Af Lars Movin

JAN SNEUM (17.12. 1945 – 24.9. 2020)

I anledning af den umådeligt triste nyhed om Jan Sneums død tillader jeg mig at gentage mit tidligere opslag om hans erindringsværk, “Sneums Kalejdoskop”, en ren bautasten af begejstring rejst for den musik, ophavsmanden levede og åndede for (opslaget er fra den 24. november 2019):

I midten af 1960’erne trådte Jan Sneum ind på arenaen som radiostemme med et særlig vågent øre for rockmusikkens underskov og randfænomener. Siden blev det til 40 års mikrofontjeneste for Danmarks Radio, et ansættelsesforhold, der ophørte i 2016. Nu har han så udsendt et såkaldt “Kalejdoskop” over sine mange år i musikkens verden: et overdådigt erindringsværk udformet som en 3-4 kilo tung boks i lp-format, indeholdende en labert produceret bog på næsten 300 sider og et dobbelt-album på vinyl, hvor radiostemmen foretager en række nedslag i sin egen rige historie, vekslende med musikeksempler fra eksotiske egne af musikkens grænseløse univers. Og hold da op for en rigdom, den boks byder på! Alene billedsiden, der afslører, at Sneum, ud over alle sine andre kvaliteter, også er en habil fotograf, omfatter mere end 100 portrætter af koryfæer som Janis Joplin, Frank Zappa, Iggy Pop, Marianne Faithfull, Furekaaben, Sods, Fritz Fatal, Annette Peacock, David Thomas, Blondie og mange andre – ikke så få af dem af ikonisk karakter. Men først og fremmest er det en fornøjelse i bogens tekst at blive taget med på en livslang rejse drevet af en smittende nysgerrighed og begejstring, ja, rent ud sagt en taknemmelighed over at have oplevet det alt sammen.

Et eksempel på tonen er følgende passage, der beskriver oplevelsen af, 18 år gammel, at ankomme til en koncert i Enghaveparken. Året er 1964, og forfatteren husker i dag ikke, hvem der spillede, men det er også ligegyldigt, for hér var noget at OPLEVE:

“Pladsen foran den lille musiktribune i parken var indhegnet af et langt stykke lærred, så vi måtte slippe tre kroner for at komme ind til musikken bag lærredet. Kun soldater i uniform var gratister. Men du milde: De tre kroner var godt givet ud. Jeg husker ikke, hvem der spillede, men det var som at træde ind i et forjættet land. Der var en stemning og en intensitet, som jeg aldrig havde oplevet omkring musik før. Og så var der dans, og selvom jeg følte mig mere bumset og bebrillet end så mange af de andre foran scenen, så følte jeg i bund og grund, at jeg havde fundet noget, jeg var nødt til at lære nærmere at kende. Samtidig var jeg ‘høj’ af den energi, der var på pladsen, og der var den samme øjeblikkelige lykkefølelse, som da jeg bare et år før havde været til filmfestival i Montréal. Denne fornemmelse af at være til. Nu og her. Et simpelt adrenalinkick af glæde ved at leve og opleve.”

Denne åbenhed og eventyrlyst præger hele det monumentale værk, der er lige så ydmygt i attituden, som det er generøst i udstyret. Det handler simpelthen om GLÆDEN VED AT VÆRE I LIVE – uanset om man som ganske ungt menneske er backstage med The Who eller senere i livet i et antikvariat i Roskilde tilfældigt får fingrene i en sovjetisk plade, der rummer et fantastisk track med hidtil uhørte toner: en 27 sekunder lang optagelse fra 1936 med en 76-årig estisk fårehyrde, der spiller på udboret bukkehorn!

Jeg ved ikke, om vi får sne til jul i år, men det gør heller ikke noget, for vi har fået Sneum!