Af Leif Lønsmann
“Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.”
Indledningen fra evangelisten Lukas’ Juleevangelium vækker sandsynligvis genklang hos de fleste.
Befolkningens størrelse og sammensætning har altid interesseret mennesket, og med jævne mellemrum udarbejdes der prognoser for, hvordan befolkningstal og befolkningssammensætning udvikler sig.
I juni, 2025 år efter kejser Augustus, kunne dagbladet Politiken således offentliggøre en fremskrivning af befolkningstallets udvikling helt frem til år 2096. Med stor præcision forudses det, at der i år 2096 vil være 5.286.046 indbyggere i Danmark. Rune Lindahl Jacobsen, professor i epidemiologi og demografi på Syddansk Universitet, som har lavet fremskrivningen, mener endda at vide, at 2.623.842 af disse vil have “dansk oprindelse”, mens 2.662.204 vil være “indvandrere og efterkommere”.
Fremtiden består af “os” og “de andre”. Og “de andre” vil være flest i 2096. Undersøgelsen er blevet grebet og spredt af blandt andre Dansk Folkeparti, som mener, at vi allerede nu må begrænse indvandringen fra især muslimske lande, før befolkningssammensætningen tipper.
Historikere mener, at kejser Augustus’ formål med at tælle sine folk var rent pekuniært. Han havde brug for et overblik over forventede skatteindtægter. Hvad Politikens formål med tælleriet er, står hen i det uvisse. Men én ting kan man, med sikkert historisk belæg, slå fast. Fremskrivningen kommer ikke til at holde stik. Det viser alle tidligere forsøg på sådanne fremskrivninger.
For 2000 år siden boede der antagelig omkring 70 millioner mennesker i Kina. Nogle af dem boede så tæt, at det kneb med at skaffe nok mad til alle. Og alligevel fødte hver familie op mod 10 børn. En kinesisk filosof ved navn Han Fei advarede mod de mange børn og opfordrede de kinesiske familier til kun at få fem børn hver. Han forudså, at Kina ville bryde sammen under vægten af de mange nye mennesker. Hvis Kinas befolkningsvækst – som på det tidspunkt var 1 procent – var fortsat, ville der i år 2025 være mere end 25.000.000.000.000.000.000 – 25 milliarder milliarder kinesere på jorden!
Historien om Han Fei viser, hvor svært det kan være med prognoser og fremskrivninger. Filosoffen overså alverdens krige og sygdomme, folkevandringerne, der bragte kineserne ud over hele verden – fra Singapore til Saxogade – samt kolonialisme, etbarnspolitik, kvinde- og børneafbrændinger, europæiske opdagelsesrejsende og andre befolkningsregulerende uhyrligheder. Desuden brugte han ikke hverken demografiske eller statistiske metoder, endsige regnemaskine.
Bedre rustet var man, da man i 1700-tallet begyndte at lave befolkningsfremskrivninger. De enkelte nationer havde allerede i mange år jævnligt gjort mandtal over deres egen befolkning. Den første danske folketælling fandt sted i 1769. Efterhånden som nutiden var vel registreret, meldte ønsket sig om også at tælle sig til fremtiden. Tanken om at kunne forudsige verdens udvikling ved hjælp af statistik tog Europa med storm. Den engelske videnskabsmand Malthus offentliggjorde i et essay i 1798 en befolkningsprognose, og forudså, at verden ville dø af sult, medmindre man fik styr på børnetallet.
Malthus’ befolkningsfremskrivning opererede – i lighed med den aktuelle danske fremskrivning – med tre faktorer: Nettoindvandringen, dødeligheden og fertiliteten. Alle tre størrelser undergik dramatiske forandringer op gennem det 19. århundrede, som Malthus ikke havde forudset.
Hvad indvandringen angik, havde Malthus af gode grunde ikke indkalkuleret, at den ville vende, og at ikke færre end 20 millioner europæere i løbet af det 19. århundrede omvendt stævnede over Atlanterhavet til Amerika, drevet på flugt af konger, krige og kartoffelpest – eller bare drømmen om lykken.
For dødelighedens vedkommende gik det ikke bedre med forudsigelserne. På Malthus’ tid døde op mod hvert tredje danske barn, før det fyldte 10 år. 100 år senere var tallet næsten halveret. Den forudsagte dødelighed ophævedes ganske af de lægevidenskabelige landvindinger.
I det 19. århundrede indførtes narkosen, der muliggjorde kirurgiske operationer. Senere kom røntgenstrålerne, som sikrede, at man skar de rigtige steder. Læg dertil steriliseringskunsten, den såkaldte antiseptik, der gjorde, at patienterne overlevede bagefter. Da man ydermere takket være patenteringen af mikroskopet fik sat skik på tuberkelbacillen (1882), kolerabacillen (1883) og de andre såkaldte “bakteriologiske småvæsener”, fik man reduceret dødstallet betragteligt.
Endelig var der fertiliteten, altså befolkningens evne og vilje til at sætte børn i verden – eller undgå det. Russere, ungarere, serbere og bulgarere fødte næsten dobbelt så mange børn som danskerne, der ikke desto mindre næsten tredoblede deres befolkning fra 1800 til 1900. Tyskerne fulgte danskernes formeringsmønster, mens Norge og England holdt sig mere tilbage. Frankrig udgjorde et særligt interessant eksempel.
I løbet af århundredet var franskmændene ganske enkelt holdt op med at formere sig. Den samlede “Folkeformerelse”, som det så billedligt hed i 1800-tallet, var ved århundredskiftet ganske stagneret:
“Fødslernes og Dødsfaldenes Tal har nærmet sig til hinanden, indtil de nu omtrent er nået at falde sammen, og en Tilbagegang i Folkemængden, en absolut Affolkning af Landet staar som den sandsynlige Udsigt for den nærmeste Fremtid,” var det skræmmende budskab fra Frankrig omkring år 1900.
Frankrig var ramt af en sand forplantningskrise, og regeringen tilbød privilegeret valgret og skattenedsættelse for fædre med mange børn, mens “mangebørnsmødre” fik både pengepræmier og fortjenstmedaljer. Man talte direkte om, at den franske nation var grebet af en dræbende “Befolknings-Svindsot”.
Trods 1800-tallets prognosers demografiske og statistiske fallit, gjorde man alligevel – også i Danmark – forsøget igen i 1906, hvor man lavede en 200-års prognose for Danmarks befolkning. Vi har således i mere end 100 år vidst, hvor mange danskere der vil være i år 2106. Ifølge datidens optælling vil tallet være 20 millioner. Eller fire gange flere end Politikens fremskrivning.
Befolkningsfremskrivningen fra 1906 indeholdt ikke, som Politikens, en inddeling af befolkningen efter race eller herkomst. Man anså tilsyneladende ikke dengang tilstedeværelsen eller mængden af “fremmede” som et stort problem, der krævede statistisk behandling. I en beskrivelse af København fra 1908 skildres den “multietniske” storby ligefrem som noget positivt: “Alle er de lige naturlige Led i Storstadens Befolkning, alle er de smeltede sammen, til en Mosaik, der spiller i alle Farver, broget som Nutidslivet selv er broget […] Sprog og Nationaliteter træffes her i en Blanding som intet andet Sted. Storstaden er kosmopolitisk; dens Befolkning er som et Prøvekort over Alverdens Folkeslag.”
Hvad kan man lære af disse fortidens befolkningsfremskrivninger? At de ikke holder stik? Ja! Men også at de ikke får den store betydning. Hvem husker i dag fremskrivningerne fra 1906?
Om fremskrivningen fra 1906 er mere eller mindre præcis end Politikens fremskrivning fra april 2025 er ikke til at sige. Den vigtigste iagttagelse i Politikens stort opslåede artikel ligger i to sætninger, der gemmer sig bag de store overskrifter og illustrative grafikker:
“Om det vil ske i virkeligheden, ved ingen […] En sådan befolkningsfremskrivning er ikke fakta.”
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.
bongorama.dk 