Har mor råd til huslejen? Bliver strømmen lukket?

IMG_1733

Af Johanne Schmidt-Nielsen

Har mor råd til huslejen? Bliver strømmen lukket? Og hvad hvis far får en ekstra-regning pga. en knækket tand, en hyttetur eller et køleskab, der er gået i stykker?
Som barn af forældre på kontanthjælp er der mange ting i hverdagen, der er anderledes end for klassekammeraterne. Børnene lever med en permanent bevidsthed om forældrenes pressede økonomiske situation. Og det stresser dem.

Derudover er der sjældent råd til den slags, som mange andre tager for givet. En tur i zoologisk have. Et biografbesøg. En børnefødselsdag for klassen.

Tidligere havde børnene heller ikke mulighed for at komme på ferie.

Når jeg siger ”på ferie”, mener jeg ikke til New York, Kreta eller Spanien. For det er der selvfølgelig ikke råd til. Nej, tidligere havde forældrene slet ikke ret til at holde fri. Som kontanthjælpsmodtagere skulle de stå til rådighed for aktivering hver eneste hverdag året rundt.

Resultat: De fleste børn i Danmark engang imellem får et pusterum fra SFO’en eller børnehaven. Og sådan et pusterum har både børn og voksne brug for. Men kontanthjælpsbørnene var afskåret fra pausen.

I finanslovsforhandlingerne for 2012 fik Enhedslisten regeringen med på, at kontanthjælpsmodtagere skulle have mulighed for fem ugers årlig ferie. Et vigtigt skridt i den rigtige retning for nogle af de mest udsatte borgere i vores land.

Den ret til ferie vil Løkke nu afskaffe. Og børnene bliver (igen) de helt store tabere.
Kære regering. Tror I virkelig selv på, at dét, der fastholder forældrene på kontanthjælp, er tanken om fem ugers årlig ferie fra aktiveringen?

Kunne man forestille sig, at det forholder sig omvendt? At pausen rent faktisk kan være med til at give de her mennesker nye kræfter?

Lars Løkke, du gør en svær situation endnu sværere for nogle af de børn i vores land, der i forvejen har en hverdag, som er op ad bakke.

Det er ikke okay. Det er sølle.

Advertisements