Gå en tur i Vin & Vinyl og se min ven Steen Møller Rasmussens udstilling

Af Lars Movin

JIMI HENDRIX & CO. I AHORNSGADE
eller: UDSTILLING AF FOTOGRAFEN STEEN MØLLER RASMUSSEN
(Vin & Vinyl, Ahornsgade 18, til 12. juni)

De er der alle sammen – stimlet sammen på væggen i kælderbutikken Vin & Vinyl i Ahornsgade, en sidegade til Guldbergsgade på Nørrebro:

Robbie Robertson fra The Band. Miles Davis med kalot. Nina Hagen med åben mund og polypper. Lou Reed iført læder og nitter og solbriller og en attitude på størrelse med Empire State Building. Jack Bruce med et henført udtryk, så man næsten kan høre bassen synge. Don Cherry i intens infight med lommetrompeten. En skælmsk smilende Chuck Berry, overleveret fra 50’ernes første generation af rock’n’roll … and still going strong. Den vidunderlige Sister Rosetta Tharpe, som engang i de samme 50’ere fik en teenager i Vangede (Dan Turèll) til at ryge op gennem loftet af begejstring. Den uudgrundelige Nico med en smøg mellem fingrene og efter al sandsynlighed en stærkere substans i blodet. Bruce Springsteen og Clarence Clemons, legesyge og fortabende sig i et øjebliks ekstase, som ingen havde forestillet sig nogensinde skulle slutte. De ganske forskellige, men ikke desto mindre beslægtede guitarguder John McLaughlin, Keith Richards og Frank Zappa. En vanvidsudstrålende Ian Anderson, som deler smøger ud til rødderne i Brøndby Pop Club. Bowie, åh, Bowie, hvad mere er der at sige. En enkelt i farve: Stevie Wonder. For ikke at tale om den eneste, som har licens til at optræde hele to gange: His Bobness, naturligvis. Og helt genialt: Jimi Hendrix på den vesttyske ø Fehmarn, den 6. september 1970, officielt hans sidste liveoptræden – så ikonisk som noget og så alligevel knipset som et henkastet snapshot, helt ude fra den ene side af scenen og på afstand – der står han, hvis man ser godt efter, og læner sig ind mod mikrofonen og har sølle tolv dage tilbage at leve i. Og der er flere endnu …

De er de levende og de døde, men for dem alle gælder det, at deres musik lever i os, der kigger på billederne. Frosne øjeblikke, som takket være fotografen er blevet en del af vores kollektive erindring. Sikken en væg, sikken en rigdom af musikalske minder. Gå en tur i Vin & Vinyl og se min ven Steen Møller Rasmussens udstilling, “Shooting Stars”, som ifølge butikkens bestyrer, forfatteren og musikeren Peter H. Olesen, kører frem til den 12. juni. Der er 40 fotografier i sort/hvid og et enkelt i farve, alle fra perioden 1968-89 – og alle kan de købes for en stykpris på sølle 350 kroner, inklusive signatur og stempel. Af sted til Ahornsgade …