Af Peter Tudvad
I dag for et år siden – var det 80 år siden, den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer blev myrdet af nazisterne. Det var den 9. april 1945. I anledningen af 80-året for denne ugerning, som overgik en af det 20. århundredes største og vigtigste teologer, fandt Kristeligt Dagblad det i fjor for godt at bringe et helsides interview med en tysk teolog. Ifølge det opdrag, som den interviewende journalist fik, skulle det partout være med en teolog, der var kritisk indstillet over for Bonhoeffer. Ralf Frisch er en sådan teolog, barthianer og som sådan netop Bonhoeffer-kritisk – på samme måde som en grundtvigianer gerne er Kierkegaard-kritisk.
Og det er jo godt med kritik, for også de kritiske stemmer skal høres blandt alle dem, der sædvanligvis bare hylder Bonhoeffer som en art evangelisk martyr eller helgen. Problemet var bare, at interviewet med Frisch var det eneste, Kristeligt Dagblad bragte i anledning af 80-året for Bonhoeffers død. Jeg svarede selv på Frisch’ kritik, indsendte mit svar som kronik, fik at vide, at de ville bringe den – men gik der mere end tre uger, uden de havde gjort det, var det nok, fordi der alligevel ikke var blevet plads.
Nu er der altså gået et år, så derfor bringer jeg kronikken her – mens jeg fortsat undrer mig over, at et kristeligt dagblad ikke mente, at 80-året for Bonhoeffers død burde markeres med andet end en barthianers forudsigelige kritik.
At mindes en martyr
Af Peter Tudvad, filosof og forfatter til bl.a. I krig og kristendom. En biografi om den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer og et efterskrift til Bonhoeffers Fællesliv
Den 9. april gik flagene overalt i Danmark på halv i andægtigt minde om de 17 danske soldater, der for 85 år siden gav deres liv for fædrelandet, inden dets regering havde nået at gnide søvnen af øjnene og overgive det til Nazityskland. Samme dag mindedes man syd for grænsen en af de få tyskere, der var villig til at give sit liv for et bedre Tyskland end det, nazisterne havde skabt: Om morgenen den 9. april 1945 blev den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer på Hitlers personlige ordre hængt i kz-lejren Flossenbürg i Bayern.
Også det skulle mindes i Danmark, sågar i Kristeligt Dagblad, som to dage før årsdagen for hans død bragte et interview med Nürnberg-professoren Ralf Frisch. Hans fortjeneste er at have skrevet en 176 sider lang kritik af de teologiske ansatser til en “kristendom uden religion”, som man finder i Bonhoeffers omfattende fængselskorrespondance med vennen Eberhard Bethge, der efter krigen udgav den under titlen Widerstand und Ergebung (Modstand og hengivelse). Titlen på Frisch’ bog er derfor Widerstand und Versuchung. Als Bonhoeffers Theologie die Fassung verlor (Modstand og fristelse. Da Bonhoeffers teologi mistede fatningen).
Bogen, der udkom i 2022, blev ikke anmeldt i Kristeligt Dagblad, men ikke desto mindre er det altså Frisch og hans kritik, som tilstås en hel side i avisen på årsdagen for Bonhoeffers død. Hvorfor? Jo, må man forstå på interviewet, fordi Bonhoeffer er gjort til noget så modreformatorisk som en helgen, en status, som desuden hindrer en “nødvendig kritik af hans fejltrin”. Som sådan måtte han altså have begået en moralsk forkert handling, hvilket er, hvad et fejltrin ifølge diverse danske ordbøger betyder. Imidlertid erfarer man, at der i stedet er tale om “teologiske fejltrin”, en slags hybrid af tanke og synd – eller “thoughtcrime”, som George Orwell kalder det i 1984.
Lad os begynde med den angivelige helgenkåring af Bonhoeffer: At mangt en tysk gade, som professoren anker over, er opkaldt efter Bonhoeffer, tør man ikke nægte. Men skulle dette være tilstrækkeligt til at gøre en helgen af ham, er der en del andre teologer, der også falder for den professorale ikonoklasme. Det inkriminerende ved netop Bonhoeffer-dyrkelsen er imidlertid, at alle gerne vil “være Bonhoeffer uden at have været Bonhoeffer”. Frisch har nok skuet i hjerterne og set, at hans teologiske fagfæller nødigt vil ende på skafottet, men hellere end gerne lader deres teologiske værker omstråle af martyriets glans.
“Han betragtes som den endelige autoritet”, fortsætter Frisch, “og derfor får det meste af det, der skrives om ham, glorificerende og forherligende træk”. Panegyrikken inden for Bonhoeffer-litteraturen er bestemt til at få øje på, ikke mindst i den biografiske genre, men kun sporadisk i den rent teologiske. Og det er vel denne, der for en professor i teologi er den relevante. Kritik af Bonhoeffers teologi har der således været nok af blandt teologer, men faktisk også blandt kyndige lægfolk. Ved en matiné i Bonhoeffer-Haus i Berlin den 5. april kunne man således høre Hellmut Schlingensiepen, der både som forfatter og instruktør har beskæftiget sig indgående med Bonhoeffer, kritisere hans ellers så berømmede fredstale på Fanø i 1938 (den med den prægnante skelnen mellem “fred” og “sikkerhed”). Alt, hvad Bonhoeffer sagde og gjorde, ophøjes altså ikke til dogmer – så meget desto mere som Bonhoeffer gerne modsagde sig selv og omgjorde trufne beslutninger.
Men hvad mener Frisch overhovedet med en helgen, når han hævder, at Bonhoeffer dyrkes som sådan? Han er jo ikke i katolsk forstand blevet kanoniseret, og næppe heller findes der evangeliske kristne, der tror, at de ved at bede til ham har en talsmand i himlen. Man kan derfor godt få en mistanke om, at Frisch karikerer den bonhoefferske helgendyrkelse på samme måde, som Luther under reformationen gerne karikerede den katolske ditto for at kunne fordømme den så meget desto ubønhørligere. Men faktisk lyttede den katolske kirke jo med årene til denne kritik, hvorfor den allerede på Tridentinerkoncilet fastslog, at helgener netop ikke måtte dyrkes som semiguder, men kun æres som moralske forbilleder – sådan som Bonhoeffer altså bliver det af nogle.
Selv ønskede Bonhoeffer bestemt ikke at blive æret som en helgen. I fængslet skrev han derimod, at det først var, når man gav fuldstændig afkald på at gøre sig selv til noget bestemt, “en helgen eller en omvendt synder eller en kirkemand (en såkaldt præstelig skikkelse!), en retfærdig eller en uretfærdig”, at man kastede sig i armene på Gud for med ham at lide i denne gudløse verden – sådan som Kristus gjorde det i Getsemane. Nej, Bonhoeffer ville ikke partout lide i denne verden, men bad som sit forbillede: “Min fader, hvis det er muligt, så lad denne kalk gå mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil!” Et eventuelt martyrium var rent kontingent, og derfor abonnerede Bonhoeffer ikke på Kierkegaards “usunde metodisme”, hvor det netop handlede om at gøre sig til martyr.
I en gudløs verden er det ikke let at leve i troen på Gud, men Bonhoeffer insisterer netop på at gøre dette. Alligevel hævder Frisch, at Bonhoeffer trods alle sine teologiske fejltrin forbliver en af de største moderne teologer, fordi han – som journalisten gengiver hans ord – “inkarnerede det moderne menneskes tvivl og endda ateisme”. Problemet er bare, at det er vanskeligt at finde spor af tvivl og ateisme i Bonhoeffers fængselskorrespondance. I stedet vidner den om en troende teolog og praktiserende kristen, der insisterer på, at Jesus skal være relevant også for en tid som vores, der præges af – tvivl og ateisme.
Netop derfor udkastede han planerne til et værk om en “kristendom uden religion”, hvori han ville fortolke de bibelske og teologiske begreber verdsligt og dennesidigt, altså ikke-religiøst. Det var tilflugten til den usynlige Gud, til metafysikkens og ortodoksiens Gud, han tog afstand fra, ikke Gud som sådan. Altså tyede han på ingen måde til ateismen, hvor fristende denne end måtte tage sig ud for andre, der fortvivlede over denne gudløse verden.
Frisch vil ikke desto mindre vide, at Bonhoeffer i fængselskorrespondancen abonnerede på Hugo Grotius’ ord om, at kristne skal leve, “som om Gud ikke eksisterede”. Det er dog ikke helt rigtigt, for hvad Grotius skrev, var, at vi må leve i verden, om så der (rent hypotetisk) ikke fandtes nogen Gud – “etsi deus non daretur”. Grotius mente nemlig, at den natur- og folkeret, han selv havde skrevet i 1625, også ville have almen gyldighed, selvom der ikke var nogen Gud (hvad han kun af metodiske grunde opererede med som en mulighed).
Det afgørende for Bonhoeffer i denne sammenhæng var, at man ikke benyttede Gud som arbejdshypotese. Søger vi at forklare det uforklarlige med Gud, vil vi, efterhånden som videnskaben finder andre forklaringer, støde Gud længere og længere ud af vores livsverden. Ergo er det ikke blot uredeligt at stikke folk religiøse blår i øjnene, men også kontraproduktivt, hvis man vil demonstrere kristendommens relevans for det moderne menneske – hvis man vil give et positivt svar på, hvad Jesus er for det myndige menneske.
Frisch kerer sig ikke om et sådant svar, men gør hellere op med dem, der mener, at man “kan være kristen uden at tro på Gud”. Altså kan man få den tanke, at der til grund for Frisch’ opgør med Bonhoeffer ligger et helt andet opgør, nemlig med sekularistiske tendenser inden for den evangeliske kirke i Tyskland. Såre relevant, men vel næppe på 80-årsdagen for Bonhoeffers død.
bongorama.dk 