Pudsig oplevelse i Görlitzer Park her til aften

4-format43

Af Boris Boll-Johansen

jeg var tilsagt til noget grillnoget, men da jeg stod i parken, som sædvanlig godt en halv time for sent på den, og uden at kunne finde venneflokken på det sædvanlige spot, ringede jeg. nåm, det er først i morgen, fik jeg så at vide, det står ret tydeligt i den sms, jeg sendte tidligere på dagen! nå. og mig kigge på den sms, der var blevet sendt tidligere på dagen, og der stod det rigtig nok: i morgen. nuvel. så grilltrængende kan man altså blive.
men så satte jeg mig da bare på en bænk og drak den flensburger, jeg lige havde indkøbt og ignorerede pøllerne, der lå i tasken. inden da spurgte jeg jo lige en mand, om der var ledigt, der, på bænken, før jeg satte mig, hvilket han bekræftede. han læste junge welt, en udpræget venstreorienteret avis, for at sige det mildt, og han ytrede meget hurtigt – over for mig – utilfredshed med ordensmagtens tilstedeværelse. der stod et par stykker og ludede, hvor nogle stier stødte sammen. der har været tiltagende problemer med dopedealere i görlitzer park henover vinteren, skal det siges. også nogle af de lokale og stærkt tolerante berlinere, jeg kender, har ment, at nu – simpelthen – tog det sgu overhånd med det dopevæsen i den park. men uanset hvad: min bænkebody brød sig bestemt ikke om politiets præsens. de stod for uniformitet, som han sagde, mens han selv var stor tilhænger af det ikkeuniformerede. jeg mumlede, at det vel var meget godt, at politiet lige viste fjæset engang imellem, hvordan man end siger det på tysk, det husker jeg ikke lige, men han forstod det i hvert fald og så sikkert samtidig min adidastrøje med det tyske fodboldlogo på og lagde vel så to og to sammen og gad ikke snakke med mig mere. hvilket jeg var ret ok med. så der sad jeg så på en bænk med en surmuler, der læste i en kommunistavis, mens jeg bappede på min flens.
da politiet skred, kom der lidt mere liv i løjerne ude på stien. dopedealerne sivede frem. forsigtigt. og de har jo en særlig jive, en særlig måde at agere på i gade- og stibilledet, de kommenterer de forbipasserende, småfløjter efter pigerne, de er ‘om sig’, som man ville sige i gamle dage. og jeg synes egentlig, det er sjovt og spændende, når der ikke er for mange af dem, eller i det mindste interessant. jeg kiggede på dem i det omfang, de ikke blev generet af det. og hvis de synes, jeg lurede for meget, kunne et diskret nik og en sip af ølflasken og et fjernet blik glatte situationen ud igen. ligesom.
nå, men det var så der, det skete: hele parken begyndte at flyde omkring mig. ikke fordi man havde puttet noget i øllet, noget af det stads, som de stod og solgte, nej, tingene begyndte at flyde på den fede måde. fordi jeg var in the flow. – men kan man egentlig det, uden selv at deltage? ja, det tror jeg godt, man kan, hvis man ser intenst nok, og hvis der er nok af ting, der flyder forbi – og det var der: det var tæt på 30 grader varmt, det var den første højsommerdag i berlin, og aftenen var derefter. og så havde jeg jo oven i købet fået denne her ekstra time forærende, denne overraskende pause, som jeg brugte til lidt alenedrikken på en bænk. (for så vidt jeg havde droppet venskabet med avislæseren.)
det var kreuzberg, der defilerede forbi mig: tyrkiske, isspisende børn, en pantsamler med en enorm sæk, der gav mindelser om johannes v. jensens (beskrivelse af storsamleren) tordenkalven, en kridhvid kvindelig model – eller look a like – der havde en hund i en line i den ene hånd og en herrecykel i den anden – og som selvfølgelig tiltrak sig en del opmærksomhed fra dealerne, hvilket hun svarede på ved rutineret at sænke blikket stift i stien. der var børn, der dinglede på barnesædet med for store hjelme på hovedet, og som susede forbi med en travlt trampende forælder i førersædet, der var fjantede teenagetøser, der var folk, der søgte deres grillselskaber med lys og lygte, eller i det mindste med deres mobiltelefoner presset mod øret, som jeg selv for lidt siden havde gjort det (mens blikket scannede de mange halvliggende selskaber), der var folk, der luftede deres vintertæer, selv om det tydeligvis var en smertelig affære at gå der på grusstien, der var den lille purk, der var ude at lære at cykle, med en bekymret mor tårnende over sig, der var de to unge knægte, der erobrede bænken ved siden af og gav sig til at småspille med en lille fodbold, eller den ene gjorde i hvert fald, og det var en sjov fodbold, en lille spraglet børnebold, og jeg tænkte, at det vel så var moderne nu, hvorfor ikke, low key og sådan, den havde vel kostet 2€.
flow er vel – uanset om det er den art, man selv deltager i, eller om det er den, man nøjes med at kigge på, men så intenst, så det næsten virker, som om man deltager, som før beskrevet, eller rettere: som før forsøgt beskrevet – og jeg tager den lige igen, fordi den indskudte sætning blev lidt lang: flow er vel uhyre svært at indramme, at give form, moment, fordi det jo er imod flowets natur. der er ikke noget eller nogen, der ligesom knipser og siger: hopla, dér var den, dér var flowet. det er en flydende tilstand, ikke for fastholdere.
men det skete sgu også. at flowet blev knipset. rent faktisk. for bolden røg fra den unge småspillende knægt – det gjorde den sådan set hele tiden – men nu røg den altså lidt længere væk, og dens bane hen ad en af de tilkommende stier førte lige mod en hastig ankommende cyklist, en ung mand med solbriller og en lille rygsæk på ryggen, og jeg nåede at tænke, hov, nu kører han jo bolden over, eller vil han lige dappe til den med foden? men han blev bare ved at køre mod bolden, vi snakker jo om et sekund her i alt, men sådan en størrelse kan som bekendt opleves som varende længere, hvis tingene er intense nok, og lige da han nåede frem til bolden, lavede han en hård opbremsning, svingede baghjulet – det var en fixiecykel, forstod jeg i det samme – og spillede bolden til den unge mand. den var ramt klokkerent med egerne. den unge fodboldspiller replicerede med et bovlamt danke, mens replikken fra hans ven på bænken var noget saftigere: hey, geil man! men fixiehipsteren lod sig jo ikke mærke med noget, han kørte bare videre og forbi en af dealerne, der selvfølgelig også havde set det, og som sendte ham et anerkendende nik og en lille replik med på vejen.
så var han væk.
men tilbage stod altså dette rimelige billede på en særpræget i princippet fuldstændig gennemsnitlig aften, og udgjorde jo selv en del af flowet.

Reklamer