Ralf Christensen og Kristian Leth crowdfunder radioprojekt på Kickstarter

photo-1024x768

Kender du det, når en dedikeret musikfan spiller en plade for dig fra ende til anden og råber entusiastisk op om hvorfor det, du hører, er intet mindre end ge-ni-alt? Det var sådan vi – i ungdomsværelser, studenterlejligheder, togkupeer – lærte mange af vores yndlingsplader at kende. Fordi vores bedste venner forklarede os om det bedste i verden: Deres yndlingsplader. Det var god gammeldags indføring af en believer, en rablende entusiast, et menneske fuld af kærlighed til musik.

Det er vi også. Og vi savner at formidle vores kærlighed til og indsigt i verdens bedste musik. Vi savner at give dig oplevelsen af at sidde med dine bedste venner og blive indført i musikhistoriens vigtigste plader – i højkvalitetslyd og med mange års erfaring som extra material. Vi vil være dine over-entusiastiske fan-venner.

Vi har gjort det før. For nogle år siden lavede vi en serie programmer ved navn ’Album’ på DR’s radiokanal P6Beat. I alt blev det til 30 programmer om ‘The Queen is Dead’ af The Smiths, ‘Thriller’ af Michael Jackson, ‘“Heroes”’ af David Bowie, ’Spirit of Eden’ af Talk Talk, ’Hounds of Love’ af Kate Bush, ‘Expensive Shit’ af Fela Kuti, ‘Blue’ af Joni Mitchell og mange flere af vores absolutte favoritter.

Men så sluttede programmet. Og lige siden har det kriblet sådan i os. Der er noget, der mangler. Der er så mange gode plader derude, der ikke er blevet udsat for vores bedrevidende, fabulerende, kropslige, nørdede og slubrende kærlighed. Vores liste er så lang! Og vi er blevet afhængige af det.

Det har vi på fornemmelsen at andre også er. ‘Album’ er blevet flittigt podcastet lige siden, og på de utallige mails og tweets virker det som om at det ikke kun er os, der fandt en eller anden mening i serien.

Vi kan ikke blive enige med DR om en videreførelse af serien, så nu søger vi andre jagtmarker. Vi har lavet et samarbejde med ‘The Lake’ – en allerede stærkt rost internet-radiostation startet af Efterklang, Kasper Vang og Jan Høgh Stricker – og sammen med dem vil vi gerne vække ‘Album’ fra de døde. Besøg The Lake her.

Denne gang i en mere publikumsinddragende version, hvor du kan være med til at vælge din yndlingsplade – ud fra vores liste – som emne for ‘Album’. Og hvor dine kommentarer kan blive en del af programmet.

Altså: En række 1,5-3 timer lange programmer. Én plade pr. program. Hver gang en dedikeret, researchet og frådende gennemgang af musikken, produktionen, betydningen, politikken, lyden, poesien, kropsbehåringen, indvirkningen på stjernerne, betydningen for samtiden, eftermælet – samt ikke mindst med kommentarer fra fans.

Når vi når vores mål garanterer vi 10 podcasts om 10 forskellige plader.

Vi har brug for din hjælp for at få det til at ske. Og det skal ske.

Med kærlig hilsen,

Ralf Christensen og Kristian Leth

Læs mere og støt projektet her.