Gabold

Af Leif Lønsmann

GABOLD

Ingolf Gabold mindes i disse dage med rette for sin indsats som dramachef i DR i perioden 1999-2012, hvor DRs dramaserier både havde og satte ny vind i sejlene.

Men det var i en helt anden rolle, han i sin tid mødte DR.

Efter en kontrovers med sin lærer i oldtidskundskab om hvorvidt Jungs teorier om arketyper burde supplere den græske mytologi, havde han i trods forladt gymnasiet for i stedet at søge optagelse på komponistlinjen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
I 1962 afleverer han, 20 år gammel, sin første komposition ”Brevis” som har premiere på Nordiske Musikdage i Stockholm. Et stykke rendyrket sværttilgængeligt tolvtonemusik, inspireret af Paulus’ første korintherbrev. I 1968 følger korværket ”Your Sister’s Drowned”, og i 1970 leverer han en avantgardistisk ”tv-opera” med titlen ”Syv Scener til Orfeus”. TV-operaen åbnede døren til DR (det var næppe sket i dag), og Gabold bliver en fast gæst i Radiohuset, hvor han i 1974 tilbydes en stilling i DRs orkester- og korafdeling. Samtidig komponerer han både koncert-, kor- og balletmusik – og sågar en ”rocksymfoni”, samt endnu en tv-opera, ”Mod Vandmandens Tegn” og en radio-opera ”Cherubin”.

Som producer i DRs orkestre havde Gabold et tæt samarbejde med store dirigenter som Herbert Blomstedt og Sergiu Celibidache. Sidstnævnte havde et egenartet temperament i grænselandet mellem gement, hovent og decideret ondskabsfuldt, og det første til adskillige sammenstød med såvel Gabold som hans producerkollega Kjeld Neiiendam. Da Celibidache for ikke første gang forlod DR i protest mod institutionens uduelighed og bureaukrati, skete det med afskedssalutten: ”Es gibt zwei Idioten hier. Der grösste Idiot ist Neiiendam, und dann Gabold”. I Radiohusets kantine forlød det, at Ingolf ikke var helt tilfreds med kun at have opnået en andenplads…

Gabolds evne til at kombinere musik og dramatik med radio og tv gjorde ham til en efterspurgt underviser. Det var sådan jeg mødte ham i begyndelsen af 1980’erne, hvor han op gennem 1980’erne boltrede sig med nørdede analyser af den tids ikoniske film og tv-serier, fra ”Gøgereden” til ”Twin Peaks”. En hel generation af tv- og radiofolk blev inspireret af den nørdede fortællers levende og engagerede undervisning, og det er her, han grundlægger nogle af de tanker og dramaturgiske greb, han senere fører ud i livet som gudsbenådet og prisbelønnet dramachef.

Men inden da nåede han også lige en helt tredje karriere i DR. I 1990 slås stillingen som tv-direktør i DR slået op, og blandt 19 ansøgere vælger DRs bestyrelse at ansætte den farverige, men kreative og modige komponist. Opgaven var at ruske DR løs af den monopolære Tornerosesøvn, som havde ført til at TV2 på kort tid havde overhalet DR i både popularitet og markedsandele. Gabold fik 15 måneder på posten og tænkte mange nye tanker. Men samtlige ændringer blev saboteret af modstræbende medarbejdere og en konfliktsky generaldirektør, som i september 1992 fyrede tv-direktøren med begrundelsen ”manglende lederegenskaber”. Han beskrev situationen som ”at have fået en kniv i ryggen, og derefter blive sigtet for ulovlig våbenbesiddelse”.

Syv år og en generaldirektør senere vendte Gabold tilbage til DR, nu som dramachef. Resten er historie. En succeshistorie.
Sidste gang jeg så Ingolf var til et erindringstræf op til DRs 100 års jubilæum. Straks jeg kom indenfor døren kunne jeg forvisse mig om hans tilstedeværelse. Her lå hans karakteristiske sorte hat, elegant henslængt på en bænk i entreen.

I hans mange roller, som komponist, som producer, som tv-direktør eller som dramachef, har der altid stået blæst om ”den stolte ronkedor”, som hans datter Louise Gabold kærligt kalder ham i Kristoffer Zøllners biografi, der meget symbolsk bærer titlen ”DRAMA”.

Den 2.maj sluttede dramaet. Gabold er taget på sin sidste rejse frem mod den familiegravsten, der venter på Holmens Kirkegård i København, og som bærer indskriften ”Memoria, Expectatio, Attentio” (”Erindring, Forventning, Opmærksomhed”). Han bisættes fra St. Jacobs Kirke i København fredag den 9.maj kl. 11.30. Mon ikke der vil være både erindring, forventning og opmærksomhed i luften…