Fotografen Henrik Saxgren i Harlem 1982 (og andre steder)

Jacob Holdt: Sjovt nok var 80’erne ret trygge for os fotografer i Harlem. 70’erne var præget af heroin narkomaner, som var ude efter dyre Nikon og Canon kameraer til at finansiere deres forbrug. Men den slags gaderøverier tænkte cracknarkomanerne i 80’erne ikke så meget på, da crack var så billigt.

Her var udfordringen for os fotografer mest at holde os ude af kugleregnen når de skød vildt og paranoidt omkring sig uanset om man bar kamera eller ej mens man i 70’erne i reglen kunne slå pistolen ud af hånden på de langsomme og sløve heroinnarkomaner hvis bare man gik med en kæp.

Men faktisk foretrak jeg 80’erne idet crack’rusen typisk kun varede ca. 15 minutter hvorefter man igen kunne kommunikere med narkomanerne og nå deres mere menneskelige side.

Mit største problem i de år var at jeg skulle til at udskifte de gamle Cadillacs, som pusherne brugte i 70’erne, med de nye hurtige Susuki firehjulstrækkere, som de nu brugte for at mine elever i universiteterne ikke skulle tro at mit show var et fortidigt fænomen. Og det var svært om natten at følge med disse hurtigtkørende Susukier rundt i Harlem.

Sjovt nok fandt jeg at den bedste metode til det formål var at blaffe med de rige hvide unge fra forstæderne i New Jersey og upstate NY i deres forældres limousiner og dyre biler, når de kørte rundt uden frygt i selv de mørkeste dunkle sidegader i Harlem i weekenderne for at købe stoffer af pusherne. På en eller anden måde endte jeg med at elske 80’ernes crack epidemi fordi disse møder mellem de rige hvides børn og de fattige sortes børn – under ufattelig gensidig tillid og morskab – var den eneste succesrige reelle integration jeg så i de år.