Vi skal tage os i agt, for de sorte vinder terræn

7762589-klaus-rifbjerg

Af Klaus Rifbjerg, først bragt i Politiken den 1. oktober 2014.

PÅ ET TIDSPUNKT, hvor Politiken finder det passende at gøre Søren Krarup til en af det tyvende århundredes store (konservative) tænkere og blæser hans mugne fjæs op både på forsiden og inde i bladet, hvor Rune Lykkeberg træder sin sædvanlige træskodans med ét skridt frem og to tilbage, kan det måske være på sin plads at pege på et værk, der ikke har nogen direkte forbindelse til den jammerlige drejning i dansk åndsliv, hvor også Information giver spalteplads til en nedgroet negl som Mikael Jalving til at underholde de arme læsere med sin sikre overbevisning om, at typer som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen en dag vil blive hyldet og få satisfaktion for al den tort og svie, de har måttet døje for deres kulsorte reaktion og udtalte fremmedhad.

Bogen, jeg tænker på, er ’The Mexican Suitcase’, der rummer flere tusind genfundne negativer af Robert Capas, Gerda Taros og Chims (David Seymours) billedreportager fra den spanske borgerkrig fra 1936 til 39. De har ligget skjult og glemt i mere end halvfjerds år i Mexico City, men er nu i deres kuffert havnet i USA, hvor The International Center of Photography har udgivet dem under redaktion af Cynthia Young i stort format.

Der er tale om et dokument, som jeg ikke tøver med at kalde genialt.

DEN SLAGS etiketter skal man ikke rutte med, men i disse fotografers billeder er der et engagement og en kunstnerisk styrke, som søger sin lige. De mange billeder dokumenterer ikke blot krigens rædsler (som de ses hos Goya), men fortæller også om ofrene, de civile, de almindelige udenforstående, de flygtende, de pludseligt hjemløse. Trekløveret Capa, Taro og Chim skildrer det hele med en intensitet, der finder sin næring i deres egen skæbne, for de var jøder og under den voksende fascisme altid selv på flugt. Den legale spanske regering og alle, der sluttede op om den, kæmpede for demokratiet mod nazismen. Og blev totalt svigtet af demokratiet.

Der var ingen hjælp at hente, hverken fra England eller USA eller Frankrig. Til gengæld holdt det nazistiske Tyskland-Italien sig ikke tilbage, men forsynede Franco med alt det dræbende isenkram, han havde brug for. Hvilket betød, at slaget var tabt, før det var begyndt, og vejen til Anden verdenskrig banet.

Ah, vil man sige, det var dengang, nu er det anderledes. Vi har både demokrati og velfærdsstat og hønsefødder og gulerødder. Men vi skal alligevel tage os i agt, for de sorte vinder terræn. Ganske vist er vi nu igen i krig og bomber til højre og venstre i demokratiets navn og mod den rædselsfulde terror, som vi tror kan udryddes med TNT, men avler ti ny terrorister for hver én, vi får taget livet af.

I sin blå spadseredragt formaner statsministeren os til ikke at se bort fra ’virkeligheden’ og sender samtidig bombefly sydøst på. Vel vidende at vi kunne løse de fleste af velfærdsstatens økonomiske problemer, hvis vi solgte hele eskadren og kom til fornuft. Bogen om Taros og Chims og Capas genfundne negativer er et spejl ikke bare af den spanske borgerkrig, men af os og vores vilkår – underlagt som vi er ligegyldighed og narcissisme.

Også vi kan ende på landevejen med vores bylter og vores rædsel, hvis vi lader os sluge af den bekvemme tanke, at Vorherre ordner det hele, og hvis ikke han så Søren Krarup. Hvilket alt sammen står at læse i Hørups og Edvard Brandes’ gamle avis, der nu er lige så troværdig som Oldermandens.

[via Arne Herløv Petersen]