Peter Andreas’ og Tomasines (ytrings)frihed

12295306_10207598717742157_2320723677125680868_n

Af Maria Helleberg på Facebook

Ak ja, ytringfriheden, trykkefriheden.

Som landets statsminister fremturede under den såkaldte Muhammedkrise (i resten af verden kaldet the Cartoon Controversy): det handler KUN om ytringsfriheden. Men ytringsfrihed handler jo ikke om sig selv. Tegningene forestillede ikke ytringsfriheden. Ytringsfriheden er en dør man går ind ad for at meddele, hvad man mener. I princippet har vi i Danmark frihed til at ytre os, hvis vi ellers kan komme til orde. Censur kan ifølge Grundloven ingensinde mere indføres. Men det gik da meget godt under den nazistiske besættelse.

Da jeg begyndte at læse P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg, slog det mig, at P.A. ville have så meget ud på ordets marked som muligt inden døren blev lukket og låst. På den måde var hans iver med til at muliggøre den meget voldsomme stramning af trykkefriheden i 1799. Pludselig blev selv det at omtale ateisme en forbrydelse. Især utrygheden med hensyn til, hvad der kunne vise sig at være farligt, har været uhyre stressende. Mange af guldalderens forfattere sørgede grundigt for at holde sig inde på verdens mindste måtte. P.A. mistede ved eksilet sit sprog, sit publikum, sin vennekreds, familie, kone og barn. Han genså aldrig mere Danmark og var fra forvisningen en død mand i danske medier.

Og nej, han blev ikke forvist for flabede drikkeviser, eller for at have skrevet, at kongehuset dængede idioter til med ordener. I visen med idiot-ordenerne brokker han sig egentlig ikke over ordensvæsenet, men over at datidens virkelig store personer ikke også fik ordener. Kongehuset må have lyttet, for Dannebrogsordenens ændring i 1808 var et forsøg på at skabe en orden, som man kunne tildele borgerlige personer, helt ned til sognefogeder, redningsfolk, underordnet militært personale. Men ikke de historikere som P.A. ønskede at se behængt med stjerner (som supplement til bedre hjerner).

P.A. havde været en aktør i og bag den publicerings-bølge, som ramte Danmark i 1790erne. Alt kunne diskuteres, og alt kunne blive til en pamflet, et hæfte, en lillebitte bog. Bølgen blev standset med censuren. Diskussionerne skulle ikke længere foregå kaotisk fladt, men forme sig som pæne, velformulerede og regelbundne ansøgninger hos myndighederne. Styret opfattede sig selv som oplyst enevælde, men var på alle måder et diktatur, med vilkårlige domme og konsekvenser – læs Ulrik Langens ”Det Sorteste Hjerte” fra 1813. P.A. var ikke den eneste, han var blot den bedst kendte af ofrene for censur, vilkårlighed og sorgløs brutaltiet.

Når man læser Guldalderens tekster, herunder også private breve, slår det en, hvor sjældent man støder på beskrivelser af skræmmende fænomener i virkeligheden. Hvor er de drakoniske straffe. Henrettelserne, arbejdshuse og fængsler? De fylder meget lidt.

Da Johan Ludvig og fru Heiberg flyttede til Christianshavn, bemærkede hun Tugt, Rasp- og Forbedringshusets truende skygge, men fandt sig til rette med denne dystre nabo, som måske netop gjorde lejen lidt billigere. Ellers er der stort set tavshed. Også om slaveriet i Vestindien, til trods for, at der til stadighed var en række afro-danske ”slaver” til stede i København (teknisk set var de frie tjenestefolk under opholdet i Danmark, men blev igen slaver når de vendte tilbage med deres herskab/ejere.)

Censuren fungerede. Kritisk omtale af disse fænomener kunne medføre livsvarig censur.

Men Thomasine Gyllembourg fik sneget det hele ind i sine tekster. Nok skrev hun anonymt, nok udgav hun i sin søns magasiner, men hun kendte natsiden af samfundet og tog den med. Enlige mødre, prostitution, svidende fattigdom, det findes alt sammen hos hende. Uden kritik, bare som realitet. Det var en mulighed. At grave tunneller ud under censurens Berlin-mur. Og at lokke læserne til at genkende også det, man egentlig ikke ønskede at kende. Den politiske diskurs, drøftelsen af fremtidens politiske system, var sendt til tælling i det privateste privatliv.

I 1800-tallets censurstyrede offentlighed var publicering både nødvendig og farlig. I dag kan vi i princippet alle bare publicere på Facebook, hvad enten vi har 4979 eller 13 venner. Der er som bekendt ingen censur, selv de mest rabiate racistiske udsagn betegnes ofte af FBs ”myndigheder” som ”acceptable” inden for de givne rammer. I de kommercielle, styrede medier fungerer redaktion som en slags censur. Mere eller mindre kvalificerede journalister afgør, hvad der skal refuseres eller trykkes.

Ikke alle læserbreve bliver trykt. Hvordan aviserne ville se ud uden redaktion af læsernes henvendelser kan man konstatere på EkstraBladets ”Nationen”, der åbenbart nu også er blevet for stærk kost for avisen selv. Uden redaktion løsnes alle bånd. Der opfordres til vold og mord, ganske som på Facebook. Og raseriet udtømmes ikke, men genfødes dag efter dag, i sag efter sag. Raseriet bliver en form, man altid kan bruge. Hadet bliver til norm.

Da Ida Holst forrige år udgav en sms-roman, blev hun på Nationen mødt med et både skræmmende og dybt forunderligt had, for ingen havde læst bogen, og de færreste havde så meget som set forfatteren. Det er stadig farligt at ytre sig. Voldsomme angreb har til tider tvunget en anden forfatter, Leonora Christina Skov, væk fra offentligheden, ja selv væk fra de sociale medier. Men gør man noget ved de massive had-bølger som skyller ind og drukner ytringsfriheden? Og i givet fald: hvad skulle man stille op? Stille redaktionel behandling, men er det censur? Og hvor går hadet hen, hvis ikke haderne kan spytte deres had ud?

Hvad ville 1800-tallets oplyste borgerskab have diskuteret i aviser og klubber, hvis censuren var blevet ophævet år 1815? Restaureringen af det præ-revolutionære Europa? De ville næppe have fundet frem til P.A.s sidste og voldsomste værk, ”Aristokraternes Katekismus”,som i virkeligheden er en slags ordbog. Her forklarer han råt for usødet både sin samtid og eftertiden, hvad ordene betyder i virkelighedens verden ca. år 1800 i Danmark. Han angriber egentlig ikke aristokraterne, men den efter hans mening hykleriske regering (og dermed kongehuset, repræsenteret ved kronprins Frederik (nr. 6). Denne regering, som nok havde iværksat bondereformerne, men egentlig ikke rokket ved styreformen.

A B C er alt, hvad en Adelsmand behøver at vide for at blive Medlem i et Kollegium og for siden at springe forbi alle sine gråhærdede borgerlige Kolleger.

Almagt. Et Attribut til en Guddom, enten samme er himmelsk eller jordisk. Når en Regent siger til en Sladderhank: Bliv Gehejmeråd! til en Poltron: Bliv Krigsråd! til en Bankerottør: Bliv Kommerceråd! så blive de det, ligesom russiske Soldater efter en Kaptajns eller Obersts Luner blive Skomagere, Skræddere, Sadelmagere o. s. v.;

Bondefrihed. Så megen Frihed, som en Bonde kan tåle. Det er liden, som enhver véd, der kender det gamle Ordsprog: Var Bonden ikke bunden, så blev han værre end Hunden.

Bonde; det samme som Fæ.

Borger. Før den franske Revolution et enkelt, men efter Revolutionen et dobbelt Skældsord.

Borgerfrihed; et Ord, der klinger smukt, dog kuns i Forordninger og Geburtsdags-Taler. Alt for ofte bruges det blot som Fyldekalk.

Patrioter. Kandidater til livsvarigt fængsel på Munkholmen i Trondhjemsfjorden hvor man opbevarer politiske forbrydere.

Patriotisme; en Egenskab, der ikke leder til Lykke i disse Tider. Jo mindre patriotisk man er, jo mere er man velkommen ved hoffet.

P.A. levede ellers stort set af at skrive sit-coms til Det kongelige Teater, latterfarcer med forankring i f.eks. Beaumarchais’ komedier. Men her i Katekismussen fjollede han ikke rundt. Han sagde for en gangs skyld præcist og hårdt hvad han mente, brugte knytnæver og ikke kløpind. Det måtte ende galt.

Men han blev da stamfader til revserne, til Poul Henningsen og hans epigoner. Da man igen kunne trykke dette værk, var det forældet. Verden havde ændret sig i hans fravær, og værket var ikke så tidløst formuleret, at eftertiden gad læse det som andet end historisk kildeskrift.

Den moderne ytringsfrihed er ikke i fare. Det kan derimod enkeltpersoner komme. Enhver person har til alle tider været nødt til at bedømme, om en ønsket ytring kan medføre risiko. Det kan vel ikke komme bag på nogen. I dag opfatter vi beskyttelsen som samfundets opgave. Den ekstreme udnyttelse af ytringsfrihed til at krænke og nedvurdere kan vise sig umådeligt kommercielt indbringende. Hvem ville have hørt om Dan Park, hvis ikke han havde produceret grimme, talentløse værker, der udtrykker alt det, vi ønsker at lægge bag os. Men at betegne Dan Park som forkæmper for ytringsfriheden er ukorrekt. Hans leg med ekstrem racisme gør det faktisk sværere for moderate stemmer at komme til orde, de er ikke så kulørte, ikke så interessante. En række ikke-kunstnere har udnyttet situationen til at opnå berømmelse og eksponering. Men eksponering forvandler ikke et non-kunstværk til en klassiker.

For P.A. var der ingen mening i spørgsmålet om, hvem man skal bruge ytringsfriheden imod. Selvfølgelig mod magthaverne. Han tog ikke ud i København for at skrive spottende eller nedværdigende om de mange indsatte i diverse straf- og arbejdsinstitutioner, eller om jødiske, tyske, færøske indvandrere. Han spottede dem, som automatisk blev hyldet og beskyttet, eller som bestilte og betalte forhyldest. Han forsøgte at slå magthaverne hårdt nok, så de måtte høre efter og endda se kritisk på sig selv. Det lykkedes ikke. I stedet trampede magten ham ned. Det var risikoen dengang. Og i mange, mange lande selv i 2015.

I Danmark man kan åbenbart sige hvad som helst uden sanktioner. I de sidste måneder har jeg set danskere frejdigt foreslå at skyde flygtningene, gasse dem, eller smide dem i vandet. Det er danskere som har levet omgivet af dansk debatkultur hele deres liv. Det er danskere som er opdraget i folkeskolen, af lærere som har læst P. H., Panduro, Ditlevsen, Grundtvig, Blixen og Kierkegaard. Åbenbart skal der mere til for at bibringe moderne mennesker medmenneskelighed. I det mindste i så stort et omfang, at man afstår fra strafbare opfordringer til mord.

Personligt tror jeg, at de, som iværksatte Muhammed-tegnings-projektet gik ud fra, at projicering og gentagen publicering ville afføde ligegyldighed hos de ramte. Var meget glad for Flemming Roses nye bog om krisen, ”Tavshedens Tyranni”, fordi han skitserer ideen bag publiceringen.

Det var ikke hensigten at tegningerne skulle koste menneskeliv, end sige eskalere til en verdensomspændende krise. For at parafrasere over statsministerens udtalelse: INTET der formidles ind over vedtagne politiske eller religiøse grænser handler KUN om ytringsfrihed. Det handler om mennesker, politiske situationer, muligheder og begrænsninger, vrede, frustration, følelse af hån og undertrykkelse og nederlag.

Jyllands-Posten havde ingen muligheder for præcist at forudsige følgerne. Man kunne måske have spurgt sig selv, hvorfor medierne i verdens supermagter afholdt sig fra en tilsvarende provokation. Sket er sket og står ikke til at ændre. The Cartoon Crisis synes at være på vej ned i gårsdagens krænkelsers skraldespand.

Måske er det i visse historiske situationer lettere at opnå ro omkring et emne ved at undgå at provokere. Måske er historiske og kulturelle forhold så forskellige, at man ikke kan slutte automatisk fra demokratiets frembrud i Europa omkring 1850 og til andre lande.
Provokationerne opfattedes ikke som venligtsindede niv i siden, men som den sidste og værste undertrykkelse, efter århundreders udnyttelse, krænkelser, invasioner, kolonialisme. Nu spyttede Vesten så også på religionen.

Og så har jeg endda ikke indraget alle de uberegnelige faktorer som hhv. Akkari og Assad.

Efter min mening gik projektet galt da man vedtog, at det skulle handle om hån, spot og ydmygelse – et princip, som flere af tegnerne i øvrigt gjorde alt for at slippe uden om. Må det være klart, at det ikke afføder fred og store smil, når man sparker nedad. Intet foregår jo i et tomrum. Hverken P.A.s vrede skrifter eller the Cartoons var alene om at diktere udviklingen. Begge ramlede ned i en konflikt, som var større end de respektive værker.

Og må man med P.A. og hans kone som forbilleder bede om, at hån, spot og ydmygelse rettes mod magthavere, eller om at man indpakker sin kritik i elegante sætninger og uimodståelige dramatiske demonstrationer, kaldet romaner. Så virker de måske endda positivt. For i P.A.s fravær fra Danmark begyndte udviklingen mod et moderne demokrati – alt det, han dårligt nok turde håbe på, blev virkeliggjort. I 1915 blev et menneske endelig en borger, selv om borgeren var fattig, fruentimmer eller forgældet.

Foto: P. A. Heibergs gravsten i Paris.

Advertisements