Jazzanmelderen Boris Rabinowitsch er død

Boris Rabinovich, Jeppe, Breilig, Knudsen, Haandstad at meeting Dec. '52

Thomas Michelsen skriver på Facebook:

Politikens og hele Danmarks uforlignelige jazzanmelder gennem så mange år, Boris Rabinowitsch, er død af et hjertestop lige inden sin 90-års fødselsdag. Hans viden, hans enorme engagement og hans varme, brune øjne kan ikke erstattes. Hvil i fred.

Der er i skrivende stund ikke nogen nekrolog i/på Politiken.

OPDATERING: Her er Peter H. Larsens mindeord i Politiken.

TILFØJELSE: Læs Boris Rabonowitchs egen nekrolog over Joe Zawinul her.

Lyt til et radioprogram med Boris Rabinowitsch her.






Foto: der findes ikke mange fotos af Boris Rabinowitsch. Dette er foto er taget i 1952, hvor han selv var aktiv som pianist. Fotoet er lånt fra denne blog.

Advertisements

There is one comment

  1. @ronnierocket

    Arne Herløv Petersen skriver på Facebook:

    Køb Grænseløs her: http://detpoetiskebureau.dk/produkt/graenselos-1/

    Boris Rabinowitz er død tre dage før han ville være fyldt 90 år. Han havde nærmest gudestatus i den verden, jeg levede i for halvtreds år siden, hvor jazz var et af omdrejningspunkterne. Der var ingen, der vidste mere om de nye strømninger inden for jazzen og var bedre til at skrive om dem end ham. Hvis man kom ind på Montmartre og så ham sidde og hoppe op og ned på stolen og Jørgen Leth duve frem og tilbage med hovedet, så vidste man, det blev en god aften og nat.
    Her er et klip fra min erindringsroman “Grænseløs” 1963 om den eneste gang, hvor jeg har været koncertarrangør:
    Dollar Brands trio fra Cape Town spillede i Storyville jazzklub. Der havde stået noget om dem i Politiken, så jeg tog derind. Klubben holdt til i natklubben Las Vegas i Dahlerupsgade, hvor Montmartre lå, før den flyttede til Store Regnegade. De eneste tilstedeværende var trioen, fire soldater der stak næsen indenfor og gik med det samme igen, jazzklubbens bestyrelse og et par jazzkendere, Timme Rosenkrantz og Boris Rabinowitz. Rabinowitz sad, lille og sammenkrummet med sort skæg og briller med glas som hinkeruder, og hoppede op og ned på stolen som en gummibold. Dollar Brand var høj og duknakket, han spillede klaver på en måde, der kunne minde om Monk, cool og swingende. Johnny Gertze spillede bas. Janitsjaren Makaya Ntshoko var en lille fyr med rød bluse, han manglede en del tænder i overmunden. Han havde nogle trommesoloer, der gyngede og bragede. Bestyrelsen satte sig hen til mit ensomme bord og klagede deres nød. De skulle af med 400 kroner til orkesteret og 100 for lokalet hver aften, og der var kun kommet tredive mennesker alt i alt. Formanden, der hed Max, havde optaget lån i sit hus, men det hjalp nok ikke. De regnede med alle sammen at trække sig ud af bestyrelsen, hvis det brændte på, og lade den arme formand sidde tilbage med dødsboet, han sagde, at han nok kom i gældsfængsel. Et kvarter før trioen skulle holde op, kom Niels-Olaf Gudme, som jeg kendte fra Studentersamfundet, ind med sin mor. Han havde altid sin mor med, når han gik i byen. De kendte alle mennesker og kaldte alle berømtheder ved fornavn, nu gik de rundt og hilste på jazzanmelderne. Vi arrangerede en indsamling for at få betalt de hundrede kroner for lokalet. Timme Rosenkrantz gik, bestyrelsesmedlemmerne vandrede sørgmodige bort, men orkesteret havde lyst til at spille videre, så vi tilbageværende tog en taxa til Montmartre, hvor Don Byas spillede. Han var fremragende, og han ville gerne overlade scenen til Dollar Brand trio en times tid, så alle var glade. Jeg snakkede med Dollar Brand om at få ham til at spille i Studentersamfundet. Det ville han gerne, de kom tilbage til København i april, og han fik mit telefonnummer…
    Dollar Brands trio kom tilbage til København, og jeg fik arrangeret en koncert med dem på Akademiet… Henning Carlsen indledte. Det viste sig at være et taktisk fejlgreb, at han understregede, hvordan musikerne havde protesteret mod Verwoerds apartheid-regime; deres familier derhjemme kunne blive udsat for repressalier.
    Dollar Brand, Gertze og Ntshoko spillede, Bea Benjamin sang. Det var bare så godt, jeg sad stille og henført og hørte hende synge “I could write a book.” Der var stuvende fuldt i salen, og alle var begejstrede. Jeg var oppe og give Bea Benjamin en stor buket blomster bagefter. Jeg havde klædt mig ud til rollen: lysegrå bukser, letvægts-blazer, stribet skjorte, blåt, strikket slips, nypudsede sorte sko. ..
    Dollar Brand gik efter koncerten, men Gertze og Ntshoko blev og spillede sammen med Sune og Bollerup, der var helt oppe i skyerne.

    Like

Der er lukket for kommentarer.