Af Henrik Saxgren på Facebook

Der står stadig tre-fire hundrede kilo hvalros ude ved Northumberland Ø (Kiatak), som jeg ikke ved, om jeg har kræfter til at tage med ud at hente…

I fredags tog jeg med Ilannguaq og hans ni hunde ud fra Qaanaaq på hvalrosfangst. Allerede på førstedagen måtte han aflive en af hundene, men otte hunde til at trække en slæde med to mand, er ikke et problem, når man har stærke hunde som Ilannguaq har.

Vi kørte vest om Herbert Ø og overnattede den første nat i et shelter ved Kap Lee. Næste morgen kørte vi videre over isen til området ved Robins gletcher på Northumberland Ø, hvor hvalrosserne lever rundt om de isskosser, som er frosset fast i havisen.

Ilannguaq var opsat, så inden vi havde slået lejr, var han på vej ud over isen med sin harpun. I første del af fangsten er harpunen hans eneste våben. Ca. 50 meter efter følger fangeren, Sofus med Ilannguaqs riffel.

En hvalros på mellem et halvt og et helt tons bliver harpuneret på oprindelig facon – dvs. fangeren kaster sin harpun ned i nakken på dyret, når den kommer op for at trække luft i et åndehul. Det kræver både erfaring og behændighed! Fangeren holder harpunlinen i munden og lige så snart han kan mærke, at harpunen sidder fast, skal han banke sit isspyd i isen, binde linen fast om spyddet og holde kontra – for det er trods alt noget af et træk en sådan bamse, kan præstere.

Vi både hørte og så flere hvalrosser den første eftermiddag/aften, men ingen kom op i netop det hul, som Ilannguaq stod parat ved.

Næste morgen var Ilannguaq (med Sofus i hælene) ude, inden det blev rigtig lyst. Jeg havde brug for plads i teltet til at gøre mit udstyr klart. Sætte nye film i de analoge kameraer og nye batterier og kort i det digitale. (Disse ting er forbundet med decideret lidelse, fordi de skal foregå med bare hænder. Og det vigtigste i den arktiske vinter er, at rationere sine lidelser.

For det er dém, der dræner dig allermest).

Jeg fandt dem senere et par kilometer ud. Og inden jeg nåede at spørge, var der træf. Ilannguaq havde plantet harpunen i nakken på dyret og formået at tøjle dets voldsomme kræfter. Fem minutter senere kunne han affyrre det dræbende skud.

Der skulle to hundespand og fire fangere til at trække krabaten op på isen. Ilannguaq anslog selv vægten til at være et ton. Men mit eget øjemål (udviklet gennem mange somres multejagt ved Kikhavn) finder det en tand i overkanten.

Men 800 kg. er vel også ok?

Hjemturen var hård. Slæden var med fangstlykken blevet 400 kg. hvalroskød tungere og med en hund mindre, blev det en meget lang og meget kold tur. Intet kunne stoppe Ilannguaq – og det var ikke til forhandling: han ville gøre hjemturen i ét hug. Hverken sne eller mørke kunne stoppe ham.

Den var langt over midnat natten til tirsdag inden vi kunne tøjre hundene på stranden i Qaanaaq.

Mere end 15 timer (de sidste fem i mørke) havde det taget os at tilbagelægge de mere end 80 km. fra Northumberland Ø til Qaanaaq og når man nu skal rationere sine lidelser i den arktiske vinter, så er det ikke sikkert, at jeg
sidder på slæden, når Ilannguaq skal ud efter det efterladte køddepot.

Og dog: Der var så mange helt guddommelige scenerier på hjemturen, som det gjorde ondt ikke at fotograferer…