Af Leif Lønsmann
PETER LUND MADSEN (1960 – 2025)
Min kammerat og kollega, mangeårige samarbejdspartner og nuværende ven og makker, hjerneforskeren, forfatteren og formidleren Peter Lund Madsen, aka. HjerneMadsen, er død. Urimeligt, uforståeligt og helt uacceptabelt. Under en cykeltur hjem fra sit elskede Sejerø satte han i går cyklen fra sig, lagde sig i vejkanten og sov stille ind, formentlig uden at vide det.
Peter vidste tidligt, at han skulle arbejde med hjernen. Med vanlig humoristisk realisme fortalte han gerne, at hans interesse for hjernen skyldtes en klassekammerat ved navn Nipper. Nipper havde ifølge Peter mere muskler end hjerne, og brugte mere de første end den sidste. Peter havde det nærmest omvendt, og måtte lægge krop til at Nipper terroriserede ham i gymnastiktimerne ved at bruge sine muskler til sætte sig ovenpå ham og proppe gymnastiksokker ind i munden på ham. Det var, ifølge Peter, denne medfart, der fik ham til at beslutte sig for at vælge hjernen fremfor musklerne.
Man må sige at projektet lykkedes. Som 26-årig bestod han sin lægeeksamen med et 13-tal, og allerede 7 år efter opnåede han i 1993 doktorgraden på en doktorafhandling om hjernens energistofskifte under forskellige bevidsthedstilstande. Det fortæller meget om Peter, at han efterfølgende havde overskud til at takke Nipper for inspirationen til at studere i stedet for at slå på tæven.
Peter elskede at forske, men også at fortælle. Få har som Peter evnet at forene forskning og formidling. Han formåede at omsætte selv de mest komplicerede neurofysiologiske og cerebrale processer til nærværende og forståelige iagttagelser fra hverdagen. Komplicerede fænomener som cerebral metabolisme, beta-adrenergisk propranolol-blokade og hyperketonomiske effekter blev i Peters formidling til levende beskrivelser af kakerlakkens selvopfattelse, søvngængerens erindring og hønsenes forestillingsverden. Da han engang på tv skulle illustrere krybdyrhjernens kapacitet valgte han at gøre det med en stribe forsider fra Ekstra Bladet: ”Der er kun plads til tre ting: Sex, spisning og slagsmål”. Og da han samme sted blev bedt om at forklare forskellen på menneskets og grisens indlæringsevne forsvarede han grisens kognitive overlegenhed med at det er uhyre sjældent at grise behøver melde sig til aftenskolekurser for at lære trøffelfinding. Hvem er egentlig klogest? Grisen eller mennesket ?
Det var menneskehjernen, der var Peters forskningsspeciale. Men han interesserede sig lige så levende for dyrenes hjerner. I de tidlige år drillede han dyrene med deres relativt begrænsede forestillingsverden. Med årene gik det op for ham, at de alle var optimerede til præcis det de havde brug for. En fasan behøver ikke kunne løse andengradsligninger for at overleve. En kvælerslange behøver ikke en ingeniøruddannelse, og en bavian behøver ikke kunne citere Goethe for at klare sig. Enhver art er som udgangspunkt god til det, den har brug for. Da vi for et par år siden lavede nogle tv-optagelser i Zoologisk Have benyttede Peter anledningen til at levere en personlig undskyldning til alle de dyr, han gennem årene havde gjort grin med. Der er ingen grund til at åle ålen for ikke at kende de tyske kasserollebøjninger. Den kan omvendt noget, vi andre endnu ikke engang har forstået.
Peter hentede en del af sin inspiration fra sine vandreture og cykelture på Sejerø. ”Man tænker så godt når man sidder og glor ud i luften”, sagde han. ”For eksempel kan man jo i en sådan situation prøve at sætte sig ind i hvad der f.eks. sker inde i hovedet på en ko. Det kan man få mange timer til at gå med – selvom det ikke er særlig meget”.
Jeg håber, det var sådanne tanker, der blev hans sidste, inden han sov ind…
bongorama.dk 