Af Elena Eriksen, FOR
Mit navn er Elena Eriksen, og jeg bærer tre kulturer i mit hjerte: norsk, russisk og ukrainsk. Min far var halvt norsk, fra Kola-normændene, og halvt russisk, og min mor var ukrainsk.
Jeg voksede op i en lille by på Krim-halvøen, ved Sortehavets bred. Dengang var det Sovjetunionen, og vi tænkte ikke meget over, om nogen var russisk, ukrainsk eller noget andet. Det vigtigste var, hvem man var som person. Jeg har talt russisk hele mit liv, og russisk litteratur har haft en dyb indflydelse på mig. I dag forventes det, at man tager parti – men hvordan kan jeg gøre det uden at splitte mig selv i tre? I skolen lærte vi russisk, ukrainsk og andre sprog og lærte forskellige kulturer at kende gennem historie, litteratur og musik. Om sommeren besøgte vi min mors familie i Poltava. Vi talte det, der faldt os naturligt – russisk og ukrainsk var udskiftelige. Norge havde altid været en del af mig, og min far og jeg drømte om en dag at tage dertil og måske finde slægtninge.
For mig var der aldrig nogen tvivl om, hvad jeg ville blive. Havet og dets liv fascinerede mig, så jeg rejste til Astrakhan nord for Det Kaspiske Hav for at studere marinbiologi og fiskeopdræt. Senere arbejdede jeg på et forskningsinstitut.
Men tiderne ændrede sig. Det land, jeg elskede, begyndte at vakle. Da Sovjetunionen brød sammen, blev alt vendt på hovedet og revet fra hinanden, og med det fulgte økonomisk usikkerhed, uro og stigende kriminalitet. Livet blev stadig vanskeligere. Min mand og jeg arbejdede, men inflationen åd vores indkomst, lønningerne var konstant for høje, tomme butikshylder skabte uro blandt folk, og fremtiden så ret dyster ud. Dette var det Rusland, jeg forlod i 1997. Det var en svær beslutning, men vi valgte at flytte til Norge. Ligesom mine forfædre flyttede fra Skjerstad i Nordland til Rusland i slutningen af det 19. århundrede under en økonomisk krise i Norge. Historien gentager sig. Mens vi lærte sproget og fik træning i computerbrug, var vi på NAV. NAV hjalp os også med at komme ind på arbejdsmarkedet, og efter tre år i midlertidige stillinger fik jeg et fast job.
I dag arbejder jeg med det, jeg brænder for, havforskning, og jeg bærer med mig både minderne fra Sortehavet og Det Kaspiske Hav og oplevelserne fra Barentshavet. Rejsen har været lang, men den har givet mig et rigt perspektiv, med begge fødder solidt plantet i forskningen, og mine rødder forankret i flere kulturer. Jeg elsker mit arbejde. Efter skilsmissen opdrog jeg mine to vidunderlige sønner alene – det var både udfordrende og en stor glæde at se dem vokse og modnes. Jeg elsker Bergen, verdens smukkeste by, og bjergene i Vestnorge, som tager pusten fra mig, hver gang jeg står på toppen. Livet tog form, og jeg nød tiden med mine sønner, når de var hjemme. Jeg trivedes på arbejdet, og jeg udviklede mange nye hobbyer.
Men i de senere år har jeg følt en voksende uro over samfundsudviklingen, især den politiske udvikling, der drejer sig om konflikt og krig. Sproget blandt politikere er blevet hårdere, mere aggressivt, mere absolut. Fortællinger har erstattet fakta og nuancerede vurderinger. Hadet stiger i samfundet, og stærke billeder af lidelse, død og ødelæggelse er blevet en del af hverdagen på tv.
For mig, med rødder i tre kulturer, gør det ondt at være vidne til alt, hvad der udspiller sig mellem Rusland, Ukraine og Norge. Stedfortræderkrigen mod Rusland, som udspiller sig i Ukraine, er en tragedie for alle, men mest af alt for ukrainere, der oplever, at landet bliver tømt for mennesker og naturressourcer. Efter otte års borgerkrig valgte ukrainerne en ny præsident i håb om en hurtig fred, men i stedet fik de en langvarig krig med Rusland. Nu ønsker mange ukrainere en afslutning på krigen, men i stedet får de løfter om flere våben fra politikere, der tror, at flere våben vil bringe hurtigere fred. Samtidig nægter de samme politikere at anerkende folkedrabet i Palæstina og kræver ikke ophævelse af blokaden. I stedet investerer de i våbenproducenter, der støtter folkedrabet. Logikken synes at være helt væk, men logikken eksisterer, og den ligger i lommerne på dem, der profiterer af krige.
Jeg har aldrig været politisk aktiv, men jeg har altid været en bevidst vælger. I starten stemte jeg på partier, der delte mine værdier og synspunkter på vigtige sociale spørgsmål. Gradvist opdagede jeg, at mange mennesker ændrede holdning, da de kom til Stortinget. Derfor begyndte jeg at stemme mere strategisk, men uden den store effekt. Derfor blev jeg medlem af FOR-partiet, det eneste parti, der taler om fred og ønsker at kæmpe for den gennem diplomati, ikke våben. Jeg blev valgt som førstekandidat fra Vestland, og jeg tager dette ansvar meget alvorligt. Samtidig er det skræmmende at træde ind i ukendt territorium blandt mange erfarne mennesker, men jeg ser det som min eneste mulighed for at bidrage til fred og bedre levevilkår for flertallet.
bongorama.dk 