Det glemte København

Af Lars Movin

ØJEBLIKSBILLEDER FRA KØBENHAVN I 1970’ERNE
eller: NY FOTOBOG AF STEEN MØLLER RASMUSSEN

Hvor er det dog en fin bog, min gode makker og lejlighedsvise samarbejdspartner Steen Møller Rasmussen (f. 1953) har fået skruet sammen med sine fotografier fra 70’ernes København. “Det glemte København” hedder bogen, og selv om titlen nok kan være passende, så afslører en hurtig gennembladring, at den erindring, som motiverne fremkalder, ikke er så langt væk endda – den ligger lige under overfladen i hjernemassens skvulpende ocean af lagrede visuelle indtryk. Med andre ord: Glemt, javist, i det daglige, men hvis man har den rette alder, bliver man i mødet med bogens billeder sendt durk et halv århundrede tilbage i tiden – tilbage til en verden af bodegaer og brune værtshuse, pølsevogne og postkasser (!), slidte overfrakker og CO2-uvenlige biler, pudsige frisurer og pornoforretninger, telefonbokse og udhængsskabe med avisernes seneste nyheder. Og selv hvis man ikke er vokset op i København, er det simpelthen som at være der igen og vandre gennem de affolkede gader i aftendisen under den uldne gadebelysning. Det hele er så velkendt. Stemningen af arbejdere og håndværkere, der ved fyraftenstide strømmer ud fra fabrikker og værksteder. Et glimt af en mand med skæg, cigar og ternet sixpence, som bladrer i et eksemplar af avisen Land og Folk, så man næsten kan mærke tryksværtens aftryk på fingrene. Og helt genialt: en stor hund stående i vinduet til et morgenværtshus under et skilt, der forkynder, at morgenprisen på øl og snaps er 8 kroner. Underforstået: at der simpelthen ER et klientel til øl og snaps på morgenkvisten. Og hvem tilhører hunden? Formentlig en tørstig kunde inde bag gardinet.

Men én ting er motiver, noget andet naturligvis måden, de er taget på. De fleste årvågent og med en sikker sans for komposition, lys, øjeblikkets poesi. Nogle i sort/hvid, andre i farver, men altid med en æstetik, der hæver indholdet op over den banale voyeurisme. Dertil er bogen forbilledligt tilrettelagt, en fin rytme i den overordnede dramaturgi, velkomponeret i det enkelte opslag.

Det er en stor glæde, at Steen Møller Rasmussen nu er begyndt at gå på opdagelse i sit skatkammer af et arkiv. Ikke at han ikke har udgivet bøger før, det har han, men der har været længe imellem, og efter min mening har det slet ikke været nok. Men nu er det, som om der er begyndt at ske noget. I 2023 kom den lækre “30 + 3. Fotos og fortællinger” på forlaget Space Poetry (i forbindelse med en udstilling i Heirloom i Sølvgade). I den var der fokus på portrætterne, en disciplin, som Steen Møller Rasmussen også har excelleret i gennem en lille menneskealder. Og nu er det så hans bud på den krævende genre street photography, der er genstanden for “Det glemte København – fotos fra 70’erne”. Jeg ved, at der er mange flere billeder at komme efter i arkivet. Lad os endelig få dem frem i lyset.

“Det glemte København” er udgivet af Forlaget Kælderkoldt i 100 eksemplarer. Den koster 125 kroner og kan købes i Vin & Vinyl, Ahornsgade 18, Nørrebro.

Skriv en kommentar til denne artikel

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.