Preben Wilhjelm om De Radikale

11377156_10153325059130930_1156412303637062805_n

Det radikale Venstre havde tidligere om ikke et projekt, så i hvert fald nogle kendetegn, der gav det en klar profil i forhold til alle andre: Partiet var anti-militaristisk, og det var det eneste borgerlige parti, som alvorligt kerede sig om de små i samfundet. Desuden var de i udenrigspolitikken orienteret mod Norden og FN snarere end NATO. Som enhver kan se, er der intet tilbage af disse mærkesager. Radikale udenrigsministre er nu lige så hurtige på aftrækkeren som konservative eller socialdemokratiske, når det gælder om at rode os ind i militære konflikter, også når det øvrige Norden betakker sig. Manglende FN-mandat holder dem ikke tilbage. Det er slut med at holde sig ‘tappert neutrale’, som Svante synger om svenskerne, men som også kunne siges om De Radikale indtil Murens fald.

Den sociale ansvarlighed er også gået fløjten, som det er demonstreret ved partiets stædige fastholden ved dagpengereformen, selv om den viste sig at være gennemført på helt forkerte præmisser. Det er i realiteten De radikale, der har forhindret, at der blev rettet op. Selv de midlertidige lapperier, som man nu påberåber sig, blev kun modstræbende tilladt af De radikale.

At partiet overhovedet ikke i anledning af krisen har blik for eventuelle systembrist, og at det er det mest ortodokse, når det drejer sig om Finans-pagten, kan derimod ikke undre. De radikale har sædvanligvis i den økonomiske politik ligget til højre (med Jelveds støtte til kick-starten i 1993 som en prisværdig undtagelse). Men at man ligefrem optræder som finanssektorens sikreste allierede og bl.a. blokerer for dansk deltagelse allerede i drøftelserne om en mulig afgift på finanstransaktioner (en ‘Tobin-skat’) er alligevel besynderligt. Og tydeligvis uforståeligt også for baglandet.

Partiets sidste figenblad var en anstændig udlændingepolitik. Den solgte man kraftigt ud af under forhandlingerne i Det sorte Tårn, som resulterede i en regeringserklæring, som kombinerede det værst mulige fra begge verdener.

Fra “Som en mønt på højkant” (2015).