Af Leif Lønsmann
Helsinkis nye koncerthus, Musiikkitalo, åbnede i august 2011, med en gallakoncert med de tre ensembler, der sammen driver salen: Helsinki Symfoniorkester, Finlands Radiosymfoniorkester og Sibelius Musikakademi. Forud var gået 19 år med indre diskussioner, ydre skandaler, forsinkelser og budgetoverskridelser, som det nærmest er sædvane i den metier, især når planlægningen foregår som gruppearbejde. Til gengæld er resultatet et både arkitektonisk, æstetisk og akustisk overdådighedshorn.
Jeg var tilstede ved åbningen, og oplevede noget, jeg ikke tror er sket før eller siden ved en koncertopførelse. Efter koncerten udpegede dirigenten Jukka-Pekka Saraste, som det er sædvane, de musikere, der særligt fortjente publikums applaus. Efter udvalgte træblæsere, strygere og slagtøjsspillere vendte han sig mod publikum og pegede ud i salen. Først efter et langt sekund gik det op for den japanske akustiker Yasuhisa Toyota, at det var ham, dirigenten pegede på. Han rejste sig, lettere overrumplet, og modtog et langt, stående bifald for den nye sals akustik.
Musiikkatalo knejser fortsat stolt i Helsinkis kulturcentrum, og opsøges dagligt af både lokale og internationale gæster, som ønsker at se og høre den berømte og berømmede koncertsal.
Personalet må imidlertid skuffe publikum, for salen er lukket når orkestrene holder ferie. Og det gør de hele sommeren.
Sådan går det tit når man overlader driften af de dyre koncerthuse til deres egne interne orkestre. Uafhængige aktører ville stræbe efter at fylde de dyre sale med musik hver dag året igennem, til gavn og glæde for publikum og kunstnere. Det er spild af penge, plads og kultur at lade en sådan sal stå tom i højsæsonen.
Jeg fik lov at kigge ind i dag. Publikum må vente…. Tjek kommende koncerter på https://musiikkitalo.fi. Et flot sæsonprogram er på vej til efteråret. Med bl.a. danske Thomas Søndergaard på dirigentpodiet, Hans Abrahamsen på nodepultene – og et stærkt musikalsk islæt fra Finlands på alle måder store naboland Rusland.