En blyantstreg

Af Asger Schnack

Gunnar Björling: ”En blyantstreg”. Vi kan allerede nu slå fast, at uanset hvad der måtte komme i løbet af efteråret, er denne bog – Gunnar Björling: ”En blyantstreg” – en af de vigtigste udgivelser i Danmark i år. Bemærk, at jeg skriver en af de vigtigste, der er ikke én, der er den vigtigste, men ”En blyantstreg” er blandt de vigtigste og for alle poesilæsere uomgængelig. Her bør jeg måske tilføje ’for mig at se’ eller ’set fra mit perspektiv’ eller ’på baggrund af mit livs læsning’. Gunnar Björling (1887-1960) hører sammen med i første række Edith Södergran, men også bl.a. Elmer Diktonius og Henry Parland, til de banebrydende finlandssvenske digtere, som hver især greb modernismen i egne former, tidligt og med stor betydning ikke blot for den lokale litteratur, men i høj grad for Nordens og i forskellig grad verdenslitteraturen. Edith Södergran er nu ’folkeeje’ i Danmark, kendt og elsket af hele det læsende publikum, først introduceret af Gustaf Munch-Petersen (via hans hyldestdigt og hendes påvirkning generelt) og senere oversat igen og igen (senest af Ursula Andkjær Olsen). Gunnar Björling, derimod, er kun sparsomt kendt og oversat, men mindst lige så vigtig (igen må jeg tilføje: ’i mit liv’, ’i min verden’). Jeg lærte ham at kende gennem Poul Borums omtale af ham i ”Poetisk modernisme”, som udkom i 1966. Her optræder han i afsnittet ”Hårde og bløde knapper” sammen med Stramm, Stein, Marinetti, Klebnikov, Schwitters, Arp, Huidobro, Ostaijen og Tzara. (Jeg er stolt af at kunne sige, at jeg har udgivet Stein plus de fire sidstnævnte på Bebop). Borums minibibel ændrede mit liv, og Gunnar Björling blev min store inspiration. Det forekom mig at være genialt, hvad han gjorde med sproget, han byggede en verden op, som jeg kunne gå ind i – jf. Johannes L. Madsen: ”bygger mig en verden / af ord / som jeg går ind i” (”i sig selv”, 1968). Fra Gunnar Björlings første ankomst som dadaist med ”Vilande dag” (1922) og frem gennem en original, skelsættende og egensindig poetisk praksis i form af en gave til verden, et nyt sprog i sproget, der forener musikalsk tænkning og spontan sansning i en opstandsende, nøgtern, men henrykt besyngelse af synet (og den nære udsigt). Det kan ikke efterlignes, men det kan løfte én over i en inspireret tilstand i mødet med verden. Gunnar Björling er kun én gang tidligere blevet oversat til dansk, men det til gengæld udtrykkeligt og prægtigt af Peter Laugesen i det fine, ja, vidunderlige udvalg ”Dit øjes blod” (1988) (originalt sammensat af Peter Laugesen), som for længst er udsolgt. Nu kommer så for første gang en oversættelse af en hel digtsamling. For mig har hovedværket (hvis man kan tale om det) været ”Solgrönt” fra 1933. Så meget desto mere forfriskende forekom det mig, at de to oversættere og Forlaget Møllegades Boghandel har valgt en langt senere digtsamling, ”Ett blyertsstreck” fra 1951. Vi skal helt frem til fjerde bind af ”Skrifter” (hvor ”Solgrönt” afslutter bd. I). Men tak for det, det er øjenåbnende, ligegyldigt hvor man slår ned i forfatterskabet. Hvad der er nok så væsentligt, er, at oversættelsen fungerer upåklageligt. Jeg har sammenlignet med originalen, og jeg har svært ved at se, hvordan det skulle kunne gøres bedre, jeg kan kun træde et skridt tilbage og råbe hurra! Peter Laugesen indleder interessant nok sit udvalg med et helt afsnit fra ”Ett blyertsstreck” (tredje afsnit). Hvor der er uoverensstemmelser de to oversættelser imellem (’småord’, der er forskellige), er det den nye oversættelse, der har ret, så at sige, så ”En blyantstreg” kan udnævnes som gældende. At læse Gunnar Björling er noget af det skønneste, der findes inden for ’sprog og erkendelse’. Der er tale om en nyhed, der er så gennemgribende, at den kan sammenlignes med Wassily Kandinsky eller Miles Davis, hvad angår bruddet med det genstandsmæssige, bruddet med mainstream og den trivielle, men meningsløse gengivelse af ’virkeligheden’. Man kan måske kalde det en meditation eller et wakeupcall til livet. Syntaksen er overalt en anden end normalsprogets, man kan snarere tale om en synets saks, der klipper sproget op og sender det af sted i en rytmisk indsigt: synet ind! Karakteristisk er brugen af ”at” og ”og”, som om sproget begynder hele tiden, ikke i en stammen, men i et kor, hvor stemmer blander sig i et ekko fra digter til læser, og hvor den væg i luften, digtet er skrevet på, bliver til en livsvæg. Jeg slutter med et tilfældigt citat (første digt i fjerde afsnit): ”Hvide vej og blå / eller / er sort / så sukkerblå / det er lys og sol / og skarpt forår // nu hvide skyer / og lysfarvehimmel / nu dag, nu lys og ro / og lysets begyndelse over fjordens vand”. Gunnar Björling: ”En blyantstreg”. På dansk ved Mathias Horn Radsted & Lukas Ballin. Smukt tilrettelagt af Lærke Mathilde Poulsen Dam, og garnhæftet. Forlaget Møllegades Boghandel. (Omslag: Lærke Mathilde Poulsen Dam)