Af Erik Jensen, korrespondent for Politiken i Berlin

Advarsel: ‘langt indlæg detector er aktivieret’ – kun for særligt interesserede etc.

Lige siden 1982, da det unge band løftede en hel Roskilde Festival mod uanede højder, har jeg holdt af og ofte endda med U2. Ikke nogen opgave. Et rockband, hvis gener eller, hvad det nu er, forhindrer det i at være cool, er i sig selv en umulig størrelse. U2 fremstår stadig på vej mod 50-års jubilæum som et band, der lader musik udspringe fra hjertet snarere end fra hjernen og den slags musik, ’something I can feel’ for nu at citere bandet selv, har jeg det bedre med en selv nok så spændstig hjernegymnastik. Som det er let at gøre grin med, når man nu ved alting bedre, beskyttet bag lag af tillært stil og kold ironi. Måske er det, fordi jeg heller aldrig selv har været cool (eller kold, som vi jo kan kalde det på dansk), har jeg haft svært ved at se, hvad der var så fandens galt ved hellere at ville involvere (sit publikum) end at distancere sig bag manerer og – nå ja – coolness. Eller hvad der egentlig er så galt ved at engagere sig i sin omverden og på aktivistisk vis forsøge at få sine medsammensvorne (fans) med på at forbedre forholdene? Politisk korrekt? Jep, men det er nu engang lidt svært fx ikke at ville hjælpe Afrika – ’det land’, som alle børn kender, som det hed i en gammel dansk sang. Og der er så mange andre i musikkens verden, som cool undgår at blande sig ind i storpolitik og risikerer at få snavs på guitarfingrene… Selv det åbenlyse hykleri i at beskytte egne skatteinteresser samtidig med, at man vil frelse verden, har jeg forsøgt ikke at forsvare, men at se bort fra. Fordi jeg aldrig har set det som min opgave at tage stilling til andres moralske habitus. Men i aftes under et stort Mercedes Benz-mærke i loftet i Mercedes Benz arena kammede det over for mig. Med en billetpris på 1500 kr. var forventningerne til den fjerde udsolgte berliner-koncert enorme for min del. Den første koncert blev rost til skyerne i den ellers ret så kritiske tyske presse og på forhånd har jeg forliget mig nok med sangene på det ’nye’ album, Songs of Innocence. Synes som Ramones-fans, at ’The Miracle (of Joey Ramone) nærmest er god med sine brutale beats og gode breaks omkring en sang, der egentlig bare vil levere det hele tilbage til rockmusikken. Men det var der ingen som hørte i rabalderet, da U2 røg på røven i den tåbelige markedsføringsstunt med Apple og iTunes. Faktisk tror jeg ikke, at vi er ret mange, der har hørt det album med åbent sind og der gik også næsten et halvt år, før jeg selv gik ombord. Starten på koncerten i Mercedes Benz var fremragende. Energien var netop den forbinding af ungdommens uskyld, udtrykt gennem alderens erfaring, bandet selv har defineret med navnet på den turne, som ikke kommer til Danmark og som I forhåbentlig derfor vil tilgive mig lige at dvæle ved et øjeblik mere, Innocence og Experience. ’The Miracle’ fik følgeskab af en kanonade af en heftig trilogi – ’Out of Control’, ’Vertigo ’ og ’I Will Follow’. Undervejs kom der også styr på den fra start slingrende lyd og scenekonstruktionen, der er en anerkendelse af, at vi lever under et diktatur af smartphones, fungerer fremragende. Den lange storskærm over gangbroen mellem de to scener, bandet med stor elegance betræder for netop igen at involvere sit publikum, er godt tænkt som et forstørret cover på – nå ja – en iPhone. Og der er gode muligheder for at filme løs for enhver med de irske knøse så tæt på. For at fuldende nybruddet med koncerttraditionen lader U2 endda den pige, der inviteres på scenen til obligatorisk forsanger kinddans, filme et nummer på mobil til storskærmen. Aftenens bedste sekvens, hvor selv Adam Clayton måtte smile over bassen. Masser af højdepunkter fulgte fra et usædvanligt tæt spillende og veloplagt band og Bono sang med vanlig inderlighed og stemmen er ikke mærket af hverken alder eller cykelstyrt. Ok, en lang seance med de nye sange om barndom og opvækst i Dublin er svær at sluge, fordi sangen til den afdøde mor ’Iris (Hold me Close)’ og mange andre de andre ’becoming of age’ sange er både for kedelige, men også bliver fremført med en patos, der bliver til distance af en Bono, som sær svajeragtigt skridtede scenen af. I sit lædertøj og gule hår lignede han en mand, der prøvede at være cool, men endte med ikke at være sig selv. Og fra da gik det fra slemt mod værre, kun afbrudt af en sød lille historie fra sangerens bryllupsrejse til Jamaica, hvor fru Allison spurgte, hvorfor han dog hele tiden skulle skrive sange til et nyt album i caribiske omgivelser og hvad den forbandede plade egentlig skulle hedde. ’War’, lød svaret og aftenens humoristiske højdepunkt. Efter de to første koncerter i Berlin i sidste uge fløj Bono til FN’s generalforsamling i New York. Fint med mig, respekt for en rockstjerne med plads til andet end sig selv. Men desværre skulle resultaterne af mødet endevendes i Berlin sammen med skamros til Tyskland (læs Angela Merkel in person) for ’værdigt at vise veje i denne tid’. Hyldesten kom et par uger for sent, siden kontrolleres man også ved den tyske grænse mod syd og jubelen i salen var da også til at overskue. Derfra fortsatte med demontere sin egen koncert med indlysende og til himlen skrigende banale opfordringer til at stoppe krigen i Syrien, byde flygtninge velkomne og hjælpe FN. For nu at nævne nogle få fixpunkter. Der har været debat også i Danmark om, hvorvidt man flashe sin velgørenhed. Det skal man ikke, når den viser sig at være udtryk for en så opblæst selvforståelse, som publikum og resten af det fremragende lille rockorkester blev udsat for i Berlin. Når godheden og velviljen bliver til prædiken kommer distancen og så er Bono pludselig blevet ‘cool’ på en selvfed og selvovervurderende måde alligevel……Hvorfor skulle verden virkelig forbedre sig, fordi Bono uden ligefrem at være velformuleret som sin ven, Barack Obama, siger det? Han er rocksanger og en af de bedste af slagsen, så hvor ville jeg ønske, at han havde brugt sit fokus på det, så kunne den fyldte sal være gået fra det, der i stedet for blev et regulært bønnemøde for de alt for indlysende rigtige meninger, optændt af handlekraft og energi. Nu blev de i stedet for ØV2 i den mest rungende hule patos, jeg nogensinde har oplevet fra den kant. Og så på en aften, hvor The Edge spillede med en nærmest overjordisk elegance og hvor Larry Mullen jr. slog sig til tops blandt trommeslagere….. Det er ikke let at forstå, at man har lyst til at håne U2. Jeg har aldrig deltaget i den disciplin før og gør det heller ikke nu. Jeg nøjes med at høre The Miracle (of Joey Ramone) og tænkte på, hvor godt det kunne have været….