Af Lars Movin på Facebook

I LOVE MAGAZINES – MASTER FATMAN R.I.P. SPECIAL

Mit tidligste minde om Morten Lindberg stammer fra en koncert i aktivitetshuset Badstuen i Odense engang i 1980’erne, hvor han optrådte som slagtøjsspiller i et obskurt ensemble. Hans instrument: tibetanske lårbensknogler (eller det hævdede han i hvert fald, at det var, og det var jo svært at vide, om det var sandt eller ej). Klip til København ikke så længe efter, måske slutningen af 1980’erne. Jeg kommer ind på en japansk restaurant i Larsbjørnsstræde, og hvem går og spreder hygge og god karma, samtidig med at han serverer den mest liflige japanske suppe? Morten Lindberg! Klip til 1990’erne, hvor fænomenet Master Fatman pludselig er her og der og alle vegne. Og hvem bor inden i Master Fatman? Det gør naturligvis Morten Lindberg!

Master Fatman blev hurtigt en figur, der kunne tilpasses enhver sammenhæng, enhver opgave. Et brand, ville man sige i dag. Måske lidt à la en opdateret udgave af “Andy Warhol” eller “Onkel Danny”, altså konstruktioner, der samtidig var mennesker af kød og blod. Og for Master Fatmans vedkommende var der oven i købet tale om en nutidig Buddha-skikkelse, som bevægede sig rundt i gadebilledet og forskellige miljøer og spredte varme og kærlighed. Og der var tilsyneladende ikke grænser for, hvad Master Fatman-figuren kunne bruges til. Så selvfølgelig skulle han også udgive et magasin, hvilket han så gjorde sammen med fire kammesjukker: Kim Foss, Claus Andersen, Martin Kongstad og Henrik List. Navnet på magasinet var Schäfer, det første nummer udkom i sommeren 1994, og det ramte årtiets ironiske tidsånd klokkerent.

Med usvigelig sikkerhed for at læse skriften på væggen – og for selv at være rykket videre, inden alle andre kom på omgangshøjde med dem – zappede Schäfer-redaktionen sig gennem verden. Det var tydeligt, at de kunne deres Victor B. Andersen’s Maskinfabrik, deres Warhol’s Interview og deres Se & Hør. Der var stort set ikke ét opslag i Schäfer, som ikke refererer til et af de tre blade. Men hvor tonen i 70’ernes Maskinfabrik var humor, hældte Schäfer mere til ironien. Og i generationens ånd var de besat af tv-serier, halvdårlige film og nostalgisk længsel efter de ‘originale’ film og ‘rigtige’ serier fra 60’erne og 70’erne: den oprindelige “Flygtningen”, den gode gamle “Generation X” fra 1964 (Douglas Couplands aktuelle roman af samme navn, som alle talte om, var helt klart yt), og så var John Travolta naturligvis GUD. Pastichen var tilsyneladende den eneste genre, der duede, og ikke sjældent blev lagene af ironi så tykke og mangfoldige, at det kunne være svært at gennemskue, hvem der grinede ad hvem.

Et fast indslag var IN/OUT-listerne. I det første nummer fik man at vide, at bl.a. følgende var IN: minigolf, cykelture på Nordsjælland, Elvis (altid in), grillfester, Otto Brandenburg, karseklippede piger, tyrefægtning, at bo hjemme hos sine forældre samt tjeneren Gunnar fra Café Dan Turèll (hvor er du, Gunnar?). Og på OUT-siden fandt man: mobiltelefoner, kulturdebat, italienere, ordet “interaktiv”, Kurt Cobain (definitivt out), grunge, Bjørn Bredal og nummeroplysningen (nu tager I jer fandme sammen piger!).

Undertegnede anmeldte det første nummer af Schäfer særdeles positivt i Information – og kom naturligvis på IN-listen i nr. 2! Hvilket i min anmeldelse af nr. 3 fik mig til at spørge: “Er Schäfer en parodi på det københavnske kulturlivs nepotisme og indforståede rygklapperi? Eller er bladet blot endnu et udslag af samme? Begge dele, sikkert. Men det er egentlig også ligegyldigt. For den tredje aftapning af Schäfer er et rungende julebjæf af blandede bolcher fra fem kugleskøre trend-surferes overskudslager af stilsikre dameblads-pasticher, inspirerende løgnehistorier, Mondo Bizarro kuriositeter, indfald, udfald og tungen-i-kinden reportager fra steder i verden, hvor man ikke lige havde troet, at man skulle hen. For eksempel køkkenet på restaurant Kong Hans. Eller Hitlers Berghof-residens i Obersalzberg i Bayern, hvor der Führer lod sig fotografere med lånte børn på armen, legede med sin schäfer (!) Blondie eller modtog fremmede statsmænd og celebriteter som Mussolini, Chamberlain og kong Boris af Bulgarien.”

Og sådan fortsatte det i ti år, indtil redaktionen omsider havde ud-ironiseret sig selv og derfor i 2004 lukkede og slukkede med nr. 17, et seriøst (!?) temanummer om litteratur med titlen “Det ene udelukker ikke det andet” (dedikeret til Elsa Gress). Måske blev det efterhånden for meget for Morten Lindberg/Master Fatman med al den ironi. Noget kunne tyde på det: I nr. 6 (1997) kunne man læse et interview med trend-meteorologen Lennart Raaholt, der erklærede, at den ironiske distances tid var forbi: “Ironi er ikke, hvad den har været,” sagde han. “Den skæve vinkel, som de der fra 28-35 år bruger, den er ved at blive lidt søgt.” Noget var ved at være brugt op – og i det hele taget er ironi jo ikke en særlig kærlig tilgang til verden. Men sjovt var det da, et langt stykke ad vejen. Så tak for det hele og hvil nu i fred, gamle Dharma-kriger! Det var sgu’ alt, alt for tidligt at tage af sted. Men du gjorde i det mindste en forskel, mens du var her, og den slags handler ikke altid om, hvor LÆNGE man er i denne verden, men HVORDAN man er det. Aum!