Tilegnet mindet om Claus ‘Kludder’ Sørensen

11884963_10153636740429047_7052792478710507133_o

11924215_10153636740314047_4978403810907955172_n

Af Lars Movin

Kære Claus, Der er så mange fine minder, hvor du træder tydeligt frem som en karismatisk og generøs skikkelse, der på en eller anden måde førte an, men som altid samtidig var den første til at bære andre frem. Det er alt sammen lysende punkter i fortidens gråtonede dis, som tilsammen tegner omridset af din person. Men der er ingen dybde i billedet, dertil var vi ikke tilstrækkeligt tæt på hinanden. Jeg fornemmer et mørke bag dit image, men det kendte jeg ikke.

I virkeligheden koncentrerer mine minder sig især om nogle få intense år omkring 1980, hvor du var den, der havde fået øje på noget nyt, som vi andre først senere anede betydningen af. Det havde meget at gøre med musik – det har det jo i den alder – men også med stil og attitude.

Selvfølgelig var Elvis Costello hovedpersonen. Han var over alle andre og blev dyrket og dissekeret, album for album, sang for sang. Men der var også mange andre. Hér er et lille potpourri til dit minde:

Joe Jackson: “Look Sharp!” (1979). Fordi du havde stil, Claus. Klasse. Look Sharp! Det var der sgu’ ikke så mange af os andre, der gjorde dengang. Men du kom med noget nyt. Du havde været i England – i hvert fald mentalt – men du havde også læst skriften på væggen og måske endda kigget ind i fremtiden. Du var skarp.

Talking Heads: “Fear of Music” (1979). Du kom med den plade i en plasticpose og satte den på grammofonen i vores kollektiv. Hér var igen noget nyt, du ville dele. Vi røg lidt sjov tobak – gjorde du også, jeg er ikke sikker? – og pludselig åbnede musikken sig på en hidtil uhørt måde. Man kunne høre alle de mange lag fuldstændig klart og kunne på magisk vis fokusere på talrige elementer på samme tid. Man kunne høre dét, du hørte.

Kliché: “Okay Okay Boys” (1982). Det var dig, der var indpiskeren, da jeg hørte Kliché første gang live i Odense. Du insisterede på, at det var lyden af fremtiden, og at nu måtte vi andre altså tage os sammen og lægge al den gamle hippiemusik bag os. Du havde jo ret.

Ry Cooder: “Bop Till You Drop” (1979). En sjælden gang imellem blev man inviteret hjem til dig. Ellers mødtes vi jo altid ude i byen. En aften var det kun os to, og du satte Ry Cooder på og spillede de to første numre – “Little Sister” og “Go Home, Girl” – og så fortalte du mig noget om kærligheden, som på en eller anden måde var mere voksent end dét, jeg ellers talte med mine venner om. Og så var der også noget med selve titlen på det album. Det kunne have været dit motto – og måske var det? I hvert fald er det sådan, jeg gerne vil huske dig, Claus. Bop Till You Drop …