Glemmes skal det ikke, at Klaus Rifbjerg i 1962 udsendte ”Voliere”, med undertitlen ”Et Fuglekor på femogtyve Stemmer”, som sin femte digtsamling. Den er naturligvis en hilsen til Steen Steensen Blichers ”Trækfuglene”, og den er på højde med Klaus Rifbjergs bedste poesi. Først og fremmest vil den blive husket for mesterstykket ”solsort” – der slutter: ”da tier ingenlyd du vågner / og har hørt det” – men hele bogen er god. Meget elegant nævnes Blicher i det sidste digt. En bog, der bør ejes. – Asger Schnack.

Fasan

pludselig finder man sig selv
overhældt med sovs og stuvet sammen
med kartofler og gele underlig
jamsk i kødet efter al den tranchering
og rusken i indvoldene til de kom
løs og ud tro ikke jeg ikke ved det
denne sataniske omhu i gaffel og knivs
anbringelse glasklirren og tændstikraslen
for slet ikke at tale om den måde
lever og hjerte omhyggeligt separeres på
og lægges i en ganske lille medicinsk
udseende beholder og ved gud i himlen
om de ikke finder på at camouflere mig
som mig selv med fjer og det hele
efter det utålelige halvkrematorium
den svimle tur med hovedet nedad
blysting i siden og så tanken om den
smaskebjøm servietindbundne
betalende middelmådighed som man
om lidt skal dele spyt med jeg brækker mig