Af Erik Jensen
Som lovet i går fremturer vi på 24/12 med julegaveservice for de sidste øjebliks desperate. I dag ved at kåre de ti danske album, der snurret mest på pladespilleren her og skabt størst begejstring. På et år med så overvældende meget god, vigtig og langtidsholdbar musik også fra de danske strande, er det vel egentlig en simpel pligt for os, der elsker musik, at forholde os til den og minde om den og dens kvaliteter. Tippe hinanden slet og ret…..
Så det gør vi lige her men first en lillebitte reminder: Er du en af dem, der allerede har købt dine vinylgaver og nu hygger dig med at pakke dem ind og tømme kagedåserne, så gør det med den bedste julemusik, samlet på playlisten Julekalenderen på 24/12, som du finder på Spotify med dette link:
Og så tilbage til listen over danske udgivelser i år fra selvsamme 24/12…
Det har ikke været muligt for juryen at vælge mellem to juveler fra det forgangne år, så den øverste plads er delt mellem to album i år, Kira Skov og Love Shop sidder på den altid vaklende trone og det har de fortjent i sjælden grad.
Kira Skov: What Ties Us Together Will Keep Us Apart
Et musikalsk gennemlyst opgør med støvede familietraumer og hemmeligheder blev Kira Skovs foreløbigt mest sammenhængende album, en ubesværet kraftanstrengelse af et mesterligt album, båret oppe af sange, man gider høre igen og igen og igen, mens de arbejder sig ind i sjæl og krop.
Love Shop: I love you, Goodbye
Efterårets mørke perle med overraskende let og optimistisk pop som musikalsk camouflage for de dybe ture ned i sindets og poesiens kældre, Jens Unmack og det kongenialt medfølgende band foretog. Nu med Rune Kjeldsen som en guitarist med en personlighed, der klæder Love Shops i forvejen virkeligt varierede og stærke musikalske udtryk, som blev demonstreret ved en enkelt fremragende koncert i Falkoner. Hold da op for en tætspillende, pågående enhed med nogle tekster og melodier, hvis kompleksitet matcher hinanden så mesterligt.
Peter Sommer: Verdens Volume
De ydre bekymringer over verdens vaklende gang, passede godt til den tidligere kronisk bekymrende Peter Sommer, som har forløst sine musikalske ambitioner med et elegant fransk strejf af viser med fornemme visioner.
Selena Gin: I Memorize Your Face, ‘Cause It Changes All The Time
Imens chefen tog Verden ind over sig, holdt hans bandmedlem med de mange facetter Selena Gin sig til den lidt mindre verden, barnet, familien, livet på landet og rollen som mor i musikbranchen. Det gjorde hun på et sine steder saftigt, andre steder knastørt album med sin helt egen stil, som bare stod utroligt godt til tiden og i den malstrøm, som også var 2025. Med så mange mindeværdige sange.
Sandmen: Hvis jeg nogensinde dør
Groft huggende og groovy, som en gammel, sejlivet skonnert på et oprørt hav, sejlede Sandmen videre i en virkelig sej rockmusik, baseret både på gamle, skramlede traditioner og britpoppens mere vuggende favntag med rytmerne. Et virkelig stærkt og påtrængende udspil.
Rasmus Oppenhagen Krogh: Pillars
Guitaristens og hans elektriske instrument satte sig igennem på de fint sansede stemninger, der prægede også ’Pillars’. Måske er det jazz, måske er det beat, måske er det en blanding og måske noget langt mere eksotisk. Fremragende, behageligt, uden nogensinde at lide til bare det mindste optræk til behagesyge var den vidunderlige storbyoase af et instrumentalalbum i hvert fald.
Una Skott: Spacepop Exotique
Fransk inspiration, afrikanske rytmer, nordisk klang. Et veritabel bombe af god stemning og fine stemninger kom fra Una Skott på hendes dynamiske og varierede debutalbum som solist. Først og sidst måske en virkelig velanbragt opfordring til ikke at glemme at danse trods verdens tiltagende mørke.
Juncker: Fremmed for det meste
Den fynske rimsmed og melodimagiker nægter at give op. Fordi det her er alt for Juncker, som man også kunne høre på årets overraskende stærke udspil med nogle fine, dansksprogede sange, der fik lov at blive hængende længe efter, at pickup’en havnede i sidste rille. En skildring af livet som mand og menneske i dette herrens år med en eftertænksomhed, visdom og et melodisk overskud, der rakker langt ind i fremtiden.
The Raveonettes: Pe’ahi II
En udpræget toer på en måde og så alligevel helt sin egen. Raveonettes har heldigvis fundet et nyt ståtsted i verden, hvorfra Sune Wagner og Sharin Foo kan sprede der livgivende klange, de små melodiske knaldperler og sange, der ikke er bange for at kysse evigheden. Og endda gør det så inderligt og medrivende, at man bare har lyst at blive hængende i dette særegne univers og glemme resten af rodebutikken udenfor.
Snuggle: Goodbyehouse
Kan en duo forbinde grunge med nutidens pop, der kredser om det nære og nogle gange er så selvoptaget, at det føles som at drikke familiens beskidte opvaskemand, tilsat parfume? Ja, Snuggle kunne på en mere end lovende debut med sit helt eget americana-univers og sange som ’Woman Lake’, man har lyst til at kaste sig ud i og svømme igen og igen, mens månen står op og drømmene bryder vandets overflade for hvert tag. Wow, hvor er der meget talent i dansk musik og Snuggle glæder jeg mig til at følge i det nye år også.
bongorama.dk 