Af Henrik Strube
Jeg har haft fornøjelsen at medvirke i tre af Thomas Vinterbergs film. Altså sådan, hvor man blir castet, prøveoptaget og – nå ja – “lander” rollen.
Nå, de roller. Jo, der var noget, der gik igen i dem. Noget symptomatisk. Altid var det nogle pisseusympatiske typer, jeg skulle spille. Sumpede, sure, ubehagelige, fordrukne, voldelige eller dybt narkotiserede.
Men nu elsker jeg jo Thomas Vinterberg og vil rigtig gerne være med.
Den første var en elevfilm fra Filmskolen. Der skulle jeg spille en total afrakket type, helt udknaldet, sumpet mand, der lignede en, der havde boet i en skraldekontainer.
JUBI! Det blev mig, der fik rollen! Men hvorfor, Thomas, Hvorfor mig?
Vi skulle optage om natten, inde i en københavnsk biograf, lige ved Rådhuspladsen. I weekenden.
Ud på morgenen skulle jeg ud efter noget. Jeg orkede ikke at skifte, så mig ud på gaden med klamfedtet hår, røde øjne og et eller andet slumsminke in da face, iklædt den mest møgbelortede frakke og plettede, hullede bukser.
Nu skal det siges, at jeg netop havde haft en vis succes med noget TV-optræden, koncerter og en godt sælgende plade. Jeg havde været en del PÅ, som man siger.
Jeg står så der ved et fodgængerfelt, udklædt og sminket som fætter klam med klam på, klokken lort om morgenen. To piger, sikkert på vej hjem fra bytur, passerer. Så siger den ene:
“DET VAR SGU DA HENRIK STRUBE!”
Den næste rolle Thomas havde tiltænkt mig, og som jeg “landede”, var figuren “Gule” i filmen Submarino.
Gule var et ægte dumt svin, som havde fået sit navn, fordi hans pandehår var blevet gult af nikotin. Alene dér!
Han var narkoman og pusher, med den lille, luskede tilføjelse, at han ikke selv fixede.
Han røg lortet, og det det var heroin. Desuden så han ud ad helvede til. Kraftedemig helt død og hævet i ansigtet. Og,- var der mon et lille, lille bitte sympatisk træk ved ham? Bare eet?
Nein und atter nein! Når hovedpersonen lige akkurat er ved at komme ud af det giftige junkiehalløj på Istedgade, så får Gule ham lokket ned i skidtet igen.
En lille tilføjelse fra selve optagelserne:
Der holder en kæmpestor bus, hvor man sidder og venter på at komme på. Så er der en stor campingvogn ved siden af. Det er sminkevognen, kaldet “sminken.”
Jeg havde netop været i “sminken”, hvor de dygtige folk havde brug mindst en halv time på at lave mig om til Gule.
Det var hår og briller og diverse hærgesminker, der kan få enhver til at ligne en lort med rødsprængte øjne og virkelig dårlig hud. Håret så selvfølgelig osse ud ad helvede til med det nikotingule pandehår.
Således – sminket til uigenkendelighed – træder jeg ud og går hen til den gruppe mennesker, som Thomas står og taler til. Så vender han sig hurtigt om mod mig og siger:
“Henrik, du skal lige i sminken!”
Den tredie film, jeg var blev castet til og fik en rolle i, var Kollektivet. Prøven ved castingen gik ud på, at jeg skulle stikke et barn en lussing.
“Da jeg så det, var jeg klar over, at du var den helt rigtige til rollen,” sagde Thomas senere.
Nå, men der skulle jeg spille en pissesur og voldelig nabo til kollektivet. Og så skulle jeg smække en mindreårig pige en lussing, samt banke en endnu mindre dreng.
Derudover var der en scene, hvor drengen hævner sig ved at placere en hundelort på måtten foran min gadedør, anbringe et kanonslag i den og ringe på. Jeg lukker op, hvorefter kanonslaget eksploderer og sender fragmenter af hundelort op på mig.
Derefter, helt fregnet af hundelort, farer jeg efter drengen og banker ham i en hæk.
Som jeg husker det, skulle denne scene tages om fire gange. Efter hver lorteeksplosion måtte jeg skifte tøj og vaskes. Og ressisørerne skulle forme en ny hundelort i Nutella.
Og så blev den scene klippet ud. Jeg havde været smaddergo, sagde Vintermose, men det var blevet lidt for voldsomt, noget i den retning. Det blev jeg jo glad for.
Det skulle jo nødigt hedde sig at man ikke kunne smække en pige en lussing og banke en lille dreng.
Men som jeg altid siger: Hellere en alkoholiseret bums, en narkopusher, og psyko overklasseløg med lort på habitten end slet ingenting.
Thomas. Det var altså sjov at være med.
Og hvis du f.eks. en dag skal lave noget med en senildement plejehjemsgut som smider med maden og slår personalet, så ringer du bare, Thomas.
PS. Yes. Del.
bongorama.dk 