Martin ‘Ørva’ Prip har udsendt årets bedste årsliste

1186122_10206750712180822_1181725638545749507_n

Hermed min traditionsrige årlige Top 10 over de mest betydningsfulde musikstykker. Uddybende kommentarer til hvert entry forefindes længere nede, og som altid er der sandsynligvis lagt op til både at hade og elske.

1. Marc Almond: “The Velvet Trail”
2. Lily Allen: “Holding on to Nothing”
3. Lily Allen: “Who do you Love?”
4. De Underjordiske: “Hvis du forstod”
5. Paper Tigers: “Goodbye”
6. Paper Tigers: “Turn you on”
7. Marc Almond: “Pleasure’s wherever you are”
8. Europe: “California 405”
9. Europe: “War of Kings”
10. Future Islands: “Seasons (Waiting on You)”
11. Rebecka Törnqvist: “Till och med en Kung”
12. Ronnie Montrose: “Town without pity”
13. Grace Jones: “William’s blood”
14. John Carpenter: “Escape from New York”
15: D/troit: “Do the right thing”

1: “I have finally come to terms with the fact that my role has been outplayed, and through these childhood images I reflect upon that painful fact”. Gennem nådesløst vemodige og melankolske allegorier spidder Marc Almond med denne tilbageskuende sang barndom og ungdom, og historiefortællingens sublimt underspillede musikalske del rammer stemningen til perfektion. Turen ned til havet ad the Velvet Trail vil efterlade selv Lemmy Kilmister med en tåre i øjenkrogen. “One for sorrow, two for joy…”

2 + 3: Årets mest eklatante skuffelse var Lily Allens “Sheezus”, som afslørede en ellers kraftfuld, vedkommende og og ofte syrlig kunstner, der havde solgt ud. Efterfølgende udtalte hun, “De gode numre kom ikke med på albummet”, og disse to eksempler fra den expandede version underbygger hendes påstand, idet de stilistisk tager tråden op fra den fremragende forgænger fra 2008 “It’s not me, it’s you”. Mens vi på 17. år venter på en gendannelse af Gangway, er dette noget af det tætteste, man i dag kommer Henrik Ballings stjernestøv.

4: En fortættet magtdemonstration som bevis for at enkelthed og catchiness er fuldt ud forenelige størrelser.

5 + 6: Generationen, som voksede op med Oasis, rører nu så småt på sig, og danske Paper Tigers er med disse to vidt forskellige stykker helt oppe at tangere brødrene fra Manchester, som i tidens løb har præsteret kompositioner der kompositorisk befinder sig langt under Paper Tigers’ niveau.

7: En prøve mere på Marc Almonds formåen i form af hans fine fortælling svøbt i kompositorisk elegance og eminent produktion. Vaudeville, chansons og lummer cabaret er dømt ude til fordel for fokuseret og toptrimmet sangskrivning.

8 + 9: Europe kæmper fortsat mod helt urimelige fordomme, som placerer og fastholder dem i en genre, som de forlængst er vokset fra. Disse fordomme afskriver dem effektivt fra at blive taget seriøst som kunstnere, men typisk er det fortalerne for disse fordomme, som selv sidder håbløst fast i en mumificeret kulturforståelse og ikke sanser, at der er gået 30 år siden det unævnelige hit, Europe i sin tid blev synonym med. I den tid har orkestret udviklet sig til et nuanceret og kompetent kollektiv, og som i dag leverer gennemarbejdet og raffineret materiale i form af prog- og bluesrock af højeste karat.

10: Future Islands kom ud af ingenting, og med sig bragte de dette nummer, som på én og samme tid fremstår nyt og ældgammelt i sit sorgfyldte 80’er-regi. Lyder som noget, man har ventet på altid.

11: Noget i svensk kultur giver tilsyneladende løbende næring til knivskarpe bedrifter som denne unikke komposition fra Rebecka Törnqvist, som igen har skabt et fint og skrøbeligt glashus, der ekkoer af både Jan Johansson og Cornelis Vreeswijk.

12: Essensen af 70’erne er her kogt ned til tre og et halvt minut i form af guitarist Ronnie Montrose’s fremragende fortolkning af Gene Pitneys klassiker fra 1961. Bemærk lige det orkesterarrangement – og forresten, hvornår har man sidst hørt en guitarsolo i radioen?

13: Den nu aldrende diva har altid forekommet en smule anstrengende i længden i sin kølige selviscenesættelse, men det nye album viser nye og mere organiske sider af Jones-maskinen, hvilket resulterer i et varmere og mere langtidsholdbart udtryk. Man forledes forbigående til at tro, at der faktisk banker er hjerte inde bag den isnende facade.

14: John Carpenters selvkomponerede og selvspillede Main Theme til hans “Escape from New York” fra 1981 rummer stadig en solid og opmuntrende dosis dommedagsprofeti.

15: Sammen med De Underjordiske nok den mest overbevisende danske debut i år – som Adam Grønne så rammende ville udtrykke det: den sidder lige i skabet.

Advertisements