2014 – INDENLANDS

Så kom turen til de hjemlige toner – og de albums der satte de dybeste spor hos mig. Det var et fint år INDENLANDS, hvor nedenstående er mine 10 bud på det der stak mest ud…og så var der jo også alle dem der ikke blev plads til på listen…men således stemte den indre jury hos musikredaktøren her i midten af december!

(01) LOVE SHOP – ”KÆRLIGHED OG STRAF”

Kærlighed Og Straf er fornemmelsen af, at stå på en tom perron, hvor banegården fint kunne være sønderskudt og smuk – og der pludselig kommer et tog det tager dig med på en rejse hvor ”Lykken er den ubalance – som når tæppet trækkes væk” og man mærker ”Angst for højde selv når du går ned” – og man bare fodres med smukke sange der tager dig væk. Jeg er ikke blevet så ramt og betaget af et Love Shop album siden de i 1997 udgav GO, et album der var anderledes straight forward (for at bruge et dansk udtryk!) i sin lyd – denne gang er Love Shop og ”vi” et helt andet sted. Men når vi både får Kærlighed Og Straf så går ligningen op.

 

(02) UKENDT UNDER ANDET NAVN – ”GLADE DAGE I ST. VEMOD”

Efter et par, meget fine, ep´er – udgav Henrik Olesen under sit alias Ukendt Under Andet Navn endelig et fuldlængde album – og det var i den grad kærkomment. En eminent blanding af det analoge og det elektroniske smeltede sammen i, nogle steder, nærmest meditative musikalske rundgange. Et album der bare voksede og voksede!

 

(03) NIKOLAJ NØRLUND – ”DET NATURLIGE”

Jeg var en kende skuffet over det forrige Nikolaj Nørlund album, der i mine ører ikke rigtigt fungerede grundet Christian Hjelms (uden tvivl venligt mente) kor. I år fandt Nørlund atter ind til kernen af det der gør ham allerbedst – og ”Det Naturlige” er et af de bedste albums fra Nørlund, måske endda hans allerbedste? Fraregnet, naturligvis, debutalbummet hvor der blev fortolket Strunge på glimrende vis.

 

(04) VI SIDDER BARE HER – ”INGEN REGNING TIL MIG”

Jørgen Leth kunne tale om hvad som helst – og det ville stadig være interessant, da han ikke bare taler og beskriver, men sanser det han fortæller. Albummet er en rejse gennem ordlandskaber, hvor der lige nøjagtig er det fine spænd mellem tone og tale der gør, at man ikke bare efterlades med fortællinger i sindet, men med fortællinger der bliver siddende i sindet og kalder på eftertanke. Som altid, når det gælder Vi Sidder Bare Her, har man valget til, at vælge musikken alene og instrumentalt eller sammen med stemmen. Musikken er sensitiv og rasende smuk – men fungerer selvsagt allerbedst med Jørgen Leths stemme og ord flydende henover de musikalske landskaber. Jeg vælger til enhver tid stemmen og tonerne – også på det tredie udspil går det op i en unik højere enhed som man gang på gang kan lade sig henføre af og fodres med stof til eftertanke.

( DESVÆRRE IKKE NOGET KLIP TILGÆNGELIGT FRA LIGE NØJAGTIGT DETTE ALBUM:-( )

 

(05) LARS H.U.G. – ”TI SEKUNDERS STILHED”

Første album fra Lars H.U.G. i 11 år. Og første gang, hvis man ser bort fra sommersinglen der landede digitalt for et par somre siden, han atter sang på dansk i 22 år! Endelig landede det tredje ben i trilogien han begyndte med mesterværket ”Kysser Himlen Farvel” og siden ”Blidt Over Dig”. Lyden på albummet indikerer, heldigvis, at tiden på en eller anden måde er stået stille musikalsk – og ”Ti Sekunders Stilhed” passer dermed ind i den grundtone de to første albums havde som fundament. Det er skønt at høre Lars H.U.G. på modersmålet igen – og specielt numre som ”Ovartaci”, ”Den Sidste Tid”, ”Verden Går Sin Gang” og ”Altid Lys” stikker ud. Til gengæld blev der også plads til et nummer som ”Sugar Handy Man”, der vel er det tætteste H.U.G. nogensinde har været på, at lyde som Lars Lilholt – og det gør faktisk nærmest ondt!

 

(06) NIELS SKOUSEN – ”SMIL ELLER DØ!”

Siden Niels Skousen vendte tilbage til musikken, igen, med ”Dobbeltsyn” i 2002 har han, den gang som nu, vist sin relevans på den danske scene. Det ændres der bestemt ikke på med ”Smil Eller Dø”. Det er igen med Nørlund i producerstolen og som kapelmester – men det er i særdeleshed Skousens tekster der er i centrum. Han har historier at fortælle – relevante historier, og det er skønt at han evner at spidde samfundet omkring os på en underfundig facon.

 

(07) SØREN DAMM – ”SOL FOR EN BLIND”

Forfatteren Søren Damm kunne i 2014 også skrive sanger på sit cv – idet han tog livtag med sin store helt Tom Kristensens tekster på albummet ”Sol For En Blind”. Det fungerede faktisk overraskende godt! Uden at fornærme Søren Damm, så er han jo ikke verdens største sanger, men hvad gør det, når det, der kommer ud, kommer fra hjertet. Det gør det! Det er tydeligt gennem hele albummet, at det er kreeret på hjerteblod og på et dybfølt ønske om, at formidle et af vores lands største digteres ord. Det lykkedes i en kontekst, hvor man både kan fornemme tiden ordene er skrevet i – og sat ind i en nutidsramme der musikalsk klæder ordene. Et eftertænksomt værk der kalder på både vemod, eftertænksomhed, håb og lysten til at gå i hundene. Eller måske ikke direkte, det med at gå ned sammen med hundene – men det at betragte og være fascineret af ”faldet”, det er (som altid) dragende, ikke mindst i selskab med dette albums fine sange.

 

(08) ICE AGE – ”PLOWING INTO THE FIELD OF LOVE”

Punk anno 2014 – og det med en nerve der er voldsomt smittende! Det synes de også udenbys, hvor Ice Age i den grad har gjort opmærksom på sig selv. De er vel nærmest mere i vælten uden for DKs grænser end indenfor. Herfra en opfordring til, ikke, at lade dette band glide dine ører forbi. Det er intenst og originalt – og fandens dragende!

 

(09) JACOB FAURHOLT – “CORNERS”

Corners er en(dnu) en glimrende udgivelse fra Jacob Faurholt – og hvor jeg indtil nu har været mest betaget af de udgivelser der har båret Crystal Shipsss navnet, så er Corners måske i virkeligheden den udgivelse hvor de fleste tråde bindes rigtigt og hvor Faurholt finder sin egentlige stemme og musikalske ståsted? Det er et album man kan dykke ned i, igen og finde yderligere lag – men som først og fremmest spiller sig ud for ørerne af lytteren nu og her. Der findes ikke mig bekendt andre med Jacob Faurholts talent for at lade såvel det skramlende, det banale og den dragende melodi finde sammen i små perler som på Corners.

 

(10) REPTILE YOUTH – ”RIVERS THAT RUN FOR A SEA THAT IS GONE”

Reptile Youth er, hørt herfra, det bedste bud på en arvtager til Spleen United, skulle det vise sig, at der ikke kommer mere fra den kant – og det er ment som en ros, idet bandet bestemt har deres egne særlige kvaliteter der giver dem deres egen identitet. Reptile Youth tager endnu et skridt i den rigtige retning – og det klæder bestemt bandet, at de har taget kontrollen selv – og nogle gange er manglen på retning befriende….