Af Lars Movin
DENNIS HOPPER’S (BACK) ON TOP!
eller: THE WATERBOYS & DENNIS HOPPER
Jeg skal med det samme sige, at jeg hidtil ikke har haft noget forhold til gruppen The Waterboys med den skotske musiker og sangskriver Mike Scott (f. 1958) i front. Men det har så sandelig ændret sig nu, hvor jeg har fået deres seneste udspil, albummet “Life, Death and Dennis Hopper”, ind i huset. Som titlen antyder, handler det om skuespilleren og filminstruktøren Dennis Hopper (1936-2010) – den Hopper, som jeg i sommeren 1995 havde den fornøjelse at besøge i hans hjem i Venice Beach, Californien, og som jeg siden (men også før) har været mere end almindeligt interesseret i. Både på grund af hans film, naturligvis – med “Easy Rider” (1969) som det absolutte hovedværk – men også i kraft af hans øvrige aktiviteter som fotograf, kunstner og dét, man med et lidt fluffy begreb kunne kalde et “kulturelt ikon”. Og det nye dobbeltalbum fra The Waterboys er ikke bare et tip med hatten til Hopper, det er simpelthen noget så gammeldags som et konceptalbum, ja, en rockopera. Et biografisk portræt i sange og monologer, musik og lydcollager.
Jeg har nu læst mig til, at The Waterboys har haft et omskifteligt forløb, siden de blev dannet i 1983. Musikalsk har gruppen på deres cirka 15 albumudgivelser vekslet mellem rock og folk, og når udtrykket har varieret så meget, skyldes det ikke mindst de mange udskiftninger – angiveligt har der været mere end 70 musikere igennem bandet i tidens løb. Dog har der været én konstant, og det er den førnævnte Mike Scott, som også er drivkraften bag “Life, Death and Dennis Hopper”. Og her spores ingen metaltræthed. Tværtimod er den 66-årige Scott tilsyneladende i topform, både som sangskriver og performer. Og på albummet, hvor Dennis Hoppers liv og karriere foldes ud over fire pladesider, diverteres lytteren med en mangfoldighed af stilarter og instrumenteringer, som i sidste ende føjer sig sammen til et hele: en fortælling, der nok er auditiv, men som ikke desto mindre er stærkt billedskabende. For eksempel i et vers som det følgende, der optræder i en sang om Dennis Hoppers mulige affære med Natalie Wood i forbindelse med optagelserne til Nicholas Rays “Rebel Without a Cause” (1955) (den “cat”, der i sangen kommer forbi, er naturligvis den unge Hopper, som debuterede i “Rebel Without a Cause”):
Well, Nick was in bed with Natalie Wood
at the Château Marmont in Hollywood
with his nose in her pie when the cat came by
in his sleek new car and captured her eye
She snuck out and the two went driving around
he leaned in for the kiss and then he went down
She stopped him sharp and said “hold up hoss
Nick just – you know what – and I ain’t had a wash”
Ikke just en typisk rocktekst! Og i det hele taget er der ikke noget typisk eller gennemsnitligt ved “Life, Death and Dennis Hopper”, som fra start til slut emmer af Mike Scotts begejstring for sit emne – en begejstring, der ifølge ham selv steg yderligere i intensitet, da han i 2014 tilfældigt så en udstilling af Hoppers fotografier i London og dermed opdagede en helt ny side af det rebelske Hollywood-ikon. Scott begyndte nu for alvor at studere Hoppers biografi og værk, og … som han skriver i sine liner-notes: “The more I found out, the more I liked him; he was funny, headstrong and dedicated to art in all its expressions – and his story was a history of our times (…).”
Det er den historie, der fortælles på det nye album. Fra 1930’ernes barndom i Kansas og den første del af karrieren som skuespiller i 50’erne over 60’ernes optur, hvor Hopper kastede sig ind i hippieæraens psykedeliske revolution med hud og hår (og skabte “Easy Rider”), og videre gennem 70’ernes personlige nedtur (med kunstnerisk krise og gigantiske misbrugsproblemer) til de sene års genkomst med en status som amerikansk modkulturs Grand Old Man (kickstartet af rollen som Frank Booth i David Lynchs “Blue Velvet” i 1986).
Det er en ganske loyal og detaljeret fortælling, der sågar rummer flere stationer end de ovennævnte (bare rolig, der er også en sang om “The Last Movie”, det ambitiøse smertensbarn fra 1971). Men overraskende nok er det samtidig en fortælling, der rent faktisk fungerer som musikalsk forløb (sangcyklus). Og at man så undervejs oven i købet bliver forkælet med gæster som Steve Earle, Fiona Apple, Bruce Springsteen og flere andre, gør jo heller ikke noget.
Er du nysgerrig, kan du lytte til nummeret “Hopper’s On Top (Genius)” på dette link:
bongorama.dk 