Musikken spiller jo videre

Download (9)

Kommentar: Planen om at lukke DR Underholdningsorkestret er ikke blot bizar, men også uigennemtænkt. For uanset om den bliver gennemført, kan det meget vel allerede være DR selv som institution, der har lidt størst skade.

Af JAKOB LEVINSEN – publiceret i Weekendavisen fredag den 12. september 2014

I MORGEN lørdag kl. 19.30 spiller DR UnderholdningsOrkestret – sådan staves det officielt – sin første koncert siden den meget omtalte bekendtgørelse i mandags af, at DR’s ledelse med virkning fra nytår har besluttet at nedlægge det 75 år gamle orkester. Koncerten er den første af tre i efterårets løb med udgangspunkt i Golden Days-festivalen og dens 1914-tema, og har fået titlen ”Sigmund Freud – til fest i underbevidstheden”. Det skal nok blive muntert.

Måske kan morgendagens konferencier i Koncerthuset ligefrem give et par terapeutiske tips til de beklemte musikere. Det er nemlig skuespilleren Rasmus Botoft, der er bedst kendt som halvdelen af én af DR’s helt store succeshistorier i disse år, satireduoen ”Rytteriet”. Men faktisk er det ikke ret mange år siden, en daværende DR-chef forsøgte sig med at nedlægge netop den der satireafdeling, der da vist heller ikke så ud til at være særlig nødvendig i vore dage.

Det kan man så nu godt grine morbidt ad. Men ikke engang et sådant popsmart argument har DR’s ledelse dog rigtig kunnet få over sine læber i forbindelse med Underholdningsorkestret, og faktisk har fraværet af blot ansatser til en begrundelse for at vælge netop dette område af institutionen som det mest iøjnefaldende indslag i det fremlagte sparekatalog været forbløffende. Højst har DR’s topledelse mumlet underligt uartikuleret om at frigøre midler til streaming og events og andet kækt, som de midaldrende chefer vist gerne vil virke overbeviste om, at det der ungdom nu vil strømme til lige netop deres fornemme kanal for at opleve.

End ikke det mest nærliggende og forståelige argument, at to symfoniorkestre skulle være overdreven luksus i en kriseramt statsinstitution, blev bragt på tale. Eller jo, det er det bagefter blevet af Underholdningsorkestrets fortalere, som så omgående har problematiseret det. Der er heller ikke grund til andet.

For som det allerede er blevet sagt højlydt i adskillige forbindelser siden i mandags, er netop Underholdningsorkestret i disse år den største succeshistorie overhovedet blandt DR’s ensembler med hensyn til omstilling og udvikling. Af et halvbedaget salonorkester – for få årtier siden spillede det såmænd også til Melodi Grand Prix – er der siden midten af 1990erne blevet et forunderligt, tobenet væsen, der det ene øjeblik spiller og indspiller fabelagtig Mozart og Beethoven under den ungarske mesterdirigent Adam Fischer, det næste spiller musical og akkompagnerer popsangere. Under sin nye administrative chef Klaus Ib Jørgensen er det ydermere, som koncerten i morgen blot er ét eksempel på, begyndt at bevæge sig støt i retning af nutidig musik af adskillige slags og ikke mindst nye koncertformer.

DET STORE DR SymfoniOrkester – sådan staves også dét officielt – har selvfølgelig sine egne kvaliteter, men ingen af ovennævnte er for tiden iblandt dem. Mozart og Beethoven og andet for mindre besætninger spiller det stort set ikke længere og repertoiret er mere end nogen sinde solidt forankret i senromantik med stort udtræk, mens egentlig nytænkning ikke har præget orkestret nævneværdigt, siden dets mangeårige chef Per Erik Veng blev udrenset fra DR for knap syv år siden. Og selv om symfoniorkestret så sent som i forrige uge under nærmest nordkoreansk jubel fik præsenteret Metropolitanoperaens italienske dirigent Fabio Luisi som kommende chef, tiltræder han altså ikke officielt før i 2017.

Troværdige kunstneriske eller programmæssige argumenter for Underholdningsorkestrets tiltænkte skæbne er det således ikke til at få øje på. Nærmest endnu færre, end da den selv samme DR-ledelse for ganske nylig var stålsat overbevist om, at man da sagtens kunne styre at afholde Melodi Grand Prix på Refshaleøen, for det kunne man da. Men som en dreven analytiker, Københavns tidligere kulturborgmester Tom Ahlberg har været hurtig til at gøre opmærksom på, er forholdene i forbindelse med Underholdningsorkestret endda endnu mere spegede end som så.

For i og med, at orkestret optræder med navns nævnelse i public service-aftalen, kan DR slet ikke bare nedlægge det administrativt. Hertil kræves en overordnet politisk beslutning, som først kan tages i Folketinget senere på året. Det har givet anledning til en interessant konspirationsteori.

Nemlig, at der i virkeligheden er tale om det, amerikanerne kalder ”Washington Monument”-politik. Det vil sige et
nedskæringsforslag så indlysende grotesk, at det hurtigt bliver taget af bordet igen, hvorpå man så skærer lidt mindre et helt andet sted, og alle mener at have vundet en delvis sejr. Tanken er forjættende og ligesom alle andre konspirationsteorier naturligvis også mere betryggende end mistanken om, at væsentlige ting bare sker som følge af kaos, inkompetence og uvidenhed.

Muligvis er den heller ikke helt forkert. I så fald er der bare tale om en plan og en provokation, der i sjælden grad synes at være løbet sine opfindere af hænde, DR’s garvede bestyrelsesformand Michael Christiansen inklusive. For én ting er, at modstanden mod orkesterlukningen på få dage har vist sig massiv ud over alle bredder – fra titusindvis af underskrifter på Facebook over skarpe protestskrivelser fra Adam Fischer selv, komponistforeninger og andet professionelt musikliv til højlydte mishagsytringer fra oppositionspolitikere. Søren Pind (V) har ligefrem på sin Berlingske-blog sammenlignet vore dages DR med ”Abernes Planet” (hvad der forhåbentlig ikke er nogen aber, der læser).

PÅ TIRSDAG ved 22-tiden sender DR K efter planen debatprogrammet Salon K, hvor jeg medvirker sammen med pianisten Katrine Gislinge og Copenhagen Phil/Sjællands Symfoniorkesters chef Uffe Savery. Det er optaget forrige mandag, og vi prøver både hver for sig og i munden på hinanden at dokumentere over for studieværten at nej, klassisk musik er ikke i nogen form for publikumskrise, i mange henseender dediceret tværtimod. Den kendsgerning ændrer planerne om at lukke Underholdningsorkestret, eller for den sags skyld tilsvarende offentlige orkesterlukninger i andre lande, intet ved.

Tværtimod er de seneste dages eventuelle fordomme om, at det da nok kun er finkulturelle hystader og andre bedsteborgere af den uhippe slags, der hepper på sådan et orkester, ved flere lejligheder allerede blevet pulveriseret på ny. Ikonet Bent Fabricius-Bjerre, der vel er det tætteste, musiklivet kommer afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller, har i høflige, men bestemte vendinger angrebet beslutningen i et åbent, personligt brev. Se og Hørs hjemmeside har ligeledes fundet det værdigt til en nyhedshistorie, at popsangeren Tim Christensen på Facebook udtrykker sin vrede i forbindelse med, at han selv til foråret skulle have optrådt sammen med orkestret.

DET SIDSTE er så også én af grundene til, at idéen om lukningsplanerne som en politisk provokation alligevel ikke er helt uproblematisk. For selv hvis orkestret skulle blive reddet lige om lidt (eller for den sags skyld allerede være blevet det her efter deadline), er skaden allerede sket. Alle planlagte koncerter efter 75-års jubilæet den 21. november – med Beethovens 9. symfoni, for at det ikke skal være løgn – er officielt aflyst, og dem kan man jo så ikke bare om et par måneder begynde forfra med at arrangere og hyre gæstemusikere og sælge billetter til.

Den virkelige skadevirkning ved forløbet rammer nemlig, og det uafhængigt af dets konkrete udfald, i sidste ende ikke musiklivet. Vist vil Underholdningsorkestret blive savnet af rigtig mange. Men symfonisk musik og anden langtidsholdbar kultur har trods alt overlevet det, der var meget værre, og skal nok findes i verden også længe efter at DR-byen atter er sunket i jordskælvsforkastningen ned gennem Amager Fælled.

Næh, den virkelige og højst ufrivillige provokation vil ligge i, hvis DR’s ufokuserede omgang med Underholdningsorkestret langt om længe vil kunne få også det klassiske musiklivs normalt så høflige og autoritetstro folk til at tænke ud over tunnelsynet. I dette tilfælde den – à propos Freud-koncerten i morgen – sejlivede vrangforestilling om, at såvel kulturarv som nyskabende kultur skulle være ensbetydende med en hensygnende statslig monolit, der trækker stadig mere på lerfødderne. Men nogle gange er et mediehus dog bare et mediehus, og det burde specielt i disse YouTube- og Spotify-tider efterhånden være ret indlysende, for ikke at tale om inspirerende.

SAMTIDIG ER det jo blevet langt lettere at samle ikke blot opbakning bag protester, men også økonomisk opbakning til kulturlivet uden for statsinstitutionerne. Hvad der i hvert fald ude i verden sådan set heller ikke er noget helt nyt: om små to måneder fejres 25-året for Berlinmurens fald, og efter kommunismens undergang skete der som noget af det første i russisk musikliv det, at en gruppe driftige folk i 1990 gik sammen om at finansiere landets første private symfoniorkester siden revolutionen i 1917. Det Russiske Nationalorkester, kom det ligefrem til at hedde, og det findes skam endnu.

Der er såmænd også et lille lokalt fortilfælde for tre år siden, hvor DR pludselig fandt på at nedlægge sit ellers meget værdsatte DR UngdomsEnsemblet, i daglig tale DRUEN. I stedet gik de berørte så bare i gang med at omorganisere sig og skaffe finansiering fra fonde, sponsorer og frie offentlige midler, og i dag lever det videre som Det danske Ungdomsensemble med forkortelsen DUEN. Det er der ret beset også lidt mere vingefang over.

Så er der ikke en håndfuld public service-bevidste mæcener eller kærlige fonde med samfundssind på linjen? Der er i hvert fald et frækt lille kammerorkester ude på Amager (foruden et stort, moderligt symfoniorkester, et par sprøde kor og et hårdtslående bigband), der i dén grad har fortjent at blive hjulpet fri af sin licensafhængighed. Og eksempelvis Saxo Sinfonietta vil da klinge mindst lige så naturligt som det fortænkte konceptnavn DR UnderholdningsOrkestret?

[Første gang gengivet i den trykte udgave af Weekendavisen. Her gengivet med personlig tilladelse fra skribenten med forbehold. Venlige læsere bedes fremsende en lagkage med fil i, såfremt Berlingske sender mig bag tremmer, red.]

Du kan købe Jakob Levinsen’s seneste bog om Richard Strauss her.

Reklamer