Robert Frank i Cinemateket

11057697_10153007497610749_3904683170295238854_o

Lars Movin skriver på Facebook:

I den kommende weekend slutter den store kavalkade af Robert Franks film i Cinemateket i København. Der er film fredag, lørdag og søndag. Men den store dag er lørdag, hvor den Frank-sultne kan bade sig i lækkerier – hele tre programmer (klokken 16:30, 18:30 og 21:00).

Et af weekendens tilbud er det britisk-producerede portræt af Robert Frank, “Leaving Home Coming Home” (2005), hvor man naturligvis blandt andet kan høre om tilblivelsen af bogen “The Americans” (1958/59), et hovedværk, ikke bare i Franks egen produktion, men i fotografiets historie i det hele taget.

Skulle man ønske at vide mere om “The Americans”, vil jeg tillade mig at pege på, at jeg behandler netop dette værk temmelig grundigt (over godt 30 sider) i min bog “Downtown – en New York-krønike” (2010).

I det lange essay folder jeg hele den berømte fotobogs tilblivelseshistorie ud og fortæller om processen med at eksponere de 27.000 negativer, som efterfølgende blev kogt ned til de 83 ikoniske motiver, som fandt vej ind i det endelige udvalg. Og undervejs blev jeg så ophedet af begejstring, at da jeg havde fulgt Robert Franks indsamling af materiale til dørs og skrevet om de allersidste billeder, han tog (i januar 1957), løb skriften af med mig i nogle af de længste sætninger, jeg endnu har udgivet på tryk – således hedder det i “Downtown” om selve udvælgelsesarbejdet:

“I løbet af de følgende uger og måneder kogte Robert Frank sit vældige stof ned til først tooghalvfems og siden treogfirs billeder. Og derved blev det. En hård kerne af personlige, ukonventionelle og stilskabende fotografier – ikke en samling postkort, ikke en rejse-logbog, ikke en række portrætter af steder og personer, men en serie af reaktioner på det vældige kontinents mangfoldighed af lyse og mørke motiver, tilsammen et emotionelt og moralsk landskab, en poetisk, insisterende og multifacetteret sondering af den amerikanske sjæl oplevet i forbifarten af en følsom rejsende. The Americans er således et værk, man først sent, eller måske aldrig, kan blive færdig med, ikke mindst på grund af alt det forunderlige, der genkendes eller opdages på billederne, men måske i lige så høj grad i kraft af dét, der skjuler sig i skyggerne eller lige uden for billedrammen i Franks aldrig fuldt oplyste scenarier, alt det antydede og usagte, hele den sitrende masse af før og efter og følelser og erindringer, alle de lyde og dufte og smagsindtryk og fornemmelser, der myldrer og rumsterer lige under de sort/hvide overflader, selve kakofonien af stemmer og insekter og saxofoner og hvislende bildæk og klirrende kaffekopper, kort sagt alt dét, der vibrerer som en forførende undertone gennem opslag efter opslag og fortsat berører os hen over en afgrund på et halvt århundrede, fordi siderne synger så præcist og tvivlende om en nation, der fortsat kæmper med at finde fodfæste mellem drøm og realitet.”

Billedet af de fire udgaver af “The Americans” er fra udstillingen “How to Make a Book with Steidl”, som blev vist på Daelim Museum i Seoul (Korea), 2013.

(foto: lm)

Advertisements