Klaus Riskær anmelder Thomas Piketty

1980021_770930696268987_1151123816_o

Af Klaus Riskær Pedersen – først publiceret på Riskær’s Guide til Finansmarkedet her.

Thomas Piketty’s bog ‘CAPITAL’ har påkaldt sig internatinal opmærksomhed fordi den igennem en række opstillinger og sammenligninger dokumenterer at velstandsfordelingen bliver stadig mere ujævn, og at de rige bliver rigere, mens befolkningen som sådan ikke har nogen nævnværdig andel i store dele af værditilvæksten.

Dele af Piketty’s argument er, at i og med at renten man får på passiv kapitalanbringelse er større end den økonomiske vækst, så overflyttes der (matematisk) stadig flere værdier fra produktionsøkonomien til den kapitalistiske økonomi (for nu at bruge – meget passende – Karl Marx termer).

Piketty’s normative analyse er baseret på komplicerede datasæt, hvilket han indrømmer. Og efterfølgende har der været rejst kritik af disse data i bl.a. Wall Street Journal og Financial Times (som Piketty har besvaret). Men den kritik er forudsigelig fra den kant, al den stund at Piketty udover at redegøre for sine analyser, også fremkommer med forslag til hvordan det kan imødekommes, som ikke lige er hvad man drømmer om på Wall Street.

Ser vi på de første tre afsnit af bogen og de mange data så er det altsammen meget interessant. Men der er grundliggende fejl i hans tilgang til mange af disse informationer. I og med han arbejder med lønningerne som andel af nationalindkomsten, så får han ikke korrigeret for de betydelige indkomstoverførsler der finder sted via de sociale udligningssystemer (som vi jo kender særligt godt i Norden).

Men også hans forskellige værdiberegninger lider af den fejl, at han arbejder med renten som et entydigt begreb. Det er hans baggrund som økonom indenfor det sociologiske områder der her spiller et puds. Man kan ikke bare anføre at rente generelt er 4-5% og væksten generelt 1-2% (i de udviklede økonomier), og så konkludere at der dermed sker en værdibeslaglæggelse fra kapitalapparatets side. Han sidestiller dermed den vægtede markedsrente med den risikofri rente, og det kan man ikke. Han tilsidesætter det ‘default risk premium’ der må indregnes for at risikoen ved at investere kan holdes op mod afkastet. Hele tanken om at der dermed er en objektiv beskrivelse af ‘renten’ er dermed ikke fuldstændig. Der er stakkevis af litteratur på dette område, og han nævner ikke med et ord transaktionsomkostnings teorien. Men han har været tvunget til at træffe dette valg: Hvis han nemlig åbnede op for drøftelsen af, at der med investering er forskellige risici som der skal reserveres for, og hensættes til, så vil det automatisk føre til at det rentespænd han lægger til grund reduceres. Og dermed at tanken om, at det er renten alene der er medvirkende til at passiv kapital får en større værdioverførsel, vil dermed komme i vanskeligheder.

Her er så hovedproblemet i hans bog: Hans forsøg på at opstille en diskurs kompromitterer det udemærket dataindsamlingsarbejde han har lavet. Men hans diskurs bygger på et helt ufuldstændigt helhedssyn. Det ville også være mærkeligt om en normativistisk datasæt økonom i samme moment, skulle være den abduktive og visionære nytænker. Det ændrer så ikke på, at Piketty har givet en enestående beskrivelse af velfærdsudviklingen og de principelle problemer der knytter sig til den, og det er ulejligheden værd at læse hvis man har interesse for meget lange gennemgange, økonomisk histore m.v.

At Piketty har problemer med den diskurs han forsøger at udlede giver så enorme problemer i den del af bogen, hvor han træder ud af rollen som økonom der ‘aflægger regnskab’, og pludselig springer op på en taburet som har båret skikkelser som Smith, Marx, Coarse, Fridmann, Stiglich og andre universelle økonomer. Han spinger op, men taburetten vakler hurtigt, og ender med at falde omkuld:

Piketty foreslår nemlig at der kun er en løsning der vil sikre en udligning af velstanden, og det er at man indfører en progressiv beskatning af formuegoder (hvert år). Hans ide er med andre ord, at hvis man ejer feks.1 mio så slipper man. Ejer man feks. 5 mio så slipper man ikke helt. Men ejer man store formuer, så skal nationalstaten indføre en beskatning hvor man – jo større formue man har – jo mere skal man så årligt betale i værdiskat af samtlige ens formueværdier (altså ikke af indkomsten fra dem).

Grundtanken er at man således ved at beskatte en formue med feks. 5% om året, langsomt men sikker – i realværdi – får disse store formuer opløst og ført tilbage i statskassen. Hans logik bygger på, at disse kapitaler i sig selv ikke er produktive, og at de ved at trække overrente ud af økonomien endda er direkte skadelige. At meget rige enkeltpersoner dermed langsomt får opløst deres formuer over en generation eller to, er derfor ikke noget moralsk problem for Piketty.

Se det er jo noget af et forslag, og grunden til at ikke så få er gået i kødet på hans datasæt for at ramme ham der hvor det er lettest at finde småfejl. Men forsåvidt kan man jo bare forholde sig til hans datasæt på den ene side, og hans diskurs på den anden.

At der er laves et enestående arbejde med at beskrive velstandsudviklingen historisk er hævet over enhver tvivl, og på den vis er bogen et væsentligt bidrag til forståelsen af en række komplicerede sammenhænge.

Kommer vi til hans diskurs, så savner den egentlig nytænkning. Det at anvende hele den progressive beskatningsmodel som løsning er et skridt tilbage, og forankret i et samfundssyn der ligger mere end en generation tilbage. Piketty forholder sig slet ikke til om skattesystemet i sig selv, kan være en af fejlkilderne bag den ujævne velstandsudvikling.

Vi er flere der er af den overbevisning, at det progressive skattesystem har spillet fallit af den simple grund, at det kun er progressivt for arbejdsindkomster – og derfor de små og middelstore husstandsindkomster – mens det egentlige kapitalapparat behændigt slipper udenom progressiviteten. Det gælder både velhavende enkeltpersoner der igennem holdingsstrukturer, fondsdannelser og afskrivningsregler kan reducere eller helt fjerne skatten. Og det gælder – især – den store del af erhvervslivet, der i ly af velfærdsstaten kan sikre progressiv forretningsudvikling og vækst i samfundet, men som kun afregner skat af en bundlinie, der kan manipuleres, flyttes imellem skatteomårder og reguleres igennem interne afregningspriser.

Personligt er jeg ærgerlig over at Piketty ikke var smart nok til at lade afsnit 4 udgå af sit værk. Dermed var han ikke kommet ind i en blindgyde, hvor hans mere personlige holdninger kunne bruges til at svække værdien af datasættet. Han er ikke nytænker og har ikke præsenteret noget der kan bruges i en justering af ubalancer i den måde velfærdsstaten skal finansieres på, og skubber samtidig produktive bidragsydere fra sig uden grund.

Bogen har fået meget opmærksomhed fordi den netop betjener en kritisk samfundsdebat og hele kampen imellem ‘main street’ og ‘wall street’. Men det vil ikke tage lang tid for mere nuancerede økonomer og finansfolkene at pille det fra hinanden. Ærgerligt.

Følg Klaus Riskær’s Guide til finansmarkedet gruppe på Facebook her.

Følg Klaus Riskær på Twitter her.

(Foto: Fra Facebook. “Mother fucker flødebolle med rabarber mens vi venter på at fredspiben går rundt.”).

Reklamer