Da Asger Schnack fik brev fra David Bowie

11334147_10205704109656543_7659628279462299161_o

Af Asger Schnack på Facebook

Jeg har hørt David Bowie hele dagen, så jeg kom til at tænke på dengang, jeg fik brev fra David Bowie. Klaus Høeck og jeg udgav i 1980 digtsamlingen ”Bowie Bowie”. Vi forsøgte – men uden held – at få kontakt med David Bowie, idet vi ville spørge, om han ville lave omslaget. Det lykkedes at få et telefonnummer på hans maneger, men dér sluttede festen. Han ville ikke præsentere David Bowie for forespørgslen; og Peder Bundgaard lavede omslaget i stedet. Da David Bowie i 1996 gav koncert i Valby Hallen i København, arrangerede Politikens bagside en konkurrence, hvor præmierne var en billet til koncerten samt adgang backstage. De to vindere fik således lejlighed til at hilse på David Bowie. En af dem havde nogle bøger (og sikkert også plader) med, som David Bowie blev bedt om at signere, heriblandt ”Bowie Bowie”. Da David Bowie så bogen, spurgte han nysgerrigt til, hvad det var for en bog – og gav udtryk for, at han gerne ville have et eksemplar. Det fremgik af Politikens bagside, men ingen kunne skaffe et eksemplar af den for længst udsolgte bog, hverken pladeselskabet eller Gyldendal. Man henvendte sig nu til mig, men jeg kunne heller ikke hjælpe, jeg havde kun mit eget, slidte oplæsningseksemplar. Nogle år senere fandt jeg pludselig et eksemplar af ”Bowie Bowie” i et antikvariat. Med Peder Bundgaards hjælp fik jeg fremskaffet en adresse på David Bowies dengang nye pladeselskab i London – og sendte bogen, stilet til David Bowie, med en oversættelse af appendikset (men ikke af digtene) til engelsk, til pladeselskabet. Jeg lagde bog og brev (+ en anden bog med relevant indhold) i kuverten og meddelte – og i hvilken forbindelse – at David Bowie selv havde udtrykt ønske om at eje indholdet. Måneder gik, og jeg glemte alt om sagen. Indtil en dag i 2000 jeg modtog et brev fra New York, underskrevet af David Bowie, hvor han takker for bøgerne: ”Dear Asger: / Thank you very much for the books. I sincerely appreciate your efforts in locating them and for sending them to me. / Best wishes / David Bowie”. Da rygtet gik blandt min yngste datters veninder, at jeg havde fået brev fra David Bowie, fik jeg besøg af unge Bowie-fans, der gerne ville se brevet. Jeg var vokset i anseelse! (Omslag: Peder Bundgaard)

Besøg Asger Schnacks hjemmeside her og læs mere på Wikipedia her. Asger Schnack udgiver i dag bøger på Asger Schnacks forlag.

Advertisements