Hash

Af Lars Movin

DET VAR LIVETS SANDE FARVE
eller: NYT BIND TIL REOLEN MED HASH-LITTERATUR

Forleden var jeg til en af Det Poetiske Bureaus jævnlige receptioner for nyudgivelser i LiteraturHaus i Møllegade, og ikke overraskende havde jeg en lille stak bøger under armen, da jeg cyklede hjem. En af dem var et fikst bind fra forlagets såkaldte Lommebibliotek: en novellesamling med titlen “Hash”, skrevet af den mig ubekendte tyske forfatter Oskar Schmitz (1873-1931).

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var bogens titel – “Hash” – der tiltrak min opmærksomhed. Hjemmebiblioteket rummede i forvejen et antal værker om samme emne. To af dem kan ses herunder sammen med “Hash”, nemlig “M’hashish” (1969) af den marokkanske forfatter Mohammed Mrabet (oversat til engelsk af Paul Bowles) og “Marijuana and Me” (1974), et kort essay af den beat-relaterede amerikanske forfatter Aram Saroyan. Og der er adskillige flere, hvoraf de mest kendte nok er “The Hashish Eater” (1857) af den amerikanske forfatter Fitzhugh Ludlow og “Det kunstige paradis” (1860) af den franske digter Charles Baudelaire.

Nu stod jeg så med “Hash” i hånden og tænkte, at den nok skulle med hjem til Reolen. Det fortrød jeg ikke. Bogen er oversat fra tysk af Eva Botofte, og i et oplysende forord fortæller hun historien om forfatteren Oskar Schmitz, der nærmest er en roman i sig selv. Ligesom mange af 1960’ernes hippier var Schmitz en bedsteborgersøn, der brød med sit miljø. Ganske vist lagde han som ung ud med at studere jura og nationaløkonomi, men efter faderens tidlige død droppede han ud af studierne og rejste til Rom, hvor han sluttede sig til kredsen omkring den symbolistiske digter Stefan George, og i 1896 sprang han selv ud som digter i et tidsskrift. I de følgende år færdedes Schmitz i bohememiljøer i München og Paris, hvor han blandt andet mødte August Strindberg og Edvard Munch. I sit forfatterskab foregreb han en vis forstand beatgenerationens “On the Road”-litteratur med bøger, der handlede om at rejse “ud i det blå”. Og ligeledes som de senere beatforfatterne søgte han også til Marokko, hvor han utvivlsomt har stiftet bekendtskab med kif og andre euforiserende sager.

Novellesamlingen “Hash” udkom i 1902, og ifølge Eva Botofte var det med den, at Oskar Schmitz for alvor grundlagde sit renommé som en “provokerende og frivol forfatter”. Hun fortsætter med at skrive: “Herefter var der intet, der forhindrede ham i at pleje sit image som flanør og dandy, og han omgikkes forskellige litterære kredse i Berlin. Han gav den gerne som verdensmand, polyglot, selvbevidst og aristokratisk, optrådte i smoking eller safaritøj og gjorde indtryk overalt, hvor han kom frem.”

Rammefortællingen i “Hash” handler om en anonym hovedperson, der får fortalt historier i en hashklub, og ikke overraskende er nogle af disse ganske langt ude i hampen. Som en tekstprøve følger her et uddrag fra åbningshistorien “Hashklubben”, hvor den anonyme fortæller smager på varerne:

“Jeg besluttede mig straks for ligesom mine naboer kun at tage en let dosis hash for at skærpe sanserne, fjerne de hæmmende forestillinger fra det ofte af egen drift arbejdende intellekt og ganske enkelt få en intensiveret livsoplevelse.

Der herskede stilhed i rummet. Af og til hørte man enkelte franske ord, hvis udtale afslørede, at nogle af de tilstedeværende var udlændinge. Jeg havde måske ventet en halv time i drømmende tilstand, da der pludselig blev spillet et gammeldags, italiensk divertimento på et clavichord og en gambe i et hjørne.

Jeg mærkede med stor nydelse, hvordan denne musik flød gennem mig og genstandene omkring mig, som om den tilførte alt glød og farve. Det forekom mig helt naturligt, at alt begyndte at lyse op. Det var livets sande farve. Tidligere havde livet blot sovet. Alt omkring mig forekom let og frem for alt meget behageligt. Genstandenes uigennemsigtighed syntes ophævet; alt var som gjort af farvet glas, bag hvilket intet længere gemte sig. Ordene, jeg hørte, var klare og enkle som matematiske sætninger og syntes at kunne omsættes til tal. Med et enkelt øjekast gennemskuede jeg sammenhænge, som normalt krævede anstrengende overvejelser, og ordene funklede i alle sprogenes farver.”

Afslutningsvis en lille personlig note:

Oskar Schmitz’ skrev sine fortællinger omkring 1900, men ovenstående uddrag sender mig direkte tilbage til en minderig aften i det kollektiv i Vestergade 72 i Odense, hvor jeg boede i slutningen af 70’erne. Det seneste album med Talking Heads, “Fear of Music”, var netop udkommet, og jeg kan endnu den dag i dag, næsten et halvt århundrede senere, genkalde mig, hvordan en lykkelig hashrus åbnede musikken for mig på en måde, der fuldstændig svarer til beskrivelsen i Schmitz’ fortælling …