Unge syrere vil bidrage positivt

10873509_10205683221983947_8734142566948819387_o

Mød dem, og bliv klogere på Syrien, i Hundested lørdag den 17. januar

– Jeg vil forsøge at inddrage hver eneste flygtning, skubbe til ham og fortælle ham ”at du kan gøre det.”
Sådan siger 31-årige Raafat Audeh, oversætter af profession og flygtning fra krigen i Syrien.

Raafat kom til Danmark for godt et halvt år siden og venter lige nu på svar på sin ansøgning om familiesammenføring med sin kone og to små børn, der opholder sig i en flygtningelejr i Tyrkiet.

Imens gør han alt, hvad han kan, for at give Danmark noget af det dyrebare, som han har fået her, tilbage.

– Danmark har givet mig fred, og det vil jeg gerne takke for, siger Raafat, der sammen med en håndfuld andre unge syrere står bag facebook-siden og snart foreningen Ny i Danmark, der hjælper nyankomne flygtninge med at falde til og komme i gang med deres nye liv i Danmark.

Indtil videre har gruppen koncentreret sig om oplysning via facebook, men Raafat har planer om flere projekter, der på samme tid skal inddrage flygtninge og bidrage positivt til udviklingen i Danmark.
Det fortæller han mere om ved et Syrien-arrangement den 17. januar i medborgerhuset Gubben i Hundested.

Syrien i ord, billeder, mad og musik

Bag arrangementet står Gæstfrie i Halsnæs samt Alternativet, SF og Enhedslisten i Halsnæs. De understreger, at arrangementet er et oplysende arrangement med fokus på de rent menneskelige aspekter af den alvorlige situation i det krigshærgede Syrien.

– Det kommer til at handle om landets kultur og historie, hvad der sker i Syrien lige nu, hvorfor millioner af syrere er flygtet, og hvad syrere som Raafat har tænkt sig at gøre i Danmark, fortæller arrangørerne, der også glæder sig til at præsentere:

• Noura Bittar Søborg, flygtning fra Homs, nu bosat i DK, hvor hun studerer på RUC og blandt andet er en af hovedkræfterne bag organisationen EMISSA, der styrker kvinder gennem sociale projekter
• Dham Alasad, flygtning fra Syrien og inden krigen turistguide i Syrien
• Mohamad Mhd, medstifter af Ny i Danmark, poet, maler og flygtning fra Damaskus, hvor han underviste i fysik i gymnasiet og arbejdede for en NGO, der hjælper flygtninge og internt fordrevne i Syrien
• Fuad Younes, flygtning fra Syrien, nu bosat i Danmark, hvor han arbejder som murer, og har samlet en gruppe dansere, der i Gubben vil optræde med traditionel syrisk dans.
• Hesham, flygtning og musiker fra Syrien

Ulla Sandbæk, cand.theol, tidligere medlem af Europaparlamentet, nu aktiv i Bedsteforældre for Asyl og Dansk Flygtningehjælp, vil indlede, og der vil være salg af kolde og varme drikke samt syrisk mad, som har ry for at være den bedste i Mellemøsten.

Arrangementet foregår i medborgerhuset Gubben, Nørregade 11B i Hundested og varer fra 15 til 18. Entréen er gratis, og børn er også velkomne.

– Nu tror jeg på kampen igen. Det har de drenge lige lært mig, udbrød en deltager i et møde i arrangementets planlægningsgruppe forleden, hvor Raafat Audeh og Mohamad Mhd var med.
– Vi håber, at publikum vil gå lige så opløftede hjem fra Gubben den 17. januar.

Mange hilsner – og ønsker om et godt nytår

Gæstfrie, Alternativet, SF og Enhedslisten i Halsnæs

For yderligere information, ring eller sms til Malin Westerlund, Gæstfrie i Halsnæs: 31386908

There is one comment

Der er lukket for kommentarer.