På tynd is…

1939927_10153192309891435_96793272942629857_n

Af Henrik Saxgren på Facebook

Aftalen var, at vi bare skulle ud til Kaitak og hente resten af den hvalros, vi måtte efterlade derude i sidste uge. Og uden de ekstra 400 kg. hvalkød på slæden, der gjorde den 15-16 timers hjemtur i sidste uge til et mareridt, var der – med en tom slæde – vel nærmest tale om en ’a walk in the park’… (Selv om 12 timer på en slæde i –35 C stadig trækker tænder ud, skulle jeg hilse og sige).

Da jeg næste morgen krøb ud af soveposen, var Ilannguaq allerede vågen og i fuld aktivitet. Men han var ikke i gang med at læsse kød på slæden! I stedet var han igeng med at slibe spidsen på sin harpun:

”- Vi skal efter hvalros”.

En overraskelse og klart udenfor alle aftaler – men hvad fanden: Om jeg kom tilbage til Qaanaaq søndag eller mandag, var jo et fedt, for mit fly sydpå gik alligevel først onsdag.

Så i morgenskumringen kørte vi fire slæder ude til Kissel-gletcheren, hvor hvalrosserne lever i det det stille vand omkring isbjergene.

”- Du kan kun tage ét kamera med og du må kun træde i mine fodspor. For isen er tynd”, sagde Ilannguaq nærmest henkastet.

(Mine store analoge kameraer kræver stativ, så dem måtte jeg (med blødende hjerte) efterlade på slæden).

Og så gik vi!

Ilannguaq, Qalaseq, Sofus, Ilannguaq Kristiansen og mig. Alle fokuserede på at træde præcist i Ilannguaqs fodspor og alle dybt koncentrerede om ikke at virke for tung.

To timer senere var der bingo!

Fire hvalrosser havde ligget lidt for længe ’i solen’ og glemt alt om at holde deres flugtvej åben og isfri.

Nogle få uartikulerede brøl og en tung ildelugtende damp stod op fra deres store kroppe, da fangerne konfronterede dem.

De pillede hurtigt to ud: En stor han og den mindste af hunnerne. De to andre lod de gå.

(Det økologiske kredsløb på disse breddegrader udspringer af helt praktiske hensyn: Kan man f.eks. overhovedet nå at hente kødet hjem inden isen bryder op?).

Søndag morgen kørte vi hjem med tungt læssede slæder (og endnu mere kød i depot). Isen var god, hundene kunne lide at trække og efter seks timer ramte vi Herbert Ø. Det var dårligt timet, for tidevandet havde efterladt isen i Hvalsundet på sit absolut laveste. Vi måtte bruge to hundespand for at få de tungt lastede slæder hevet op over isskruningerne, så vi kunne komme op og køre på isfoden. (Isfoden er hurtigere end havisen).

Syv timer fra Qaanaaq brød Ilannguaq Kristiansens slæde sammen og han måtte efterlade 400 kg. hvalros og prøve at hutle sig hjem på sin nødtørftigt reparerede slæde. Et par timer senere sagde vi farvel til Sofus og Qalaseq, som fortsatte mod Qaanaaq i natten.

Ilannguaq og jeg fandt en hytte i den forladte bygd på Herbert Ø, som vi overnattede i.

Vi var tilbage i Qaanaaq mandag eftermiddag.

Reklamer