Af Lars Movin
FORMULERET PÅ EN KLAR OG LIGEFREM SANSELIG MÅDE,
OFTE SUMMARISK, MEN ALDRIG UDEN PRÆCISION
eller: MARIANNE LARSEN (27.1. 1951 – 2.12. 2025) R.I.P.
Det var lidt af en mavepuster forleden at vågne op til nyheden om, at digteren Marianne Larsen var død, 74 år gammel. Hvorfor pokker skulle kosmos nu også te sig på den ubehagelige måde? Marianne Larsen! Hun hører da med, hun skal da være her, ja, hun skal skrive løs og dukke op hist og her med sit sarte væsen og læse fra sine stærke tekster, som bare er blevet ved med at komme i udgivelse efter udgivelse siden debuten i 1971 med bogen “Koncentrationer”. Hendes tilstedeværelse i det litterære landskab har nærmest virket naturgiven – men det var den så ikke, viste det sig. Puf! – og hun var væk.
Da vi i 2017 tildelte Dan Turèll Medaljen til Marianne Larsen, kunne vi i pressemeddelelsen natuligvis ikke dy os for at citere næsten-generationsfællen Dan Turèlls radioanmeldelse af det første bind af hendes såkaldte “Fællessprogtrilogi” – han sagde blandt andet:
“Marianne Larsens nye digtsamling, ‘Cinderella’, er en af det nye forlag Swing’s første udgivelser, og det er fandeme en flot start. Jeg tror ikke, Marianne Larsen før har netop swinget så meget som i dette 40 siders hæfte, hvis digte næsten uden undtagelse er rettet ind imod kønsproblematikken. ‘Rødstrømpedigte’ er en utilstrækkelig etiket, men antyder alligevel ét og andet om den bevidsthed, vi her sér sprogligt konkretiseret, formuleret på en klar og ligefrem sanselig måde, ofte summarisk, men aldrig uden præcision, hvad enten der er tale om de kortere eller de længere forløb.”
Dermed antydet, at Marianne Larsen tilhørte den generation, vi gerne kalder 70’er-generationen, og at hun dengang, i tråd med tidsånden, nærmest uundgåeligt blev rubriceret som en “kvindelig digter”. Men i dag, hvor hele livsbanen er foldet ud og ført til ende, står det klart, at Marianne Larsen hverken kunne reduceres til et årti eller et køn, men eksisterede – følende, sansende, tænkende – i en levende og bevægelig virkelighed, som hun løbende iagttog og forholdt sig sprogligt/poetisk til gennem adskillige årtier, helt frem til sin død.
I 2017, hvor Marianne Larsen blev hædret i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek, var hendes seneste udgivelse digtsamlingen “og tiden i vild tilstand mod min hud” (2016), som hun læste op fra, efter at have fået overrakt Medaljen. Det var endnu en rig og sprogligt vidunderlig bog, helt på højde med den øvrige produktion. Ingen afmatning at spore her. Fuld af fine, larsenske registreringer, hvor den tilsyneladende spagfærdighed pulserer af kraft og liv – som i det korte digt “Drys”, der lyder således:
Det sner. Vi er vinter og ventende.
Imellem hvert nyt hvirvlende snekrystal
hvirvler nattens mulm som andre nye sorte
krystaller iblandt de hvide.
Vi bliver drysset helt til inden rummet
udefra kommer.
På billedet herunder ser Marianne Larsen ind i kameraet på samme måde, som hun så ind i verden. Frygtløst, kærligt, gennemtrængende, intelligent, ømt og uden filter. Det blik vil blive savnet. Det er vinter, og Marianne Larsen er ikke længere ventende. Måske er det rummet udefra, der er kommet …
(foto: lm / Vangede Bibliotek, 19.3.17)
bongorama.dk 