Jens Albinus bliver ny teaterchef på Husets Teater

Fotograferet i Skuespilhuset.

Fotograferet i Skuespilhuset.

Jens Albinus skriver på Facebook:

Livet er omskifteligt:

Sidst jeg havde med Husets Teater at gøre, var da jeg som far på orlov kom susende i pauserne med vores nyfødte datter, så min kone Marina kunne amme hende i pauserne mellem prøverne på Peggy Pickit.

Nu skal jeg være chef dér sammen med Laura.

Jeg har i hele mit teaterliv været optaget af at søge et teatersprog som ikke tog udgangspunkt i teatrets dygtighed men i dets menneskelighed.
Som ikke fremviste alt det vi ved og kan, men stod ved alt det vi ikke er, alt det vi ikke ved, og kaster sig undersøgende og nysgerrigt mod alt det der ikke er til at begribe.

Det har ført til forestillinger som ”Udvidelse af Kampzonen” i 2002. ”Hvis dette er et menneske” i 2010 og 2012.

I den forgangne sommer og efterår er der sket ting i Europa, som har været vanskelige at forstå, umulige at forudsige og næsten ikke til at tro. Jeg er en af dem der har en masse frustrationer, vrede og ubesvarede spørgsmål.

På Huset forestiller jeg mig at vi skal lave formstærkt teater, som lader teatrets evige tid tørne sammen med vores særlige samtidige forhold.
Jeg forestiller mig at det skal være et arbejde hvor vi leder videre efter et teatersprog, der ikke dyrker det perfekte, men er fuld af huller og bump på vejen, som overrasker men stadig tager os med på rejsen.

Glæder mig til at lede efter det sammen med Laura og Husets dygtige og kompetente medarbejdere! Vi overtager et stærkt og velfungerende Huset fra Mads Wille og Simon Bobergs ledelses-periode. Vi må se om vi kan knytte endnu mere an til kontakter uden for landets grænser, og få engageret noget af alt det knald-dygtige talent som findes lige nu i Danmark.

Advertisements