Danmarks Rockmuseum søger museumsinspektør

11070104_814611155286352_3531915589068791273_o

Danmarks Rockmuseum skriver på Facebook:

Er du vores nye inspektør – og vil du være med til at åbne Danmarks Rockmuseum?

Roskilde Museum søger en nyere tids inspektør, hvis primære arbejdsområde vil være undersøgelser og samlinger.

Roskilde Museum åbner omkring årsskiftet 2015/2016 Danmarks Rockmuseum, og som museumsinspektør får du ansvaret for at den rette samling opbygges indenfor Rockmuseets ansvarsområde, og at samlingen kobles med forskning og formidling.

Museet søger derfor en fagligt stærk og målrettet medarbejder, som skal være med til at sikre, at de udvalgte fortællinger får den nødvendige faglige dybde, og at samlingen udvikles og anvendes aktivt i de kommende udstillinger og fremtidige forsknings-, undersøgelses- og formidlingsprojekter.

Du vil, sammen med den øvrige udstillingsgruppe, skulle arbejde med stort set alle facetter af udstillingsopbygningen med særligt ansvar for samlingen. Vi ser derfor gerne, at du har erfaring med at arbejde med genstande, og vi forventer, at du har en holdning til samlingernes anvendelse, herunder en klar forståelse for målgruppernes relation til genstandene og de formidlingsmæssige greb, som kan anvendes til at åbne fortællingerne op.

Efter åbningen vil du forsat have ansvaret for at udvikle den specialsamling, herunder det digitale materiale, som skal være fundamentet for Danmarks Rockmuseum, herunder gennem forskning, undersøgelser og formidling at belyse dansk ungdomskultur fra 1950’erne og frem. Du skal derfor også være i stand til at afgrænse undersøgelsesområder, gennemføre undersøgelser og forskning, varetage opgaver indenfor samtidsdokumentation, samt kunne formidle både skriftligt og mundtligt. Undersøgelser og forskning inden for området vil også blive varetaget af museets øvrige nyere tids inspektører. Du vil desuden få ansvaret for museets fotodatabase Cumulus.

Vi forventer, at du er fagligt stærk inden for nyere tids historie, særligt perioden efter 2. Verdenskrig. Du skal formå at tænke og arbejde selvstændigt, overholde deadlines samt samarbejde og skabe netværk med en meget bred vifte af aktører.

Erfaring med museumsarbejde er ikke en forudsætning, men vil være en fordel.

Du vil have fast arbejdsplads på Musicon frem til Rockmuseets åbning, herefter delt arbejdsplads mellem Danmarks Rockmuseum og hovedmuseet i Munkebro 2, Roskilde. Du bliver en del af museets forsknings- og formidlingsafdeling.

Løn efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist torsdag d. 30. april kl. 10.00. Samtaler forventes afholdt i uge 21. Stillingen er til besættelse snarest derefter.

Ansøgningen sendes til roskildemuseum@roskilde.dk, mrk. ”museumsinspektør”.

For yderligere oplysninger kontakt:

Vicedirektør Iben Bækkelund Jagd
Tlf. 46 31 65 07

Vicedirektør for Rockmuseet, Lena Bruun Jensen
Tlf.: 46 31 68 60

En af Rockmuseets opgaver er at indsamle og bevare dansk rock-, pop-, og ungdomskultur. I den forbindelse har Jørgen de Mylius har doneret sin Beocord spolebåndoptager fra starten af 60erne.

På det tidspunkt var Mylius teenager og han brugte Beocorden til at optage sine yndlingsprogrammer fra Radio Mercur og svensk P3. Den er et symbol på, hvordan unge dengang fik adgang til den musik, som DR ofte negligerede, og hvor Mylle fik inspirationen til sine egne radioudsendelser fra, da han senere blev vært på P3.