Skyld

Af Torben Holleufer

SKYLD
Det var sin sag at være Barca-fan i går. Vores træner har jo hele tiden bedyret, at i år skal det være. I år skal vi løfte den berømte pokal med de store ører, som trofæet, der beviser, at man har vundet Champions League hedder. Og nu var vi i kvartfinalen og var endda så heldige, at det var gode gamle Atleti, som vi mødte i de to kampe, som endegyldigt skulle placere os oppe blandt de sidste fire.
Vi HAR også spillet godt. Vores træner har opfundet et system, hvor vi har en kritiseret høj forsvarslinje, som kræver høj koncentration fra os, fordi den indebærer, at fire mand konstant skal holde linjen, så modstanderne kan blive trukket offside. Hvilket også var tilfældet sidste år, hvor vi havde en rutineret gammel ræv af en baskisk forsvarsspiller, Iñigo Martinez, som kunne styre forsvaret og specielt sin makker, det utrolige og den gang blot 17-årige forsvarstalent, Pau Cubarsí.
Men efter endt sæson, hvor vi vandt både det spanske mesterskab, pokalturneringen og den såkaldte Superkopa, valgte Iñigo at sige ja til et “once in a lifetime”-tilbud fra en saudiarabisk klub. Efter 20 år i den baskiske klub, Real Sociedad, havde året i Barcelona bragt ham hen, hvor et sådant tilbud kunne falde, som gjorde, at han og hans familie aldrig igen skal tænke på økonomi, og han sagde ja, selv om det svækkede vores forsvar betydeligt, at han tog afsted. For Iñigo var både venstrebenet og havde den naturlige coolness, som kun erfaring og ægte talent kan give.
Så nu var det overladt til Cubarsí, som i mellemtiden var blevet 18 år og i øvrigt ligesom vores anden lidt yngre teenagestjerne, Lamine Yamal, forlængst havde fået cementeret sin position på det spanske landshold, nemlig som boss i forsvaret.
Det satte blandt andet den store Ronald Araujo fra Uruguay på bænken, ligesom vores egen Andreas Christensen alias AC, som desværre ofte er skadet, også mærkede knasterne fra bænken i høj grad, fordi Cubarsí og nyopfundne Gerard Martin, var de foretrukne, som ikke mindst var populære, fordi de var særdeles brugbare til at starte angrebene, som trods alt er vores varemærke. Det er ud fra devisen, at det ikke gør noget, at vi lukker et par mål ind, for vi kan altid score en masse mål på vores stil, hvor alle er med og leverer et frygtet såkaldt gen-pres, der ofte gør, at modstanderne bliver stresset så meget, at de mister bolden hurtigt og vi med få og lynhurtige afleveringer kan skabe åbne målchancer og ofte ville vinde med spektakulære cifre.
Men igen kræver den stil sine folk med stor angrebslyst uden bold og især stor kondi, og ingen har været mere vigtig end det brasilianske kraftværk, Raphinha, som desuden er en gudsbenådet angriber, som scorer et hav af mål.
Så da Raphiinha i den netop overståede landskamppause igen blev skadet i en betydningsløs venskabskamp for sit land, var vi sat tilbage.
Ikke mindst fordi vi reelt de sidste måneder har manglet det, som de andre tophold i Europa har, nemlig en pålidelig centreforward på højt internationalt plan. For hvor vi ellers har de ufatteligt unge talenter på især midtbane og forsvar, har det været op til den snart 38-årige polske veteran, Robert Lewandowski, at score målene, som også plejede at blive sat ind på samlebånd i et unikt samarbejde med især Lamine Yamal og hans berømte buede afleveringer med den venstre yderside eller “papegøje”.
Men det kræver fart og timing, og her er polakken ikke helt så hurtig længere til at rykke fri og prikke kuglen i mål. Og da alternativet, spanske Ferran Torres, som ellers havde en opblomstring i efteråret, virkelig har været i scoringskrise de sidste måneder, er det reelt op til de kreative midtbanespillere at sætte målene ind, og især Fermin Lopez har været fantastisk. Men manglen på en virkelig skarpretter oppe foran er mærkbart og var det ikke mindst til kampen i går. Ligesom Ferran må lide den tort endegyldigt at være blevet sat på den officielle salgsliste som en af de spillere, som andre nu gerne må byde på, når sæsonen er slut.
Atleti – eller Atletico Madrid – er konsekvent det tredje- eller fjerdebedste hold i Spanien, men købte genialt ind i vinterens transfervindue, hvor man først og fremmest sikrede sig en virkelig stjerne i Ademola Lookman, som er født i England og er stjernen på det nigerianske landshold, ligesom han har været fantastisk for italienske Atalanta de sidste år.
Og sammen med folk som argentinske Julián Álvarez, er de livsfarlige oppe foran, ligesom de har en indskifter af høj kvalitet i den norske tankcentreforward, Alexander Sørloth. Dertil har de et effektivt hold, der kæmper solen sort med blandt andre nu 35-årige Antoine Griezmann til at støbe kuglerne, ligesom man på bænken er anført af den tidligere argentinske stjernespiller og nuværende træner, Diego Simeone, kaldet El Cholo, som har haft jobbet på bænken siden 2011, hvilket er fuldkommen unikt i moderne fodbold.
De er et voldsomt charmerende hold, som jeg altid har haft et kærligt øje til som den lokale opkomling overfor hovedstadens mere berømte klub, hadeobjektet Real Madrid, alias De Unævnelige.
Så nu var det så tid til at møde Atletico i kvartfinalen, og vi havde generalprøve i weekenden, hvor de ikke stillede i stærkeste opstilling og vi stillede med, hvad vi har med føromtalte Raphinha ude, og på deres bane vandt vi med 2-1 i en kamp, som sammenholdt med De Unævneliges chokerende nederlag på Mallorca gjorde, at vi trak fra i topstriden om det spanske mesterskab og nu er syv point foran. En turnering hvor Atletico for tiden er nummer fire, næsten 20 point efter os og uden chance for at vinde mesterskabet.
Men tag ikke fejl, for de prioriterer, og de slog os ud af pokalturneringen, hvor vi mødte stærkt svækket af skader op til den første kamp og tabte 0-4 i Madrid, hvorefter vi fik et par vigtige spillere tilbage og vandt 3-0 i Barcelona, hvilket jo ikke var nok, selv om vi var tæt på.
Og nu har de så i går slået os med 2-0 på vores egen bane og står med en stor fordel. Og hvor polske Lewandowski dog scorede vores sejrsmål i lørdags mod Atleti, var han fuldkommen anonym i går, og det er altså typisk for hans nok sidste sæson hos os. Det er ved at være tid til et sidste lukrativt ophold i Saudiarabien eller USA, fornemmer man. Ligesom i øvrigt Atleticos og det franske landsholds Griezmann, som også spillede nogle år for os, og som spiller sin afskedssæson, så hver kamp er et farvel og fremtiden venter ovre i Orlando i Florida.
Men hvad skete der så igår?
Jo, unge Cubarsí sov totalt i timen, hvor Simeones søn ellers havde startet sit hurtige løb i god tid og var i topfart, da Cubarsí vågnede og for sent opfattede, at et gennembrud af den høje forsvarslinje var ved at ske, og hvor medicinen normalt er at skubbe op på linje, så den fremstormende modstander er offside, når afleveringen falder.
Men med sin sene opfattelse af situationens farlighed, kom han til at halse efter unge Simeone, som han så helt utilgiveligt nedlagde med et professionelt frispark som sidste mand og ingen diskussion: rødt kort.
Det var ovenikøbet lige før pausen og på det efterfølgende frispark viste Julián Álvarez, hvorfor han på Rygtebørsen har været på vej over til os i næste sæson som Lewandowskis afløser, og krøllede et perfekt frispark op i vores venstre hjørne. Det var kunst på højt plan.
Nu skræmmer sporene.
For et par år siden var det det daværende supertalent, Ronald Araujo, som i Champions League mod de nuværende CL-mestre, franske Paris Saint-Germain alias PSG, utilgiveligt lavede samme nummer, hvor han hele vejen ned mod vores dygtige målmand generede den fremadstormende angriber så meget med højre albue i hovedhøjde, at denne smed sig og Araujo blev smidt ud og vi var reduceret til 10 mand og tabte kampen og var ude af turneringen. Det har Araujo hørt meget for, for han solgte reelt sit hold ned ad floden i den afgørende kamp.
Men det var dengang.
Lige nu kæmpede vi trods alt okay, og normalt kan vi godt hente et par mål på Atletico Madrid, så efter kampen i går, har medier og holdet været skånsomme overfor unge Cubarsí, selv om udvisningen kostede os dyrt og selvfølgelig også betyder, at han har karantæne i returkampen. En meget dyr følgevirkning af en torskedum satsning, som nok aldrig havde været sket, hvis Iñigo Martinez havde været til stede og været boss i den forsvarslinje.
Så det bliver spændende at se, hvordan vi klarer kampen på næste tirsdag på Riyadh Air Metropolitano, som stadion i Madrid hedder i år med det saudiske flyselskab som sponsor. Vi har som bekendt udskældte Spotify, så vores berømte og klassiske hjemmebane hedder det patetiske Spotify Camp Nou.
At vi skal stramme balderne som hold skyldes især, at norske Sørloth fik gjort det onde og fik leveret et skoleeksempel på, at professionelt forsvarsspil på højt plan ikke er noget, man lærer på fem minutter, og Gerard Martin bare ikke så for godt ud, da han hang på den forkerte side af den store nordmand, som var han en lille rygsæk, i stedet for at komme ind foran, hvilket han ikke har hurtighed til, og så blev det 2-0.
Intet under, at Inters Bastoni rygtes på vej til F. C. Barcelona, som med vores stakkels AC som yderst skrøbelig og derfor ofte skadet forsvarsspiller, er elendigt besat i de bageste rækker og hvor vi har meget at takke vores nye stjernemålmand Joan García for i den forgangne sæson.
Som fan skal jeg tro på, at vi slår Atleti på tirsdag, for det siger vores selvbevidsthed os, ligesom vi trods alt slår dem i de fleste kampe.
Men uden Cubarsí i midterforsvaret, må vi håbe, at Lewandowski igen kan ramme chancerne, at dommeren er mindre sød mod hårdtspillende Atleti – vi blev snydt for et straffe igår og de blev skånet for et fortjent rødt kort til veteranen Koke – og så kan vi måske skabe miraklet og komme videre.
Men realistisk set er det først næste år, at vi kan komme helt op på tronen, fordi økonomien nu endelig er til seriøse spillerindkøb, så de sidste pladser bliver besat og vi har det drømmehold, som kan få alle romantikerne til henført at sammenligne med Cruyffs hold med Michael Laudrup eller de bedste år med Lionel Messi, Iniesta og Xavi, mens øjne på stilke ser Lamine Yamal drible sig gennem hele forsvaret igen og igen.

Visca Barca – Mes que un club (Leve Barca – mere end en klub (nemlig et begreb!)..