Af Allan Mylius Thomsen
Den i dag erotiske natklub Kakadu Bar, Colbjørnsensgade 6, dateret 1937. Efter ophævelsen af den militære demarkation udenfor København, begynder en eksplosiv byudvikling. Handelsgartner Christian Frederik Hintze (1825–98) gartneri lå på et stort grundstykke fra Vesterbrogade og ned mod Kalvebodstranden. Hovedejendommen lå ved nuværende Vesterbrogade 11. Da Hintze i 1880-erne begyndte frasalget til byggegrunde, betød det nye gader. Man kunne anlægge Colbjørnsensgade, der navngives i 1880, og Helgolandsgade, der blev navngivet i 1891. Istedgade kunne nu gennemføres helt frem til Reventlowsgade.
På grund af Hovedbanegårdens nærhed, blev Vesterbro Københavns centrale hotelkvarter. Allerede før byportene blev åbnet i 1856, lå der mange gæstgiverier langs Vesterbrogade. De mange besøgende handelsrejsende, internationale forretningsmænd o.l. indlogerede sig for natten, men skulle også have aftenen til at gå. Derfor opstod der mange natklupper o.l. hvor tilrejsende herrer, kunne opnå en hurtig kontakt til byens unge damer.
Byens unge damer, af en vis standart, satte dog pris på pekuniær selskabelighed. Så det krævede en vis ”økonomisk charme” at få nærkontakt med damerne på de høje barstole. De blev i folkemunde også kaldt ”kropsduer”. Pigerne havde en fast aftale med bartenderen om, at deres Bloody Mary kun indeholdt tomatjuice og krydderier, hvis ikke hendes nye bekendtskab diverterede med en lille piccolo champagne flaske til tårnhøj pris. Så fik bartenderen også sin fortjeneste.
Over hele Vesterbro og Indre By åbnede allerede i 1930-erne eksklusive natklubber med navne som “Maxime Bar” og “Kakadue Bar” i Colbjørnsensgade. Restauratør Erik Lauridsen havde en række af disse ”træfpunkter”. Overfor Sheraton Hotellet på Gl. Kongevej åbnede han ”Discoteque Waterloo”, hvad i øvrigt skaffede ham tilnavnet Erik ”Waterloo”. Herudover ”La Dolce Vita”. ”Doll House”. ”Wonderbar” og ”Beverly Hills”. Efter Erik Lauritsens død i 2010 er de alle lukket.
Nye tider, og ny moral, overtog nattelivet. Meget af den hormonale handel foregår i dag på nettet. Enkelte af disse eksotiske steder har dog overlevet. I dag præsenterer Kakadue Bar sig som den ældste og mest eksklusive stripklub i København. På fotoet ses den nyindrettede Kakadue Bar, med hyggepianist, fotograferet af Elfelt i 1937.
Foto Københavns Museum.