Af Allan Mylius Thomsen
DU DANSKE SOMMER…..
Som Storm P sagde ”alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”. Den erfaring har mange restauratører og gæster gjort de sidste dage. Det erkender man også tydeligvis her på ”La Rotisserie Frascati” på Rådhuspladsen engang i 1960-erne. Her var der allerede i 1908 indrettet en statelig overdækket fortovsstilling langs facaden. Men om sommeren, udnyttede restauranten hele den lille plads foran restauranten. I København har vi altid nydt, at side ude om sommeren. Især på Rådhuspladsen.
Det hele var begyndt som ”Den nordiske Industri- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn”, der blev afholdt i 1872, på det sløjfede fæstningsterræn. Industriforeningen var primus motor for arrangementet. Den var oprettet den 12. juli 1838 som ”Industriforeningen i Kjøbenhavn” og allerede 1840 slået sammen med ”Den merkantile Industriforening” til ”Den merkantile Industriforening i Kjøbenhavn”.
Udstillingens hovedbygning var en til lejligheden opført bygning af arkitekten Vilhelm Klein (1835 – 1913), på ydersiden af den delvist tilkastede stadsgrav. Ved en målefejl kom bygningen til at ligge 15 meter for meget mød øst.
Få år efter i 1878 fik Industriforeningen skøde på grunden. Bygningen indvies nu som kontorbygning i 1880. I 1887 besluttes det at bygge et nyt Rådhus overfor Industriforeningen. De 15 m. fejlplacering gav visse problemer ved anlægget af daværende Vester Boulevard. Ved anlæggelsen boulevarden (H.C. Andersens Boulevard) blev resten af stadsgraven opfyldt, kun Tivoli Søen overlevede, og terrænet nivileret, så den underste etage af bygningen blev kælder.
I 1898 indretter arkitekt Ludvig Clausen (1851 – 1904) i underetagen ”Industricaféen” med facade ud mod den nye Rådhusplads. Den udvides med pavillonveranda og fortovscafe i 1908. Pavillonen blev i folkemunde kaldt ”Knysten” eller ”Ligtornen”. Industriforeningen blev i 1910 til ”Industrirådet”.
Men tiden løb fra den næsten victoriansk indrettede restaurant. Dele af pavillonverandaen indrettes til automobilforretning, og resten af ”Industricaféen” i blev i 1934 afløst af ”La Rotisserie Frascati”. Det var i mange år en af Københavns mest fashionable restauranter, med en populær fortovsrestaurant. Den skæve plads der var opstået på grund af målefejlen, blev i sommertiden udnyttet til serveringsområde. Når vejret var til det, sad københavnerne trofast og fulgte livet og trafikken på Rådhuspladsen. I sine sidste år i 1970-erne skiftede ”La Rotisserie Frascati” navn og kulinarisk stil til pizzeria restauranten ”Bella Napoli”.
Hele den gamle industribygning blev nedrevet i 1977. I den nye bygning indrettes ”Restaurant Copenhagen Corner” der lå i Rådhusarkaden på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard. Denne restaurant fik dog aldrig fortovs- eller udestilling.
Restauranten blev renoveret i 2008 og ejedes af NP Hotels. Restauranten lukkede i forbindelse den voluminøse ombygning af Industriens Hus i 2011. Nu kom der ikke længere restaurant på den engang så populære adresse.
Foto Aage Sørensen. Det kgl. Bibliotek.