Béla Bartók, Dmitri Shostakovich, Jonas Almquist og Lädernunnan

11218589_10205555613643442_7253924338158883037_o

Af Ronnie Rocket, bongorama.dk.

THE LEATHER NUN / Södra Teatern, Stockholm / Lørdag den 9. maj 2015 / ✭✭✭✭✭✭

Da Jonas Almquist annoncerede at The Leather Nun ville spille en særlig Stockholm koncert i anledning af det første album i næsten 25 år (sic!), var jeg straks en af de første til at købe billetter (og fik bedste pladser på række 1). Jeg rejste sammen med Lars Top-Galia til The Leather Nun koncerter rundt omkring i Europa i firserne. Nu var det tid til comeback på hjemmebane.

Det nye album Whatever er et helstøbt lille mesterværk med mindst en håndfuld singler. De to første promo singler Just Like A Dream og Outside My Window (som jeg nynnede hele weekenden i Stockholm) er allerede ørehængere, men både Not Afraid og balladen For The Love Of Your Eyes er også store “singler”.

Jonas havde på forhånd lovet at The Leather Nun ville levere noget spektakulært til begivenheden i Stockholm. Det skulle vise sig at han holdt hvad han lovede.

Dagen inden havde vi varmet op med Bartoks 3. klaverkoncert og Shostakovich 10. symfoni i Berwaldhallen, der er en unik koncertsal fra 1976 bygget ind i et bjerg. Södra Teatern, hvor The Leather Nun skulle spille, er et endnu mere unikt koncertsted, der ligeledes er bygget på et bjerg og som er Sveriges ældste teater fra 1859.

På billetten stod der at dørene åbnede kl. 19:30. “Det er punk rock”, sagde jeg til min ledsager, “de går tidligst på kl. 21”.

“Night time is the right time for you and me…”

Da vi kom ind i den stopfyldte sal – folk stod også helt pakket i gangene – lidt i otte var begivenheden imidlertid allerede gået i gang. Aftenen blev indledt med en bevægende dokumentar om Freddie Wadling, Sveriges svar på Captain Beefheart, og tidligere bassist i The Leather Nun. En vovet beslutning foran et rock publikum klædt i læderjakker og gamle og nye The Leather Nun kranium t-shirts, der slet ikke kunne vente på at høre sine gamle helte spille live igen.

Men det fungerede perfekt. Stemningen var sat. Historien var sat i perspektiv. Denne aften var det Göteborg, der bestemte tempoet og ikke Stockholm.

Lädernunnan var ikke færdige med at provokere. Tæppet blev hængende efter filmen, hvor koncerten blev indledt bag en sort dug og med forsanger Jonas Almquist stående ved en pult med ryggen til publikum som en ypperstepræst fra Västergötland.

Det blev han ved med mens de spillede hele det nye album fra start til slut.

Frækhed kombineret med et overbevisende stærkt nyt album gjorde at det fungerede over alt forventning.

Jonas sang som en drøm hele aftenen. Han er sammen med Steen Jørgensen fra Sort Sol en af de helt store europæiske frontmen. I klasse med Lou Reed og Takashi Mizutani fra Les Rallizes Dénudés.

Da de slog over i en tung udgave af Prime Mover – og ja, de spillede også det kontroversielle F.F.A. fistfucker anthem – gik vi i kollektiv ekstase og forblev i lædernonnens jerngreb resten af aftenen, der sluttede af med en lang space rock psychedelic version af Slow Death, der totalt hypnotiserede den sidste Jönsson, der ikke havde fanget storheden.

Efter en 1 time og tre kvarter var det hele slut. Ingen ekstranumre. Lädernunnan havde svinget pisken i den svenske hovedstad.

På vej hjem fra efterfesten med de mange svenske blondiner udbrød min ledsager: “Denne by er ligesom et gigantisk Playboy Mansion”.

Gaffa Sverige har skrevet en anmeldelse her. Man kan genopleve hele koncerten her:

De officielle hashtag for begivenheden er #LN15. Du kan følge The Leather på Facebook her.

There is one comment

Der er lukket for kommentarer.