Af Lars Movin

Han er stadig meget levende i erindringen. Af og til kunne han finde på at ringe op med en eller anden idé. I begyndelsen havde jeg svært ved at høre, hvem det var, når jeg løftede røret, og han med sin dybe, rustne røst brummede: “Brrruuummm!” Men efterhånden lærte jeg at genkende lyden. Så kom det: “Var det ikke noget for dig at redigere et festskrift til Eric Andersen?” Eller: “Kunne du ikke tænke dig at arrangere en lyrikfestival? Vi skal nok sørge for at få Jean Voigt til at kreere en uniform til dig, så du kan tage dig godt ud.” Eller noget tredje. Gerne efterfulgt af en hæs latter. Det var som regel et eller andet, som han lige havde tænkt på eller talt med nogen om, og som der nu skulle findes én til at realisere. Bed man ikke på, var det hurtigt ud af røret igen. Ikke noget med smalltalk eller anden tidsspilde. Videre. Nu har han været død i snart tyve år. Tænk, hvor mange idéer han kunne have fået på den tid. Det er svært at forstå, at han var her så meget, og nu er han her slet ikke. Der er et hul i verden, dér hvor Poul Borum var.