Finland får ny statsminister: Stubb besejrer Risikko

Alexander Stubb

Finland får ny statsminister. Europa- og udenrigsminister Alexander Stubb er lørdag valgt som ny formand for Samlingspartiet og bliver dermed i næste uge landets nye statsminister.

Omrokeringen er faldet på plads under partiets landsmøde i Lahti, efter at Jyrki Katainen har besluttet at træde tilbage og gå efter en post i EU.

Efter første afstemning ved formandsvalget i Katainens regeringsparti tidligere lørdag stod det klart, at den kommende formand ville blive enten Alexander Stubb eller social- og sundhedsminister Paula Risikko.

Ifølge det finske nyhedsbureau FNB fik Stubb 337 stemmer, mens Risikko fik 266 stemmer og erhvervsminister Jan Vapaavuori fik opbakning fra 258 af sine konservative partifæller.

Det udløste en ny afstemning mellem Stubb og Risikko, og den vandt Stubb med 60 procent af stemmerne.

46-årige Stubb, der er særdeles aktiv på de sociale medier, er særligt populær blandt de unge vælgere. En af hans mærkesager er, at Finland skal være del af forsvarssamarbejdet i Nato.

Det konservative regeringsparti er det største af fem partier i Finlands koalitionsregering.

Der er valg til den finske nationalforsamling allerede i april 2015.