Af Leif Lønsmann
BRINCKER
Det er ikke enhver forsker, der kan tryllebinde sit publikum med begreber som quasi-symmetriske motivceller, diatoniske modi og tonal funktionsharmonik. Musikforsker Jens Brincker lykkedes gennem en livslang indsats med at gøre selv det mest ubegribelige begribeligt.
Brincker viede sit liv til den allermest nørdede ende af musikken, og opgav aldrig sin kompromisløse søgen efter ukendte afkroge af partiturmusikken, gerne på kanten af hvad andre ville definere som musik, og som han selv, i positiv forstand, sammenlignede med ”køreplaner for tog som aldrig afgår”.
Hans forskning var drevet af en ubegrænset nysgerrighed efter alt der kunne give lyd fra sig. Da computernes forgængere, de såkaldte ”elektronhjerner”, i 1960’erne meldte sin ankomst i de såkaldte ”regnecentraler” og ”datacentre”, opsøgte han ”disse akvarielignende maskinmiljøer” og opdagede at ”de grå, strømlinjede maskiner med båndstationer og lysende knapper ikke er lydløse”. Hans studier af computernes akustiske svingningsformer ledte ham til en videnskabelig kortlægning af ”computermusikken”, ligesom han tidligere havde kortlagt den ”elektrofoniske musik” og ”båndoptagerens magnetofoniske klangrum”.
Men Brincker formåede også at italesætte det mere jord- og virkelighedsnære. I oktober 2006 havde vi i DR inviteret ham til at introducere Sjostakovitj’ 7.symfoni, Leningradsymfonien, som er skrevet under Tysklands belejring af Leningrad. Her tog han os, via sin analyse af musikken, helt ind i nødens nervebaner, og fik hver tone af musikken til efterfølgende at krybe helt ind under huden på publikum, så vi alle hørte ”den stille gråd fra et folk, der ikke kan fælde flere tårer”.
Mens Brinckers nysgerrighed var ubegrænset når det gjaldt klassisk kompositionsmusik, var hans tolerance til gengæld ikke stor når det gjaldt populærmusikken. Han var blandt kritikerne af det ny P3, som i 1963 introducerede popmusikken i radioen. Og så sent som i december 1974 tordnede han imod hvad han kaldte ”forfladigelsen, forpopningen og vulgariseringen af musikken”, og gav DR denne opsang: ”Hvilken effekt har det på et lands musikkultur hvis landets dominerende massemedie kynisk anvender musikken som hore?”.
Brincker efterlader, foruden sine utallige videnskabelige artikler, også en række mere tilgængelige bogværker, senest hans biografi om komponisten Ib Nørholm, hvor han bl.a. skriver at ”i Ib Nørholms musik er fortiden ikke forhenværende, men forhåndenværende, med muligheder der byder sig til med fornyet aktualitet”. Det samme kan siges om Jens Brinckers forskning og formidling. Den vil i al fremtid byde sig til med fornyet aktualitet.
bongorama.dk 