Af Lars Movin
JEG SIDDER OG SKRIVER / PÅ EN BÆNK FORAN KIRKEGÅRDEN
eller: PETER LAUGESEN: MORGENSANGE
Overskriften på denne tekst er sakset fra et af de allerførste digte i Peter Laugesens nye digtsamling, “Morgensange”. “Jeg sidder og skriver / på en bænk foran kirkegården.” Tydeligere kan det næppe siges. Det handler om alderen, den efterhånden temmelig fremskredne alder; og det handler om, hvad urets evindelige tikken i sidste ende fører til. Dermed kunne man anføre, at bogen måske nærmere skulle have heddet “Aftensange”. Men for det første har Laugesen allerede udgivet en bog med titlen “Aftenblade” (2019). Og for det andet er der også meget andet end aftenstemninger på spil i den nye digtsamling: Skønt den eksistentielle skumring ligger og lurer hele vejen igennem, er teksterne også fulde af lys og forundring over at vågne hver morgen og erfare, at der er ankommet endnu en dag – nogle gange endda efter en ekstra lang søvn: “god morgen råber solen / den er stået sent op lige som mig”.
I tråd med den sene del af Laugesens lyriske forfatterskab er “Morgensange” præget af korte eller ligefrem meget korte tekster – nogle gange i form af noget, der minder om udbrud eller statements. Et digt lyder:
Musik og poesi
er grundlaget
for al civilisation
Men samtidig er det – som altid – en meget rig bog. Fuld af indsigter, bevægelser, registreringer samt ikke mindst erindringsglimt, der af gode grunde hober sig op i takt med, at den skrivende har stadig mere fortid (og tilsvarende mindre fremtid). Det er simpelthen et livsvilkår, at man i en vis alder går og “puffer den rustne sporvogn / på mindernes blå boulevard”.
Ligesom det også er et vilkår, at mørket i en vis forstand begynder at sænke sig i takt med, at kalenderbladene drysser af i noget, der føles som tykke bundter. Men – som det hedder et sted – selv om man nærmer sig slutningen, er man i det daglige stadig midt i livet med “et kæmpestort halsbånd af stjerner vandrende i sindet / og mindet / som veje vi gik og steder vi kom og hvor vi en dag skal hen”. Og selv om nattehimlen sænker sig over de “sorte træer”, kan man stadig i glimt opleve små eksplosioner af lys og farver, som var man “tumlende gennem en rosenmark”.
“Morgensange” er kort sagt årgangs-Laugesen, på én gang genkendelig og ny. Der er de undselige hverdagsregistreringer: “din krops små lyde / i søvnens ambulance / jeg slukker vækkeuret”. Der er transportmotiverne, sansninger i bevægelse gennem verden med bus, tog eller til fods. Og der er de sædvanlige valgslægtskaber, som befolker digtene og dukker op som kære slægtninge eller venner og drysser stjernestøv ud over siderne blot ved navns nævnelse: Cézanne, Ezra Pound, Raoul Hausmann, Emily Dickinson, Kurt Schwitters, Gunnar Björling, Per Kirkeby, Charlie Parker, Virginia Woolf samt en “Ingvar”, der nok må være Cronhammar.
Det kan godt være, at Peter Laugesen er fyldt 83 år, men han kan stadig synge, så det er en lyst. Han er stadig “En spurv med lunger / stærkere end frosten.”
(Forsideillustration: Vincent Van Goghs “Franske romaner” fra 1887).
bongorama.dk 