgt kruset til os. Og at hun syntes at lykkebørn altid skulle være velkommen i Verden. Og sådan blev det.

Dette er det syvende afsnit i en serie af memoirs skrevet af Lars Schwander. Vi udsender de første seks samt nye afsnit i den kommende tid.

Advertisements