Den Korte Radioavis er et nyt dagligt nyhedsshow* på Radio24syv

10409647_630290287083110_3823108632419971929_n

Danskerne er dødtrætte af alenlange, tilstræbt objektive nyheder – de vil have KORTE nyheder, jo kortere jo bedre, og så vil de have deres nyheder serveret i skarp sovs, på et sprog de kan forstå.

Sådan lyder analysen bag Radio24syv’s nye, store satsning; Den Korte Radioavis, som har premiere mandag den anden februar. Mellem kl 12.05 og 13, alle ugens hverdage, vil redaktionen bag Den Korte Radioavis sørge for at danskerne får så korte og skarpe nyheder som overhovedet muligt, altsammen under sloganet “klar, skarp, parat!”.

Programmet beværtes af seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, og med sig i studiet har hun nyhedsredaktøren Rasmus Bruun. Med deadline hvert femtende minut vil de sammen arbejde målrettet, knaldhurtigt og kompromisløst på at gøre nyhederne kortere og kortere, og skarpere og skarpere.

Ude fra marken bakkes de op af reporteren Xinxin Ren Gudbjörnsson, der sammen med hunden Xerry, er Den Korte Radioavis’s øjne og ører. “Med smalle øjne” rejser Xinxin og Xerry rundt i danskernes verden, og stiller skarpt på ret og vrang.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm har et langt journalistliv bag sig, men var nødt til at tage en pause fra sit fag efter Tjetjenienskrigen, hvor hun markerede sig som en af sin generations mest frygtløse krigskorrespondenter. Nu har hun fået styr på sin astma og de dårlige nerver, og melder klar til at stille de spørgsmål til magthaverne, som ingen andre tør stille:

“Da Groznyj faldt, snublede jeg personligt – det er sidste gang, det sker. Intet går min næse forbi, og jeg kommer til at være over folketingsvalget som en sulten ugle efter en lille mus,” lover Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm.

Ene hane i kurven bliver nyhedsredaktøren Rasmus Bruun. Han er manden der forventes at kunne træffe lynhurtige og iskolde redaktionelle beslutninger, samtidig med at han skal have et vågent øje på nyhedsstrømmen og de social medier – OG holde styr på “nyhedsfurien” (som han kærligt kalder Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm).

“Det er meget angstprovokerende at skulle arbejde sammen med en kæmpestor journalistisk ener som Kirsten. Hun er enormt intelligent og har stor erfaring med nyhedsmediet. Hun er superskarp og det bedste man kan gøre, som nyhedsredaktør, er faktisk bare at træde til side for den gode historie og hende,” siger Rasmus Bruun.
Den Korte Radioavis – “klar, parat, skarp!” – hver dag på Radio24syv, mellem kl. 12.05 og 13.00. Premiere nu på mandag, den 2. februar.

FOTO: Klaus Vedfelt. Fra venstre til højre ses: Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, Rasmus Bruun og Xinxin Ren Gudbjörnsson og Xerry.

* Den Korte Radioavis har intet at gøre med hverken journalistik eller nyhedsformidling at gøre.

Reklamer