Hotel Terminus

Af Allan Mylius Thomsen


Postkort med Hotel Terminus, Banegårdspladsen. På latin betyder ”terminus” ”grænse” eller ”afgrænsning”. Hotellet blev da også opført på ”grænsen” af banegraven til den i 1911 indviede ”Centralbanegård”, der skiftede navn til Hovedbanegården. Vesterbro var byens hotelcentrum, da det var her tilrejsende ankom til hovedstaden af landevejen via Vesterbrogade og med tog til alle Københavns tre banegårde.
Hotel Terminus var en fortsættelse af den oprindelige ”Panoptikonbygning”. Den var opført 1883-84, efter tegninger af arkitekten Henrik Hagemann (1845 — 1910). Det særprægede navn har bygningen efter Danmarks første vokskabinet, ”Skandinavisk Panoptikon”, som gav navn til ”Panoptikonbygningen”. Ordet panoptikon har flere betydninger hvoraf én, som her, altså er vokskabinet. Bygningen blev stærkt ombygget, ved anlæggelsen af Hovedbanegården.
Den oprindelige ”Panoptilonbygning” blev i 1927 hovedsæde for den kooperative ”Arbejdernes Landsbank”. Bygningen nedbrændte delvist 4. januar 1950. Brandmuren ind til Hotel Terminus var dog så effektiv, at hotellet blev reddet. Den nyopførte Panoptikonbygning, tegnet af arkitekterne Mogens Jacobsen og Alex Poulsen, blev anset som det første “højhus” i København på 12 etager og 35 meter. I dag er ”Panoptikonbygning” købt af et konsortium, der vil indrette den til luksushotel.
Hotel Terminus blev tegnet af arkitekten Valdemar Schmidt (1864 – 1944), og indviet 29. april 1914. Det blev anset som en af byens fineste hoteller, der kunne modtage rejsende gæster fra Hovedbanegården lige når de ankom. Hotellet havde en overdådig vestibule, en ”gobelinsal” og naturligvis en eksklusiv restaurant og bar, indrettet som et gammelt bibliotek. Efter en større renovering i 1970 skiftede hotellet navn til det i dag firstjernede ”The Plaza Hotel”. Postkortet er ikke tidsangivet.
Fotokort Stenders no. 78657.